Et godt kompromis

Jeg indrømmer blankt, at det er længe siden vi har siddet om spisebordet alle fire til aftensmaden. Eller morgenmaden for den sags skyld. Dels har vi ikke være samlet og dels er det mest om sofabordet at den slags familiescene finder sted. Alfred foretrækker at spise på sit værelse og har det sidste stykke tid fået lov til det, når han har bedt om det.

Så det var et sats, da jeg i dag besvarede hans sms (sendt inde fra værelset) om hvornår der var aftensmad med dels at skrive tidspunkt og dels at skrive at vi skulle spise sammen i køkkenet. ‘Ok’ lød svaret.

Lidt senere kom Alfred ud til mig.

– Mor, kan jeg godt fortryde at jeg sagde ok til at spise i køkkenet?

– Jeg vil rigtig gerne have at vi spiser sammen i dag, svarede jeg for at undgå et ja/nej svar. Alfred lavede en grimasse, men lyste så op.

– Kan vi så ikke sige, at jeg spiser den første portion sammen med jer – og så må jeg gå ind på værelset? foreslog han sødt.

Sådan et fint forslag kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej til. Det viser mig, hvor meget han gør sig umage for at komme mine ønsker i møde – og hvor god han er til at sætte ord på sit eget behov for fred og ro.

Resultatet var lidt mere end 10 minutters fælles spisning med god stemning, hvilket i sig selv kan være en præstation. Det var hyggeligt. Vi var sammen. Alfred brød sig dog ikke om suppen, vi skulle have – men smagte på den. Så foreslog han, om han selv måtte smøre sig en mad. Det er også en stor ting, da han tidligere ikke har villet gøre det selv, fordi han ikke var god til det (som han sagde). Nu klarer han med selvtilfreds mine at laver gode madder med frugt til.

Med dette lille indblik i en aftensituation på Amager vil jeg vise, at ting forandrer sig. Noget som i perioder ikke er muligt, bliver muligt. Behov, som var svære at sætte ord på, kommer til udtryk. Vi bliver bedre til at lytte til hinanden og tale så det bliver forstået. Alt tager tid. Mest af alt tager det ro – for uden ro kan vi ikke lytte. Hvis vi svarer for hurtigt. Hvis vi misforstår, men ikke formår at stoppe på og ændre opfattelse. Det er en gave for mig, når Alfred sætter ord på og jeg gør alt hvad jeg kan for at lytte.

Her er et andet indlæg om hvordan familiesituationer også kan udvikle sig, fra arkivet.

One thought on “Et godt kompromis

  1. Det lyder som et rigtig godt kompromis :-). Og hvor er det dejligt at læse om andre familier hvor det at spise sammen ikke er noget som alle altid kan rumme.
    Jeg synes det er så svært når folk synes vi gør det forkert uden at kende hele den lange forhistorie og uden at forstå børnenes vanskeligheder.
    Men heldigvis dukker de også op indimellem, de der dage hvor det kan lade sig gøre.

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s