Gæsteindlæg: Dit sensitive barn

Jeg stødte første gang på Anne-Mette, da hun skrev et debatindlæg i efteråret. Ved et tilfælde mødte jeg hende også på Skivekonferencen – og nu er jeg så heldig at kunne bringe et gæsteindlæg i anledning af at hendes bog ‘Dit sensitive barn’ udkommer.

Jeg har tidligere haft gæsteindlæg om særligt sensitive på bloggen. Jeg tror, der er meget at lære ved at have en bred forståelse for at vi sanser verden forskelligt, filtrerer indtrykkene forskelligt og ikke mindst reagerer forskelligt.

Nu får Anne-Mette ordet og fortæller om baggrunden for sin bog og meget andet. Du kan også være så heldig at vinde bogen, for jeg har fået lov til at give to eksemplarer væk. Det foregår via dette indlæg.

Blåt hjerte

 

“Allerførst vil jeg indlede med at sige, at min bog IKKE handler om autisme – sådan i gængs forstand. Den handler om noget, som kan være en del af autisme, nemlig den sensitive side af vores børn. Det er vigtigt for mig at pointere til at starte med.

Tænk engang… Nu kan jeg kalde mig forfatter, altså sådan rigtigt. Det er helt ærligt ret vildt, og ikke lige det, der stod i kortene, da jeg blev mor til min søn for godt 11 år siden og opsagde mit faste job i en stor dansk industrivirksomhed.

Jeg har faktisk tænkt en del over, hvordan mit liv har taget en drejning, eller flere drejninger, siden min søn kom til verden. Det var også en kæmpestor omvæltning, da min datter på snart 15 år blev født, men jeg fortsatte i samme spor med fuldtidsarbejde osv., og jeg satte ikke rigtig spørgsmålstegn ved hendes lange dage i dagpleje og senere i børnehave, fordi hun trivedes godt. Det er en helt, helt anden historie med min søn.

 Kort opsummeret, så har han været i dagpleje (gik ikke særlig godt), i børnehave (hvor der tidligt var udfordringer, og PPR kom hurtigt på banen. Jeg havde mistanke om autisme, og en ekspert sagde, at han lå i gråzonen, men vi fik dengang ikke diagnosen). Han har gået i ikke mindre end fire forskellige skoler inden vi nu endelig er havnet på rette hylde – med en infantil autismediagnose i bagagen.

 De sidste godt seks år har jeg brugt på at uddanne mig til at kunne hjælpe min familie på grund af de udfordringer min søn havde – og har. Man kan sige, at min faglige udvikling har fulgt både min personlige, men også familiens udvikling i forhold til at forstå især de udfordringer, min søn har stået overfor – og stadig står overfor. Det fede er så, at jeg har lært, at jeg også har evnen til at hjælpe andre med mine erfaringer og især med min faglige viden.

Siden min søns udfordringer startede i dagplejen, har jeg søgt efter en ”forklaring”. Dels som en måde at frikende mig selv og mine forældreevner, men ligeså meget fordi med en forklaring følger som regel også løsningsforslag og redskaber. Min ældste datter trives rigtig godt i sit teenageliv. Det har ligget mig meget på sinde at lægge mærke til det, så forklaringen på min søns til tider uhensigtsmæssige adfærd ikke er, fordi jeg ikke har evnet at være en god, omsorgsfuld eller dygtig nok mor. For sådan har jeg virkelig tit følt det.

Min søgen ift. min søn bragte mig først omkring autismespektret. Jeg tænkte tidligt aspergers syndrom. Men det fik en inkompetent, privatpraktiserende psykiater sat en stopper for, da hun i første sætning til udredningssamtale sagde til os: ”Det er ikke autisme. Han har alt for god kontakt” (et forhold, jeg nu ved faktisk er et resultat af mine gode forældreevner).

Nærmest tilfældigt faldt jeg over begrebet særligt sensitiv, da min søn var startet på specialskole i slutningen af 0. klasse efter et frygteligt forløb i den lokale folkeskole. Efterhånden, som jeg begyndte at dykke ned i emnet, tog på kurser, læste bøger osv., var der mange brikker, som faldt på plads. Der var rigtig meget i denne, som faktisk passede på min søn (og i øvrigt også på mig selv). Ahhhh. Det var en skøn følelse. 

