Gæsteindlæg: Rabalder i skolen og hjemmet – om at håndtere børn med stærke følelser

Når jeg desværre ikke selv kan være alle steder på en gang, så er det en gavne at kunne trække på gæsteskribenter, som på den måde kan være med til at dele god viden med mig – og alle jer som læser med.

Denne gang er det Stina, som 5. april 2016 var til temadag på Herlev Hospital med to helt fantastiske mennesker – nemlig Bo Hejlskov Elvén og Hanne Veje. Overskriften var som overskriften afslører – Rabalder i skolen og hjemmet – om at håndtere børn med stærke følelser.

Dette er et ret langt indlæg, men jeg lover der er masser af nyttig viden hele vejen fra start til slut – så hæng i!

Der er også kommet bogen Rabalder i børnefamilien, som er skrevet af Bo Hejlskov Elvén og Tina Wiman.

rabalder

Jeg giver ordet til Stina:

“Det var en udbytterig og meget vigtig temadag. En temadag, som alle – forældre som fagpersoner – til stresssårbare børn/unge, vil have gavn af. Jeg vil her dele Bos og Hannes ord, som jeg husker dem uden egen-fortolkning. I indlægget benævnes børnene og de unge som barnet eller børnene.

Oplæg for temadagen “Rabalder i skolen og hjemmet – om at håndtere børn med stærke følelser”

“De fleste af os kender til situationer, hvor vi kommer til kort i forhold til børn og unge med stærke følelser. Hvor nogle situationer kan minde ud i rabalder, konflikt, skældud og en følelse af afmagt og frustration. Nåde hos børnene og de voksne.

Temadagen er rettet mod alle, der arbejder med – eller er forældre til – børn og unge (med eller uden diagnoser), der ikke altid reagerer forventeligt på almindelig opdragelse eller læringstiltag.

På temadagen præsenteres vi for konkrete handlemuligheder der gør, at vi kan håndtere konflikter og rabalder uden at skælde ud og uden at miste kontrol. Det vigtigste er, at kunne løse problemer med respekt og ro og samtidigt skabe fundament for både udvikling og tryghed.

Bo Hejlskov Elvén og Hanne Veje er kendt som pionerer inden for tilgangen low arousal – en tilgang, som bygger på solid viden om neuropsykologi og praktisk pædagogik. Vi får til dette arrangement en sjælden chance for at opleve dem begge på samme scene. Nog og Hanne er kendt for at formidle med højt fagligt niveau, på en lettilgængelig, levende og humoristisk måde.

Bo Hejlskov Elvén er psykolog, foredragsholder og forfatter. Bo har i mange år arbejdet med håndtering af problemskabende adfærd. Bo introducerede allerede i 2006 low arousal som metode til adfærdsproblemer og har siden uddannet og superviseret medarbejdere inden for psykiatrien samt social-. og skoleområdet, både i Danmark, Sverige og internationalt.

Hanne Veje er pædagogisk vejleder, forfatter og foredragsholder. I 2006 stiftede hun StøtteCompagniet, som bl.a. anvender low arousal i indsatser omkring børn, unge og voksne med problemskabende adfærd. Hanne uunderviser og supervisere på skoler, institutioner og på forvaltninger samt varetager vejledning i særligt komplekse enkeltsager.

Bo og Hanne er forfattere til bogen ‘Udviklingsforstyrrelser og psykisk sårbarhed’, som nu er udgivet i 5. oplag fra Dansk Psykologisk Forlag.

udviklingsforstyrrelser

Temadagen er arrangeret af StøtteCompagniets udviklings- og kursusafdeling.”

Fagligt indlæg ved Bo Hejlskov Elvén

Det er vigtigt at vi bliver bevidste om og tager fat i, hvornår vi bliver magtesløse.

I arbejdet og i relationen til børn er det afgørende, at man tager ansvar. Man kan aldrig forklare en magtanvendelse ved at det er barnet eller barnets adfærds skyld. Det er altid den voksnes ansvar at det kom dertil.

“Den som tager ansvar kan påvirke”

Bo forklarer, at nogle forældre får klager fra skolen over barnets adfærd i skolen: Så længe barnet er i skolen, er det skolens ansvar. Punktum. Et svar til skolen kunne være: “I sørger for, at min datter ikke smadrer ruder i skolen, så sørger jeg for, at hun ikke smadrer ruder herhjemme”.

Antagelsen: “Han kan, hvis han vil” er forkert.

