Det blev helt sikkert to-go

Det at gå ud og spise kan være noget af en øvelse som familie. Især hvis man har børn med autisme. For der er så mange sanseindtryk på spil, så meget socialt, så mange muligheder for at noget kokser og det kan samtidig være svært at forlade stedet så hurtigt som det kan være nødvendigt, hvis man ikke på forhånd har aftalt hvem der gør hvad.

Vi har efterhånden øvet os en del – og haft hyggelige restaurantbesøg med både August (NT)* og Alfred (AS)*. Som regel har det været de samme restauranter vi har været på eller steder hvor vi har været sikre på at der var noget som drengene – og især Alfred – godt kunne spise.

Her til aften havde vi aftalt at spise på den lokale burgerrestaurant Halifax for at markere, at Alfred nu har afsluttet sin sidste sæson med springgymnastik. Ret autismevenligt menukort med mulighed for selv at vælge komponenter ned i detaljen. Jeg mødtes med Mikkel og drengene på restauranten efter arbejde – og allerede før jeg havde sat mig fornemmede jeg det voldsomme støjniveau.

Vi fik bestilt, men jeg kunne høre på Alfreds vrede mumlen at det var et spørgsmål om tid før det ikke længere var en god idé at være der. Jeg kunne mærke på mig selv, at støjen skyggede for at kunne nyde det. Det var en rumlen og mumlen – og det er ikke på nogen måde en kritik af hverken sted eller øvrige gæster – det var faktisk helt “normalt”. Det var bare alt for meget for vores familie.

Hvad gør man så? Når der er bestilt. Når der er kommet sodavand på bordet. Når vi alle er sultne (og trætte)? Så hiver man på magisk vis en plan B frem – og beder den søde servitrice om at få maden to-go. Når vi ikke kan lyd-regulere hele restauranten, kan vi fjerne os selv fra støjsendere og søge hjem i trygge rammer.

Så med lækre burgere & fritter pakket i stor pose kom vi ud i luften og allerede der steg både humør og energi. Turen hjem i metroen skulle lige klares – men da det blev føjet til planen at vi skulle spise i stuen – og se Bottom live show, så var hele flokken i godt humør.

Nogle gange kan det også være svært at handle på Plan B. Så kan det være svært at tage hjem, når nu planen var at spise på restaurant. Også selvom det er svært. For det kan også være svært at ændre plan. Heldigvis var Alfred klar på ændringen i dag – især da han forstod at vi fik maden med hjem og at den var identisk med den vi ellers ville have fået på restauranten. Jeg er ret sikker på at han havde holdt lyden ud, hvis alternativet var rugbrødsmadder derhjemme. Men så havde han også være sur, flad og kvæstet.

Efter maden var nydt, var der fuld fokus på showet – og der er ingen sødere lyd i denne verden end mine børns latter. Det lyder næsten corny og banalt – men sådan er det. Især når Alfred griner… så ved jeg at alt er godt i denne verden. Og det ved vores kat, Sorte Pia også – for hun kommer og putter, når hun mærker at energien er god.

Så det er vigtigt at have alternativer. Det er vigtigt at kunne ændre på planen. Det er vigtigt at vide hvad man kan li´som familie, så hele flokken kan komme hjem i opladeren og få fyldt depoterne op – med føde til både krop og ånd.

Nogle gange betyder det at man skal rejse sig og gå fra en restaurant. Med tiden er jeg blevet bedre til at træffe den slags beslutninger. At vælge at gå. At få Mikkel med på planen – for det nytter ikke noget hvis vi ikke er enige. Først prøvede vi en plan hvor det bare var mig og Alfred som skulle hjem – men den gik ikke med August. Altså måtte planen være for hele flokken. Så vi fik styr på flokken, blodsukker og humør. Vi styrer som kaptajner på en uforudsigelig skude (eller to) i ustadigt vejr. Men hjem kom vi i sikker havn og holdt en lille fest på en næsten almindelig onsdag.

* Hvis du er helt ny i denne forunderlige autistiske verden – eller bare ved et tilfælde har forvildet dig ind på bloggen, så betyder NT neurotypisk. Det er et andet ord for ‘autismeløs’. AS står for Aspergers syndrom som er den autismediagnose Alfred har.

2 thoughts

  1. Endnu engang sætter du spor på noget der for mange NT’er “a piece of cake” men for AS’er helt uoverskueligt.
    Tak fordi du gøre det okay at gøre noget andet. Gøre det der virker, også selv om det på omverdenen ka virke lidt ‘bizart’.
    Men også tak fordi du, helt uden at ville det, kommer til at løfte en lille smule af sløret for hvor vigtig og hvor anstrengende det er som forældre at være på ‘for-kant’, hele-HELE tiden at have en plan B, og ikke mindst fordi du lader skinne igennem at det ikke er en selvfølge at man som par, ser ens på hvordan sådan en “ged skal barberes”.
    Skulle du på er tidspunkt få lyst til at dele lidt om de udfordringer det giver parforholdmæssigt, så er jeg sikker på at der er mange der ude der ville nyde godt af en erfaring eller to.
    Forsat god dag og TAK

Skriv et svar