Arrangementer i Landsforeningen Autisme

Landsforeningen Autisme

Jeg kan ikke understrege nok, hvor vigtigt jeg synes det er at du melder dig ind i Landsforeningen Autisme. Hvis du bare er den mindste smule i kontakt med autisme – ja, faktisk hvis du læser med her – så synes jeg du skulle tage og melde dig ind. Det koster 300 kr. om året og udover ganske glimrende og informative medlemsblade, så får du også adgang til en masse spændende arrangementer, som afholdes af lokalkredsene rundt om i landet.

Du kan finde din lokale kreds via landsforeningens hjemmeside lige her. Den trænger til en gevaldig overhaling, den hjemmeside – men jeg er ret sikker på, at ressourcerne i foreningen går til andre ting end it for tiden. Der er jo nok at tage fat på. Men hvis nu du og aaaaaalle dem du kender nu meldte jer ind i foreningen, så var der lidt mere at rutte med…

De to kommende arrangementer i min lokale kreds – København og Frederiksberg – vil jeg benytte lejligheden til at gøre reklame for her. Det er nemlig ikke bare to spændende emner, det er også to spændende og kloge damer, der kommer og fortæller.

Mandag d. 9. november kl. 19-21 kan du høre Trine Uhrskov fortælle om stress hos børn med autisme og deres forældre. Det foregår i Valby Kulturhus.

Det kan du godt glæde dig til – selvom det ikke er det mest opløftende at høre om stress. Men der er heldigvis meget vi kan gøre for at mindske stressbelastningen hos vores kære børn (og os selv) – så kom og hør Trine Uhrskov fortælle. Vi har tidligere været på kursus med Trine – og hun er bare go’! (Og så er hun også en A-Teamer!)

Onsdag d. 9. december 2015 kl. 19-21 kan du høre Anna Mindegaard fortælle om autisme og kost. Det foregår i Valby Kulturhus (og ikke i Kvarterhuset på Amager, som først skrevet.)

Jeg har tidligere skrevet om Anna og kost – og jeg synes hun er en rigtig god formidler af et kompliceret område, som ikke bare kan gøres op i gluten eller ej. Læs for eksempel dette indlæg eller tjek hendes hjemmeside. Vi har også haft hende som oplægsholder til et forældrenetværksarrangement på Skolen i Peter Vedels gade – og så holder hun oplæg på Skivekonferencen torsdag d. 5. november.

Fælles for begge arrangementer er at alle er velkommen. Det koster ikke noget at deltage og du skal bare møde op.

Vi glæder os til at se dig – og du skal glæde dig til at høre det.

Skriv et svar