Man er tilbøjelig til at tænke, at når barnet har kunnet en bestemt aktivitet en dag, må barnet også kunne det en anden dag, men sådan fungerer det ikke. Vi bruger alle vores kapaciteter forskelligt og vi kender alle til at have forskellige dage. Humør, motivation, kapacitet m.v. har indflydelse på hvad man magter. Dette er ikke mindst gældende for denne type børn.

Bo taler om “økonomi”: Vi har f.eks. fællesøkonomi med skolen, Det at gå i skole kan for et barn koste så meget, at det ikke har mere at give af, når det kommer hjem.

Registrerede magtanvendelser:

I skoleåret 2012/2013 har

  • 0,75% af børn i almindelige folkeskoler være udsat for magtanvendelser
  • 157% af børn i specialskoler været udsat for magtanvendelser
  • 780% på en bestemt behandlingsskole i København været udsat for magtanvendelser.

Under magtanvendelser kommer 17% af børnene til skade, og 6% af børnene må have lægehjælp.

Det går galt når et barn/en ung med ADHD/autisme eller lignende sårbarhed bliver mødt af krav og forventninger til:

  • At forstå konsekvenser af egne handlinger
  • fleksibilitet
  • udholdenhed
  • impulskontrol
  • sociale evner
  • stressfølsomhed
  • efterrettelighed

Børn der kan opføre sig ordentligt, gør det“. [Ross Greene]

Man kan KUN løs e et problem ved at finde en løsning, der ikke er et problem for en anden. Find altid en løsning på problemet, der ikke medfører et problem for barnet.

Medstand i stedet for modstand.

Kontrolprincippet

Man bliver nødt til at have kontrol over sig selv, hvis man skal kunne samarbejde. Ingen vil miste kontrollen. Ved kontroltab ses:

  • Voldsom angst
  • slag (og ikke bare slåen lidt ud efter andre)
  • spark
  • bid
  • kast med stol mod andre
  • voldsom selvskade

Det er enormt pinefuldt at miste kontrollen. Derfor har alle forskellige strategier for at bevare kontrollen:

  • Nægte
  • lyve
  • gå to skridt baglæns eller løbe væk
  • skældsord
  • trusler
  • selvskadende adfærd – bide sig i neglebånd, i arm.
  • spytte, slå et slag ud eller skrige

Vi skal altid stræbe efter, at barnet ikke mister kontrollen. Det skal tilstræbes på alle tænkelige måder, Når ALT er afprøvet, alle muligheder er udtømte, så når man sjældent til en magtanvendelse. Når man mister kontrol, er man i affekt og er løbet tør for strategier.

Giv barnet en kop varm kakao eller noget andet rart, når barnet har været i affekt og har været ude af kontrol.

Jamen, så vil han jo tro, at vi belønner ham for den ukontrollerede adfærd, eller så gør han det bare igen for at få kakao!”. NEJ! Alle undersøgelser modbeviser dette. Det er virkeligt ubehageligt at miste kontrollen, og barnet er så meget på overarbejde, at det har stort behov for bagefter kun at møde forståelse og at få en god oplevelse ovenpå episoden.

Man kan vælge at lade andre bestemme over en, men man har stadigvæk selv kontrollen.

Det er no go på et bosted med f.eks. autister at placere tv i fællesrum. Det kan kun give anledning til konflikt. Tv skal være i egne rum.

Affektregulering

Metode:

  1. HÅNDTERE – man håndterer affektfuld adfærd efter bedste evne
  2. EVALUERE – bagefter skal man evaluere – hvad gik galt? Hvad førte til denne adfærd?
  3. FORANDRE – sluttelig skal man forandre, så man sikrer sig, at det ikke sker igen.

1. HÅNDTERE

Affektsmitte

  • Affekt smitter
  • Spejlcellefunktioner
    • Alle børn har evnen til at spejle sig i andre (børn med autisme er lige så gode til dette som neurotypiske børn – dér hvor autister kan have vanskeligt ved at spejle er ved fotos, oplyser Bo).
  • Vi spejler hinandens muskelspændinger helt ubevidst. Det er umuligt at falde til ro med spændte muskler.
  • Børn med autisme har svært ved at skelne mellem andres og egne følelser. Det er oftest netop nørn med idsse vanskeligheder, der har svært ved at regulere sig selv.,
  • Stress smitter.

