Vores klage gav pote

Vores sværeste tid som familie var ikke da Alfred blev diagnosticeret med autisme. Det var heller ikke da han også fik konstateret ADHD. Det sværeste var det år, hvor han gik i almindelig folkeskole og havde det så dårligt at han skreg hver morgen. Slog og bed. Næsten holdt op med at spise. Og hvor vi fik afslag på vores ansøgning om specialskoleplads, bl.a. med begrundelsen “fordi han er så glad for og trives i sin skole” baseret på et par udsagn fra Alfred – taget ud af kontekst. Vi var ude af os selv – og ledte i øst og vest efter handlemuligheder, for specialskolepladser er svære at få – og der findes ikke oplagte private alternativer. Skulle vi flytte (fra det sted vi alle elskede at bo)? Skulle vi undervise ham hjemme? Hvad kunne der gøres?

Det vi kunne gøre var at fortsætte vores strategi som var at være ‘venligt insisterende’. Ikke give op. Blive ved. Og ved. Og ved. Så vi klagede over det afslag vi fik – og det skrev jeg om tilbage i 2011. Måske står du i en lignende situation? Måske har du brug for en formulering, et par ord, en tanke. Jeg håber det kan give inspiration at læse, hvad vi skrev dengang. Selvom det er meget personligt om Alfred, så er vores og hans situation desværre ikke unik. Heldigvis kan det komme andre til gavn.
Her har været lidt stille, men vi har det godt. Nyder at Alfred har det bare en lille bitte smule bedre. Suger det til os. Nyder August og hans sprudlende humør og kærlige væsen. Og så har vi skrevet noget vigtigt. Klagen over skoleafslaget.

Nogle tekster er nemmere at få skrevet end andre. Kærestebreve er ret sjove at skrive. Vitser. Men sådan en klage, hvor man i den grad skal have de sorteste mest negative briller på – det er altså ikke nemt. Men nu er den skrevet – og vi er ret tilfredse med den. Så håber vi bare der sker noget ved det. Skolen og fritidshjemmet har skrevet bekymringsskrivelser, som er sendt til de sociale myndigheder. Nu er det så spændende om vi hører noget. Hvor dårligt det skal være, før der sker noget… Fortsættelse følger.Men her er vores klage. Vi har valgt at dele den, fordi den dels viser, hvordan det er for Alfred at gå i skole, og dels kan være en inspiration for andre, som skal skrive noget lignende.

Klage over afslag på specialskoleansøgning


Vi vil gerne klage over afgørelsen d. 16. februar. Vi er dybt uenige i afgørelsen og begrundelsen. Vi vil gerne appelere til, at den genovervejes for Alfreds og vores families skyld.

Alfred mistrives i skolen. Han bliver slidt af de mange skift og den uoverskuelige dagligdag. Han kalder skolen for noget “lort” på daglig basis. Han slår jævnligt sin lærer og giver konsekvent udtryk for at han ikke kan lide skolen. Det er ikke trivsel! Det er ikke en dreng som “trives og er glad for sin skole og sit fritidshjem”.

Som det fremgik af beskrivelserne i forbindelse med ansøgning, fremhævede fritidshjemmet at de “er bekymret, om vores tilbud er det rette for Alfred!”

I den pædagogisk psykologisk vurdering hed det at “…Alfred har behov for langt mere strukturerede rammer og støtte, end hvad man kan imødekomme i skolen”, og han blev beskrevet som “…en dreng med et massivt behov for specialpædagogisk støtte.”

Fra Handicapcentret lød vurderingen: “… (Alfred) er en udsat dreng i skoleregi og som vurderes at have særlige behov i forhold til sin skoletid”.

Det er ikke trivsel! Det er ikke at være glad for sin skole.

Almenmiljøet kan ganske vidst udvikle Alfreds sociale og kognitive kompetencer, men almenmiljøet kan ikke give ham den meget nødvendige struktur og støtte han har brug for for at kunne indgå bare minimalt sammen med almindelige børn. Han har slet ikke overskud til de andre børn.

