Gå med dig

“Helt ærligt – du skubber mig altså ud på vejbanen!” Alfred så vredt på mig – næsten truende. Vi gik ved siden af hinanden på fortorvet på vej hjem fra skole. Jeg var ikke i nærheden af at skubbe, men sådan føltes det for ham.

Som regel vil Alfred helst gå inderst på fortorvet. Med mindre der kommer en hund – så vil han helst så langt væk som muligt. Men det gik op for mig, at det er vigtigt at jeg holder afstand, så han ikke føler sig mast. At når jeg går tættere på ham for at signalere nærhed, kærlighed og tryghed (og så jeg bedre kan høre hvad han siger), så føles det truende og invaderende for ham. Ret heldigt at han kan sætte ord på, for det eneste jeg havde opfanget var en lidt mut dreng – og det kunne der jo være mange årsager til på vej hjem fra skole.

Vi aftalte, at han altid må minde mig om at holde afstand, hvis jeg kommer for tæt på – og at jeg vil holde min side af fortorvet, når vi er ude og gå sammen. Så er det jo dejligt med to striber fliser, så det faktisk er markeret hvilken bane vi hver især skal gå i.

Alfred kan godt lide at gå og foretrækker det frem for at cykle (som han ikke har gjort i årevis). Men det giver ingen mening for ham bare at gå en tur. Derfor er det vigtigt at jeg sætter en mening på turen. Giver den et formål. Måske indlægger et valg eller mulighed for belønning undervejs. En tur hjem fra skole giver mening – man skal jo hjem fra skole. Men at gå en tur en søndag eftermiddag? Hvorfor skal man dog det, når man kan sidde og spille et spændende computerspil i en rar stol?

Oversæt turen
Jeg ‘oversætter’ tit for Alfred – sætter en forklaring på, hvorfor jeg gerne vil have ham til ting. (Og ‘fordi jeg siger det’ er ikke en gyldig forklaring.) Så hvis jeg gerne vil have ham med ud og gå en søndagstur, er det vigtigt at jeg er åben omkring at det er fordi motion er vigtigt for ens velbefindende, at jeg fortæller hvilken rute vi skal gå inkl. mulighed for en kort og en længere tur, og den længere tur er forbundet med en belønning (kage fra bager på vejen). Det hjælper også hvis der er noget vi skal. Som fx gå hen med nogle ting på genbrugspladsen på vejen.

Walk and talk
Det kan også være godt, hvis vi aftaler nogle emner vi kan tale om på vejen. Oftest lader jeg Alfred vælge og jeg elsker når han fortæller om det han er optaget af. Så tindrer de søde blå øjne og smilet er stort.

Vi kommer tit langt omkring i emnerne alligevel. Fra religion, universet til de nyeste afsnit at RWBY. Han er en god samtalepartner – ved en masse, byder ind, har humor. Vi kommer også tit omkring ting, som kan være svære – og de bliver lettere at få vendt, når vi går side om side. Det bliver mindre truende og konfronterende – det bliver lettere at lade sig distrahere lidt undervejs og så vende tilbage til et emne.

A-Team som motivation
Som faste læsere af bloggen måske ved, er jeg ret så glad for og engageret i A-Team (klik og læs om foreningen, hvis du ikke allerede kender den og er medlem).

img_5536

Vi ved det kan være svært at motivere sig selv – så vi motiverer hinanden. Om det gælder løb, gang eller anden aktivitet – så er det dejligt at vide at man er sammen med nogen. Også selvom de andre bevæger sig andre steder i landet. Så når coach Anne opfordrer til aktivitet, så er det også en måde at give turen mening på. Ikke at Alfred jublende springer op og siger ‘ja da, kære moder – jeg er top motiveret for at komme ud og gå en ekstra tur’ – han ruller med øjnene og siger ‘Fint!’ Autismens behov for en mening med turen er krydret med en pre-teenagers irritation over voksne, sådan generelt, og ens mor mere specifikt.

Men ud kommer vi alligevel, for jeg ved, at hvis det var en dag hvor han ikke kunne gå en tur, så ville han sige nej. Søndagsturen er snart ved at være tradition og den slags er gode at få opbygget. Især når vi bor i en dejlig by med mange mulige ruter.

En lille stemningsvideo fra turen forleden

 

Skriv et svar