Affektive metoder

  • Dæmp de store følelser
  • Undvig forlænget øjenkontakt ved kravsætning elle konflikt
  • Tal roligt uden kæbespænding. En spændt kæbe afsløres på stemmen og kropssprog
  • Afled – flyt fokus fra følelsen
  • Vær opmærksom på afstanden: når nogen går to skridt væk fra dig skal du også selv gå to skridt baglæns.
  • Gå baglæns ved kravsætning
  • Placer dig ikke live overfor: Din krop skal under barnets affektudbrud være afslappet med en tilbagelænet fremtoning, hvos man har siden halvvejs til. Læn dig evt. op ad noget. Det har en ikke-konfronterende og beroligende effekt.
  • Sæt dig ned, når barnet bliver uroligt
  • Undgå at markere dig fysisk
  • Lad som om du er på vej hjem fra byen en mørk lørdag aften
  • Undgå at blive smittet af barnets uro
  • Smit barnet med din ro

Affektiv metode – ved kaos

  • Vent – det er ofte nok.
  • Få andre helt væk eller ud af rummet, så der bliver plads og ro. Ja, også hvis det er en hel klasse eller skolegård.
  • Slap af / bliv slap hvis barnet tager fat i dig.

I nødsituationer, hvor du er nødt til at tage fat: brug bevægelser, ikke fastlåsninger. Fastlåsninger øger adrenalinet.

  • Slip aktivt efter et par minutter

Hold aldrig fast i et barn i affekt, til han bliver rolig. Hold kortvarigt og slip så. Og husk at lade dine muskler slappe af. Slip, og så vil han blive rolig. Når der pludselig ingen muskeltonus eller spænding er ved den, som barnet har fat i, så vil barnet slippe pr. automatik.

  • Sørg for at undgå smerte, da det øger stressen.

Tænk over magtforhold. Lad eksempelvis være med at tage refleksvest på i en skolegård. Det udstiller ulige magtforhold og kan tilspidse en potentiel konflikt.

Kaste med møbler og ting: når man lader et barn få lov til at rase ud og kaste med møbler eller ting uden indgriben har man undersøgt at det i gennemsnit vil tage 7 minutter for barnet at rase ud/kaste færdigt. Blander man sig, vil det gennemsnitligt tage 21 minutter at rase ud/kaste færdrig.

Det er ikke et problem for andet en møblerne/tingene, at barnet kaster med dem. Det er ofte en ophobning ad adrenalin m.v. der skal fyres af, for at barnet kan komme i ro.

Man skal danne low arousal omkring barnet, men low arousal er ikke lig med no arousal. Barnet skal vide, at man er der, er opmærksom og passer på det.

Deeskalering – at lande igen

  • Ro på
  • afstand
  • ryd op
  • kom når du er klar
  • afled videre

 

2. EVALUERING

Hvis du hver gang, der har været en konfliktsituation, stiller dig selv følgende spørgsmål, vil der fremadrettet ses en forbedring.

HVERDAGEN

  • Hvem sagde og gjorde hvad?
  • Hvad forventede vi at barnet kunne?
  • Kunne barnet det?
  • Var der tilstrækkeligt gode strukturer for at hjælpe barnet til at kunne det vi forventede os?
  • Var vores adfærd den udløsende faktor for barnets affektudbrud?
  • Hvordan kan vi sørge for at det ikke sker igen?

 

ESKALERING

  • Hvilke løsninger prøvede barnet?
  • Var barnets strategier ok?
  • Fik barnet mulighed for at samle sig og beholde kontrollen?
  • Brugte vi løsninger som skabte problemer for barnet, som han så var nødt til at finde løsninger på?
  • Øgede vi kravene til barnet i eskaleringsfasen?
  • Brugte vi nogle strategier for at hjælpe barnet til at beholde selvkontrollen i eskaleringsfasen?
  • Brugte vi et kropssprog og et stemmeleje som mindskede barnets muligheder for at beholde kontrollen?
  • Brugte vi afledende strategier for aktivt at hjælpe barnet med at beholde selvkontrollen?

 

KAOSFASEN

  • Var det en farlig situation?
  • Hvis det var en farlig situation: Afbrød vi den på en kort og effektiv måde uden at øge konfliktniveauet?
  • Hvis det ikke var en farlig situation: Kunne vi lade være med at indgribe?
  • Brugte vi strategier med henblik på at mindske kaosset?

 

DEESKALERINGEN

  • Fik barnet den nødvendige plads og ro så han kunne lande på en god måde?
  • Gjorde vi noget som fik situationen til at eskalere igen?