De sidste to år har jeg dykket fagligt ned i emnet. Gennem mit kandidatstudie i pædagogisk psykologi har jeg haft til hensigt at forstå denne teori og samtidig forsøge at formidle til andre forældre, at særlig sensitivitet faktisk er en legitim, forskningsbaseret og evident forklaring på nogle individers personlighedstræk introduceret af Elaine og Arthur Aron. Samtidig har denne viden givet mig mulighed for at vælge de rigtige redskaber til opdragelsen af mit barn.

Samtidig med mit studie og bogskrivningen fik min søn så (endelig) sin diagnose i 2015. Det var en stor, stor lettelse for mig, for sammen med teorien om særlig sensitivitet, giver det en yderligere forståelse for den måde, min søn ser verden på.

Særlig sensitivitet har MANGE overlap med autisme, og man kan sagtens både være særligt sensitiv og have autisme – præcis som man kan beskrives som ekstrovert eller introvert og have autisme samtidig. Det, som særlig sensitivitet og autisme har tilfælles er blandt andet: Øget sansemæssig opmærksomhed, udfordringer med eksempelvis mad og søvn, udfordringer ved overgange og skift, den dybe bearbejdning af indtryk, en kærlighed for detaljen og øget risiko for overstimulering. Der, hvor de to teorier er forskellige, er det, som handler om triaden i autisme diagnosen: vanskeligheder indenfor forestillingsevne (mentalisering), kommunikation og det sociale samspil. I teorien om særlig sensitivitet er der en øget opmærksomhed på en forhøjet empatiske evne, hvilket jo karambolerer med en god forestillingsevne.

 Når vi bruger forskellige betegnelser for vores børn, så kan der være en risiko for, at disse såkaldte ”kasser” forklarer hele barnet. Det gør det ikke. Mit barn kan jeg beskrive som særligt sensitivt og med diagnosen infantil autisme, men han er også utroligt omsorgsfuld, sjov, sindsygt vidende om specifikke emner, introvert, underfundig og meget meget mere. Bare for at vise, at de to kasser beskrevet her ikke er – og må aldrig blive hele forklaringen.

At skrive min bog (og gennemføre mit studie) har været som en slags terapi for mig. Det har virkelig hjulpet mig at skrive om noget i abstrakte termer i en armslængde på mit studie og forstå verden fra forskellige perspektiver OG lære et hav af pædagogiske redskaber, som er direkte omsættelige i mit private liv. Samtidig har jeg ved at skrive bogen læst om de (i bogen) 55 deltagende forældres glæder og udfordringer med både det samme, som vi oplever i hverdagen, men også andre situationer, som ikke giver anledning til grå hår for os. Derved har jeg givet mig selv en stor gave – som jeg nu giver videre gennem min bog. Jeg håber, at læserne kan mærke, at jeg har skrevet den i største respekt overfor deltagerne, i kærlighed til min familie og i en tro på, at alle forældre og børn gør det bedste de kan.

Bogen handler som jeg indledede med at skrive om sensitivitet og ikke om autisme. Det vil sige, at de mere autismerelaterede udfordringer ikke er med. Hvad bogen handlet om det, ville jeg have skrevet meget mere om rigiditet, sociale færdigheder og evnen til at forstå andres synspunkter. Men den bog er ikke skrevet af mig – endnu.

Min rejse er langtfra slut. Jeg vil blive ved med at prøve at forstå, lede efter svar, undre mig og være nysgerrig. Min bog er et øjebliksbillede om mit liv, 55 andre forældres liv, vores samfund lige nu og hvordan pædagogiske tanker kan komme til udtryk i 2016. Jeg vil ønske dig god læselyst, hvis du er blevet nysgerrig for at vide, hvordan livet for og med et sensitivt barn ser ud. 

Kærligst,
Anne-Mette Sohn Jensen

www.ditsensitivebarn.dk // www.mortilsensitiv.dk // #ditsensitivebarn “

Du kan bl.a. købe bogen via forlaget Pressto til 299,-

Dit sensitive barn

[For en god ordens skyld, så er indlægget er sponsoreret af forlaget.]

 

3 thoughts on “Gæsteindlæg: Dit sensitive barn

  1. Pingback: Give away: Dit sensitive barn | Autismetanken

  2. Ligesom bloggen her, er det dejligt med de personlige beretninger om børn med disse særlige udfordringer.:) Er selv psykologistuderende med en særlig forkærlighed for specialområdet og vil rigtig gerne læse mere om særligt sensitive børn.

  3. Pingback: Det løb af sporet… | Autismetanken

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s