For Alfred er et frikvarter et kaos og skiftet til fritidshjemmet – til trods for at de bare skal gå max. 300 m. – uoverskueligt og meget trættende. Han er udkørt, når vi henter ham om eftermiddagen og har ofte en meget kort lunte i forhold til sin lillebror, der også lider under at Alfred i den grad mistrives i skolen.

Som det også er blevet beskrevet, har Alfred været udredt på Bispebjerg for mistanke om ADHD, og medsendt er erklæringen, hvor det også understreges, at Alfred har behov for massiv støtte. Diagnosen F90.0 samt en F95.1 kroniske eller vokale tics er for os igen en understregning af, at Alfred har brug for mere støtte end han kan få i et almindeligt skoletilbud.

Alfred har brug for at være sammen med børn der er lige som han selv. I hans nuværende rammer ser han ikke sig selv som en del af gruppen – og de andre børn har ikke som sådan værdi for ham. Han har behov for at lære, hvordan det er at være Alfred. Formanden for Aspergerforeningen, Aage Sinbæk, har formuleret behovet i en klumme i Landsforeningen Autismes medlemsblad.

“En uddannelse uden undervisning i at leve et autistisk liv og mestre dets udfordringer vil gøre vores autistiske børn til personlige analfabeter. Det er ikke nok at de lærer det samme som andre. De skal også lære at være sig selv.”

Med den rigtige støtte nu – tidligt i hans liv – er hans muligheder for udvikling så meget større. Måske vil han på sigt kunne rumme andre børn og inkluderes. Men det er skudt alt for langt over målet på nuværende tidspunkt. Ved at lade ham blive i det nuværende tilbud oplever han udover dagligt kaos også en hverdag, som ikke giver mening for ham og i værste fald vil det få ham ind på et spor, hvor han vil afvise at gå i skole i det hele taget. De udfordringer Alfred har på grund af dels hans dobbelt Asperges-ADHD diagnose og dels en meget høj IK er så omsiggribende, at de ikke kan rummes i et almindeligt skoletilbud. Det kræver specialundervisning i et målrettet, enkelttilpasset dagtilbud, som giver ham den ramme han så desperat har brug for. Som det er nu er skolen opbevaring. Det er ikke i orden. Det er ikke trivsel!

Som forældre føler vi os prisgivet, da vi ikke har andre reelle alternativer i forhold til hans skolegang. Det smerter hver dag at sende en dreng afsted til noget han ikke kan lide og som vi ved ikke er det rigtige for ham. Det er ikke trivsel – hverken for Alfred eller os!

Vi er ikke alene med vores bekymring for Alfreds trivsel. Vedlagt er også bekymringsskrivelse fra dels hans klasselær er og dels fra fritidshjemmet.

Og så var det med venlig hilsen og alt det der…


[Dette blogindlæg blev bragt første gang på vores gamle familieblog, The Life of us, i marts 2011.]

One thought on “Vores klage gav pote

  1. ÅH, ja, det er så hårdt….vi mistede først vores datter pga. leukæmi og så kom kampen for at vores søn som fik diagnosen infantil autisme…en sej kam med først to afslag for at få ham udredt fordi han ikke var så gammel…tredje gang var så ´”lykkens gang”….men så startede kampen om skolen….og kun fordi han endnu ikke er renlig kommer ham på specialskole…..sagde til et møde at jeg gerne ville se den folkeskolelærer som smuttede ud og skiftede vores søns ble mens læreren skulle holde styr på 24 andre børn og vupti så kommer vores søn på specialskole….ikke noget med bekymring omkring indlæring, social træning osv osv…var noget overrasket fordi hans manglende renlighed, for mig, IKKE er det største problem …selvfølgelig er det hårdt at skulle skifte ble døgnets 24 timer, men hvordan han udvikler sig i den rigtige retning og kan klare sig i samfundet er mit største problem……ja, man må altid godt undre sig over tingene…..men manglende renlighed gav en plads på en specialskole…..

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s