Mit nye liv

“Jeg vil bare sige, at jeg godt kan mærke på dig, at du er glad for dit nye arbejde.” Ordene kom fra Alfred forleden. Han fortsatte. “Før når du kom hjem, så var du i godt humør – men så faldt dit humør, og så gik det li’som lidt op igen.” Han viste min humørkurve med hånden. “Nu er du i godt humør og bliver der oppe. Det må også være rart kun at have ét arbejde. Du ved ‘one focus’,” sagde han og kyssede mig på kinden. “Når du er glad, er jeg glad,” sluttede han og smuttede ind på værelset.

Og han gør det igen og igen, ham Alfred. Læser mig og ser igennem mine forsøg på at kunne klare og overkomme det hele. For det har været et lidt presset efterår med to jobs – både i DGI Inklusion og opstart med klienter hos Molis. Begge dele meningsfuldt, spændende, givende og omgivet af gode mennesker. Men jeg har desværre ikke uanede ressourcer og nogle gange skal der ændres kurs eller måske nærmere findes fokus.

Jeg havde taget første skridt tilbage i september, som jeg skrev om her. Dengang kommenterede August også, at jeg var blevet gladere efter jeg var begyndt på mit nye arbejde. Av for den med sandheden fra børn og fulde folk…

Så fra at springe ud som psykologisk konsulent, er jeg nu hoppet i for alvor og har sagt op i DGI. Mit arbejdsliv består af min egen lille ‘butik’ med fast hylde hos Molis, hvor jeg har klientsamtaler og rådgivning med fokus på autisme, ADHD og komorbiditet som eksempelvis  angst og depression – men jeg har bestemt også planer og drømme for både bloggen og udvikling af kurser og andet godt i Molis-regi.Ideer har jeg aldrig manglet. Det har som regel mest været tid til at føre dem ud livet. Nu er der frigivet tid til det nye …

fil-06-01-2017-17-23-11

Jeg gik en omvej på vej til kontoret i morges. Det var koldt, klart og smukt. Christianshavn. God kaffe. Knippelsbro. Havnegade. Nyhavn. Til Nikolaj Plads. I mandags havde jeg nærmest kvalme af spænding og nervøsitet over det nye – over mit sats – som ret beset er en velovervejet beslutning, men selvfølgelig knap så (økonomisk) sikker som et fast arbejde. I dag var der ro i maven. Spænding på den gode måde. Glæde. Et ben foran det andet. Fokus på klienterne og at give dem det absolut bedste jeg kan.

Jeg har givet mig selv januar til at finde mig til rette i det nye arbejdsliv. Til at finde rutiner og vaner, når jeg ikke skal presse klientsamtaler ind i en kalender som allerede har 37 ugentlige timer besat af andet arbejde.Så jeg kan få ro på. Så jeg kan komme mere til tasterne og dele ud her på Autismetanken.

Jeg har sat mig selv et mål på mindst ét nyt blogindlæg om ugen i 2017 – og det første er hermed skrevet.Jeg er glad og taknemmelig for hver og en af jer som læser med – både her og på Facebook, hvor Autismetanken har rundet 9.000(!) følgere.Jeg glæder mig til at give bloggen mere kærlighed (og måske en tiltrængt oprydning) – så følg med, hæng i – og mest af alt hold ud – det skal nok gå og som min kloge mor har sagt – alt er en overgang alligevel.

 

2 thoughts

  1. Tillykke med dit seje valg, at turde gå ud på ukendt vej og opsige den faste indtægt 😉 Den kan man jo altid skaffe sig igen, hvis nødvendigt. Glæder mig til at få nye input her fra bloggen. ❤

Skriv et svar