 

Stil krav på den rigtige måde

“Vi arbejder med relationer” svarer pædagogerne ofte, når man spørger ind til deres arbejde. Ja, men først og fremmest arbejder pædagoger med krav til børn, der ikke selv ved. hvad de skal eller hvad der er godt for dem.

Vi skal tage ansvar for, når barnet siger nej til krav.

Alle har ret til at sige nej.

Man har glemt at uddanne pædagoger til at stille krav på en måde, som indebærer, at barnet siger ja.

HVERDAG IGEN

Begribelige strukturer: begribeligt er, når man kan forstå formålet, og det er meningsfuldt.

  • Fysiske strukturer: Hvad gør indretningen? Fx indbyder en bred gang på en skole altid til løb.
  • Regel strukturer: Ubegribelige og nødvendige regler er fx “Vær hjemme før kl 22” også her er der lavet en undersøgelse, hvor man har fundet ud af. at det hverken hjælper at være for bløde eller hårde. Det der her virker bedst er at gentage hver dag – husk at være hjemme kl. 22. Så vil barnet være hjemme kl. 22:15. Hvis man siger til den unge, at det ikke får lov til at tage ud igen, hvis det ikke kommer hjem til tiden ’sharp’, kommer barnet først meget sent hjem.
  • Tidsmæssige strukturer: Når man ikke ved hvad der skal ske, eller ikke kan huske/planlægge – kalender osv.

 

Skab muligheder for barnets selvbestemmelse.

I stedet for at sige “Du skal lave dette matematikstykke”, så sig ” Her har du 4 matematikstykker – du skal lave det ene af dem”.

“Vi” er bedre end “du”: “Du skal gå” fungerer ikke. “Kom så går vi” fungerer bedre.

Forklaringen er, at samhørighed virker bedre.

Der er lavet et forsøg ved tømning af opvaskemaskine:

“Du skal tømme den!” – 80% gør det.

“Du skal tæmme den – det bliver så sjovt!” – 70 % gør det.

“Jeg ved godt, at det er kedeligt, men vær sød at tømme den” – 98% gør det.

 

Giv barnet 5 minutter til. “Men jeg kan jo ikke give ham 5 minutter ekstra hver gang?” Jo, det kan man. Så skal man sørge for at indlægge 5 minutter før et krav. Det kaldes specialpædagogik, siger Bo med et glimt i øjet.

 

“Snooze”-folk med det samme tonefald igen og igen. Gentag samme instruks i samme rolige stemmeleje. “Godmorgen, du skal stå op”. Senere igen “Godmorgen, du står op”.

 

Skab årsag

  • At blive færdig. Det er nemmere at stoppe noget, når det er færdigt. Det kender vi fra os selv. Vi kan fx finde på at se en halvdårlig udsendelse færdig, før vi får taget os sammen til at komme i seng.
  • Bestikkelser opbyg pædagogisk kapital: “Jeg læser en god historie og så laver I opgaver bagefter”. Det skaber velvilje.
  • Motiverende handlinger: Fis og ballade, lege ting ind.

Mennesker gør altid det mest begribelige.

 

3. FORANDRE

Det er aldrig nok at håndtere og få “slukket” en brand. Man er nødt til at evaluere og forandre for at imødefå lignende situationer og for at blive klogere.

 

Fagligt indlæg ved Hanne Veje fra StøtteCompagniet

(Se link til Hannes slides til sidst i indlægget – de er meget sigende. Derfor er noterne fra Hannes del af temadagen kortere end Bos.)

Oplevelse af sammenhæng giver bæreevne.

Hanne har en voksen datter på 22 år med infantil autisme og en voksen søn, der har haft problemer med ordblindhed.

Børn med stærke følelser reagerer med stærke følelser. Det hjælper sjældent at snakke med disse børn om barnets skolegang.

 

Mor og far har forskellige løsninger og bekymringer måske.

Mor – proces – tænker typisk på støtte her og nu.

Far – proces – tænker mest på barnets fremtid. Får han/hun et job en dag?

Hvis forældrebar zoomer ind på hinandens vanskeligheder ved at håndtere forældreskabet, tilspidses situationen.

Moren kan ofte intuitivt føle og fornemme barnets (emotionelle) alder, stress og følsomhed.

Ved mange af disse børn, ses der er stor binding til tyoisk moren. Det tolkes i systemet som et usundt mønster og en usund symbiose.

