Søskende – krig og kærlighed

Det gik bestemt mere voldsomt til, da drengene var yngre. Da Alfred havde det dårligt i skolen og August var så lille, at han ikke helt kunne se sammenhæng mellem handlinger, ord og reaktioner. Hvor vi mandsopdækkede eller i det mindste var absolut lige i nærheden når de legede – og hvor 10 minutters uafbrudt leg var absolut rekord.

Det var dengang og nu ser vi kun sjældent de voldsomme konflikter. Alfred bliver 12 år til november og August fylder 9 år lige om lidt. Nu kan de lege i timer. Vildt, ik’? De kan stadig blive uvenner – og før du tænker ‘det bliver søskende jo’, så vil jeg tilføje at jeg faktisk synes de for det meste er venner. Der kunne sagtens være meget mere drilleri i luften. Meget mere bror efter bror. Men sådan er det ikke.

For tiden er den hyppigste konflikt i forhold til besøg på hinandens værelser – når der skal spilles PlayStation. Så går det godt rigtigt længe. Timer(!) De samarbejder, hygger sig, griner – og så begynder stemmerne at blive mere skingre. Kan du ikke forstå…? Hvorfor skal jeg forklare det igen? Så må du ikke være med! Skal jeg gå ud? Ok fint! Hvad? Ja, fint! Nå, hvis du altid skal være så irriterende vil jeg aldrig være på samme planet som dig! Jeg holder det ikke ud mere!

Ja, du kender det måske.

Så ryger August (efter en del advarsler som ikke bliver forstået) ud af Alfreds værelse. Eder flyver. Alfred koger. Kan næsten ikke holde det ud. Behersker sig – og det kræver energi. August råber stadig et eller andet efter ham. Er vred, men også ked af det.

Jeg mægler en smule, men roser mest for at de dels har hygget sig så længe og dels at Alfred styrer sig og August holder bøtte. Men hvordan kommer de så videre? Nu sidder de i hvert sit rum og ønsker den anden ad helvede til – eller hellere til en anden familie på en anden planet.

Så vil August godt lige give en besked til Alfred og jeg leger postbud. Fortæller Alfred at August er ked af det og ikke helt forstod hvornår han skulle gå ud. Alfred modtager budskabet, men heller ikke mere. Det er dog ret stort.

August beder om en is og jeg foreslår at han byder Alfred en også. Og så sker den magi de to mestrer og som jeg ingen andel har i. Så freestyler de i den ædle undskyldnings kunst.

For August siger: Hey Alfred, der er noget til dig i køkkenet!

Alfred går ud og råber kort tid efter: Der er også noget til dig, August!


To smilede drenge med is kommer ind i stuen og jeg lister ud og finde de to søde sedler på bordet, hvor August undskylder og Alfred tager imod. Så er den ikke så meget længere. De er venner igen. Har smil og is. Ingen nag.

Jeg trækker lettet vejret og overvejer om vi skal indføre nogle ‘gå ud’ kort som er lettere at forstå end ord. Men hvis der aldrig var konflikter, hvordan skulle de så lære at blive venner igen? At sige undskyld? Tilgive? Komme videre?

Så selvom jeg absolut ikke synes om brødrekrigen, så er det vigtig læring. Det må jeg minde mig selv om næste gang. For selvom der nu er våbenhvile, er der altid en næste gang.

2 thoughts

  1. Nårh, jeg bliver helt rørt. Tak fordi du deler dine erfaringer. Indlægget her giver mig håb for mine drenge på 7 (autist) og 5 år. Jeg er ny læser på din blog. Hørte om den på grønaften via Autisme foreningen. Glæder mig til at læse meget mere her på bloggen.

Skriv et svar