Anmeldelse: Forstå de andres tanker

Som bekendt efterlyste jeg en faglig gæsteanmelder – og fik rigtig mange henvendelser. Det er dejligt med så stor interesse for litteratur på autismeområdet og det er min store fornøjelse at give ordet videre til Mette, som har anmeldt bogen.

“Mit navn er Mette van Dalm og jeg har fået æren af at skulle anmelde ”Forstå de andres tanker” af forfatterne Julie A. Hadwin, Patricia Howlin og Simon Baron-Cohen. Bogen er en såkaldt arbejdsbog, som henvender sig til psykologer, lærere og pædagoger, der ønsker at arbejde med sociale og kommunikative kompetencer hos børn med autismespektrumvanskeligheder.

Min baggrund for at kunne anmelde bogen er, dels min erfaring som lærer igennem 11 år på en specialskole for børn med autisme, og dels min nuværende beskæftigelse som konsulent for specialpædagogik i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Aalborg Kommune. I mit virke hører jeg ofte om børn, der er udfordret i det sociale samspil med andre. I den forbindelse er jeg altid på jagt efter materialer, der kan være med til at kvalificere min rådgivning – og gerne med konkrete undervisningsforslag dertil. Derfor var det med stor forventningsglæde, at jeg bladrede op på første side i bogen ”Forstå de andres tanker” – og før jeg fik set mig om var bogens 162 sider læst.

Indledningsvist i ”Forstå de andres tanker” bliver jeg som læser kort indført i Theory of Mind begrebet og dets betydning for et socialt samspil med andre ud fra et forskningsbaseret perspektiv.

”Succesfuld social interaktion kræver, at man forstår andres mentale tilstand, inklusive andres overbevisninger, følelser, intentioner og ønsker. Theory of Mind er et udtryk, der bruges til at beskrive denne evne til at forstå andres mentale tilstand for at kunne forudsige deres adfærd… personer med autismespektrumvanskeligheder har enten en forsinket eller manglende evne til at forstå andres tanker og følelser og til at kunne vise, at mennesker kan have tanker og følelser, som er forskellige fra hinanden og en selv.”

Når man forstår andres tanker i et samspil, giver andres adfærd lettere mening, men formår man ikke det, kan et socialt fællesskab blive forvirrende, meningsløst og måske en kilde til frustration og ængstelighed for børn med autisme. Men vanskeligheder ved det sociale og interaktion med andre kan trænes, hvilket bogens første del argumenterer godt for.

I bogens anden og største del får læseren ideer og teknikker til at træne og forstå mentale tilstande med henblik på at kunne hjælpe børn med autisme i sociale samspil med andre. Her argumenteres der for, at en struktureret tilgang i at undervise i Theory of Mind giver større effekt for indlæringen – og det er netop, hvad man får i bogen.

Theory og Mind indlæringen er inddelt i forskellige niveauer, hvor hvert niveau er overskueligt inddelt og ”nemt at gå til”. Læseren bliver grundigt ført ind i hvert niveau igennem en kort og præcis introduktion, hjælp til spørgeguide i en undervisningssituation, tydelige træningsmål og visuelt materiale. På den måde arbejder man sig igennem de forskellige niveauer sammen med eleven.

anmeld 02 anmeld 01

Jeg vil bestemt anbefale bogen ”Forstå de andres tanker” til professionelle, der arbejder med at give børn større sociale kompetencer. Bogen tager fat i dét, der er så svært at forstå, når man har autisme eller arbejder med et barn med autisme. Derfor glæder det mig, at bogen tager hånd om, hvordan Theory of Mind kan trænes – og mon ikke både elev og underviser bliver klogere på hinanden i forløbet?

Har man et minimalt kendskab til autisme, og om hvordan børn med autisme tænker, så kan bogen ud fra min overbevisning ikke stå alene. Her vil jeg anbefale, at man kaster sig over mere uddybende litteratur, for at blive klædt bedre på til at arbejde med børn med autisme.

For mit vedkommende vil ”Forstå de andres tanker” være at finde i min ”værktøjskasse”, idet den på en kort og præcis måde sætter undervisere ind i, hvordan man kan træne mentale tilstande. Jeg vil derfor anbefale bogen til enhver, der arbejder med børn med autismespektrumvanskeligheder.

Dog vil jeg her til sidst i anmeldelsen komme med et lille men… I bogen savner jeg nogle billedeksempler, der relaterer sig mere til skolelivet. Hvorved det ville have været ønskeligt med en mulighed for at kunne downloade skabeloner, således eksemplerne på hvert niveau kunne tilpasses det enkelte barn og den kontekst eleven er i.

Til sidst vil jeg gerne sige de tre forfattere tak for en god og letlæselig manual til arbejdet med de mentale tilstande. Ved at citere forfatterne i bogens efterskrift, håber jeg på, at læsere af denne anmeldes bliver inspireret til at kigge nærmere på denne bog og andre materialer, der kan træne børn med autisme i at forstå andres tanker.

”… at træne en lille del af de mentale tilstande gennem dette format er en lille fraktion af den større intervention, der skal til for at træne barnets evner vedrørende empati… Ligesom børn med andre slags vanskeligheder (som ordblindhed) har adgang til skræddersyet træningsmateriale for at kunne komme rundt om vanskelighederne, så håber vi, at denne arbejdsbog kan ses ind i en større sammenhæng af brugbart materiale. ””

Du kan købe bogen her.

[Indlægget sponsoreret af forlaget Frydenlund, da de har været så søde at sende bogen til mig, som jeg har sendt videre til Mette.]

Skriv et svar