Når den samlede kompleksitet overfår kommunens samlede muligheder, kommer StøtteCompagniet indover. Her arbejder de både med barn, forældre og skole. StøtteCompagniet arbejder med støttepersoner i hjemmet, som barnet/familien har tillid til.

Desværre er der i de fleste kommuner ofte vandtætte skodder mellem PPR, skole og kommunens handicapforvaltning. De taler slet ikke sammen.

 

Skole

Skoleværgring:

  • Start med forældrene. Forældrene skal i spil og hjælpe med at trække barnet ud i verden.
  • Hannes erfaring er, at det tager mellem ½ til 6 år at få et skoleværgrende barn tilbage i skolen.

Når der er rabalderadfærd er det for at komme af med adrenalinen (blandt andet). Barnet forsøger at gøre det rigtige

Det er enormt slidsomt for et barn at køre op og ned og hele tiden at skulle affektregulere.

Yndlingslærer: Vi har alle haft en yndlingslærer. Kendetegnende for dem er, at de så én, at de respekterede én. De gav tryghed og det gav øget bæreevne.

Hadelæreren respekterede ikke én og det medførte utryghed.

Når man sporer positiv udvikling, så begår forældre og lærere ofte den fejltagelse med det samme at skrue op for krav. Don’t! Lad være med at presse på. Gå meget stille frem.

Serviceniveauet skal nogle gange skrues op, hvis barnet skal holde til at gå i skole.

 

Begribelighed, motivation, bagdør:

“Klokken er 6:45, du skal op og i skole, det er mandag morgen!”

Svarer til krav 10 på en skala fra 1-10

Barnet har næsten ingen strategier

“Mor, jeg har feber!”

Afsted! Man får skubbet barnet afsted i skole.

Barnet forsøger at forhandle: “Kun hvis jeg får 2 is.”

Man bliver nødt til (på forhånd) at finde en motivation, for at det at skulle afsted bliver begribeligt for barnet. Man må finde en bagdør.

 

Stil krav til barnet, men stil dem ordentligt.

Det er vigtigt at bruge energi for at få energi.

Rabalderbørn motiveres sjældent ud fra, hvad andre synes om dem, men ud fra, hvad de synes er godt for dem selv.

Vi er nødt til at sætte barren efter en gennemsnitsdag. Sæt ikke for høje krav.

 

Hvis Hanne blev socialminister, så ville man ikke stå med en udredningsrapport helt uden hjælp. Sådan efterlades de fleste familier med et nydiagnosticeret barn.

 

AFSLUTNING

Temadagen blev afsluttet med konkrete spørgsmål og svar, snak og gode råd. Spørgsmål og svar er ikke nævnt i nedenstående.

Husk på at pårørende kan have autistiske træk – det tillader Bo Hejlskov sig at sige, fordi han selv er pårørende.

Bo: “Nogle gange tror vi, at vi modarbejder symptomerne, når vi i virkeligheden modarbejder barnet”.

Bo: “Når vi håndterer en situation, og håndteringen er gået godt, så har man en tendens til ikke at lave forandring. Laver man ikke en evaluering af situationen og forandrer man ikke, så vil situationen opstå igen.”

Pak barnet ind i vat!

Curlingmor, hønemor. Gør man ikke barnet en bjørnetjeneste? Barnet skal jo lære det.

  • Spørg dig selv: Hvor er barnet aldersmæssigt?
  • Det man træner på, skal barnet lykkes med.

Barnet, der er pakket ind i vat, klarer sig bedre som 18-årig end barnet, der mislykkes.

“Jeg forstår simpelthen ikke, at barnet ikke har nogle flere pligter!?”

“Nej, det forstår du ikke.” Punktum.

 

Med til afslutningen var også næstformand i Dansk Socialrådgiverforening Niels Christian Barkholt. Han havde nogle gode pointer:

  • Råd til socialrådgivere/sagsbehandlere: “Lyt! Det er et spændingsfelt at stå i, som man skal turde stå i.
  • Vi forældre skal undervise socialrådgiverne/sagsbehandlerne.
  • Uddannelser er brede, fagfelter er smalle.
  • “Mød brugerne med ydmyghed”.

[Læs mere fra Niels Christian på hans blog, link herunder]

Bonus

Hannes slides fra temadagen / Bos slides fra temadagen / StøtteCompagniet / Bos hjemmeside / Niels Christian Barkholts blog.

Skriv et svar