Når sorgen rammer

Vi har ellers være forskånet længe i familien. Mod sorgen.  Mod smerten. Mod døden. Men ingen i denne verden går fri, og nogle gange kan mennesker tæt på os gå med større sorg og smerte end vi aner. Min kære farbror Jens valgte 15. maj at tage sit eget liv. Det kom som et chok og tiden siden da er både gået utrolig hurtigt og varet ufattelig lang tid. Det er en anden verden.

Jeg har siden begravelsen i dag haft Love Shops Love goes on forever på hjernen. For det gør kærligheden. Den er uden ende.

Vi har fået indblik i, at sorgen efter min fætter Jesper blev kørt ihjel for en del år siden kombineret med dårligt helbred og manglende evne til at bede om hjælp i sidste ende blev for tung en byrde for ham at bære. Så for ham var det en let beslutning, som han skrev i afskedsbrevet – og det gør det på en måde også lettere for os at leve videre med.

Fil 31-05-2017 22.22.12

Hvordan fortæller man sine børn, at deres onkel Drillepind har taget livet af sig? Hvordan taler man i det hele taget om døden? Sedlen herover er kommet i Guldkrukken. For en dødsdag er også en mærkedag og jeg ved vi vil mindes Jens nytårsaften, når sedlerne skal læses højt.

Love goes on forever.

Det var en lang tur hjem til Amager den mandag, hvor jeg skulle fortælle det til drengene. Alt andet end godt nyt. Men de skal have klar besked. Alfred er 12,5 år og August snart 10 år. De vil forestille sig alt meget værre, hvis de kan mærke at jeg skjuler noget, så jeg pakker ikke tingene ind. Fortæller som det er. Og vi græder. Sammen.

Vi skælder også ud. Ikke på hinanden, men på Jens. Især Alfred er vred. Synes det er meningsløst og egoistisk. At sådan noget gør man ikke. Han har ret. Men

Love goes on forever.

Vi taler om sorg. At det forvirrer i tankerne. Som en tåge der trænger ind. “Det roder i mit hoved ” som Alfred forklarede det. Dagen efter holder vi fri sammen alle fire. Tuller rundt. Laver ikke så meget. Er sammen. Stille. Snak når der er behov. Fortæller om begravelse. Ritualer. Gode minder om Jens. Hvordan vi vil sørge for at give Drillepinden videre i familien.

060625 036
En meget lille Alfred og Jens i mormor og morfars have

Midt i min egen sorg har det været vigtigt for mig, at drengene også kunne bearbejde deres sorg på den måde de havde brug for det. Alfred har ikke haft det store behov for at snakke efter at tankerne faldt på plads. August har haft flere spørgsmål og mere behov for nærhed.

Love goes on forever

Fil 31-05-2017 22.22.45
Jens og en lille August

Vi har arbejdet os igennem sorgen. Ryddet op i Jenses hus. Hjulpet hvor vi kunne og samtidig ladet hverdagen rulle.

Drengene har aldrig set et dødt menneske før. Kun på film. Det tæller ikke – kun til at give fantasien alt for meget at løbe alt for hurtigt med. Så det var vigtigt for mig at de kom til at se ham. At de fik set Jens en sidste gang. At det ikke er farligt, mærkeligt, underligt – det er bare. Jens.

Love goes on forever

Og nej, det var ikke sjovt. Men det var nødvendigt og vi var sammen. Fik set ham. Mærket på den kolde pande. Sagt et sidste farvel. Drukket kaffe med den nærmeste familie. Siddet sammen. Som om Jens bare lige var ude og ryge, mens vi sad der.

Jeg kan kun tale for mig selv, men det føles som om jeg har tilgivet ham. Som om at hans lettelse over at have sluppet livet, gør sorgen lettere for mig. Også selvom den kan ramme i jag, når jeg tænker på alle de andre som også savner ham og føler sig forladte. Som savner at kunne ringe til ham. Som savner at se ham på arbejdet hver dag. Han vil altid mangle.

DSC07691
Lillebror og storebror – Jens og Jakob

I dag har vi været til begravelse. Det har af forskellige grunde været et langt forløb, som på sin vis har givet mulighed for bearbejdning, men også et punkt vi alle vidste skulle komme – og en dag vi skulle igennem.

Farvel onkel Drillepind stod der på båndet på bårebuketten fra Alfred og August. Der var mange blomster. Fra familien. Fra kolleger. På kisten stod et billede af Jens og fra hvor jeg sad var det som om han så ned til mig. Han var jo lige der.

Det var især svært for Alfred at være i kirken. Han bliver let påvirket af stemninger – og så er han absolut ikke religiøs. Så alt i alt var det på den måde meget meningsløst for ham. Men han klarede det – især når vi huskede at lade være med at røre for meget ved ham. Ret svært når vi næste instinktivt havde lyst til at stryge ham over ryggen, give hans arm et klem, ae hans kind eller nusse ham i håret. Væk med hænderne – husk det nu. Jeg tænker også, at han har været ekstra påvirkelig af al den sorg og tristhed som var i rummet – en stor omgang affektsmitte. Som når man lige får set på en anden i kirken, som med blanke øjne gengælder blikket og sorgen forstærkes sammen. Vi er kede af det fordi vi savner. Vi mindes og bærer hinandens sorg.

Love goes on forever

Da jeg var en lille pige boede Jens en periode i Nansensgade. Her blev jeg passet af ham og hans ven Michael. De har nok været i begyndelsen af 20’erne og mest af alt store legebørn selv. Jeg husker det stadig i glimt. Noget med at jeg vækkede dem ved at smide vand i hovedet på dem, som jeg havde set i tegnefilm. At vi var fjollede. Men mest af alt husker jeg, at Jens bar mig på skuldrene hele vejen fra Nansensgade til Zoologisk Have. Det er ca. 4 km. og efter sådan en tur så sover små pigeben, så det gør alt for ondt at komme ned igen. Så jeg blev båret noget mere. Sådan var Jens.

Jeg tænkte på den tur, da jeg var med til at bære kisten ud i dag. Mens jeg gik der omgivet af min far, min bror, min fætter  og Jenses to fætre, så tænkte jeg, at lige som Jens havde båret mig den dag – og at det sikkert havde været både hårdt og tungt – så bar jeg nu ham en sidste gang. At det er sådan man gør i en familie. Bærer hinanden – også når det er tungt om hjertet.

Mens vi bar Jens ud af kirken spillede orglet Let it be, som var en af hans yndlingssange.

When I find myself in times of trouble
Mother Mary comes to me
Speaking words of wisdom, let it be
And in my hour of darkness
She is standing right in front of me
Speaking words of wisdom, let it be …

Der var langt ud af kirken og slet ikke langt nok, for jeg havde ikke lyst til at give slip. Men det gav sig selv og vi sagde farvel. Jeg kunne se, at Alfred havde det svært. Lukkede af og ned. Hurtige overvejelser om plan B og hurtigt exit, men samtidig ved, jeg at det er godt at gøre ting færdigt og følge rejsen til ende. Så gravøl (som så er kaffe og kage) hører til og bløder sorgen op med almindelig snak. Mulighed for at sidde lidt og mærke at stemningen letter. Det lettede. Også for Alfred.

Det sværeste var at høre min far sige et par mindeord. Dels fordi han gør det så godt og rigtigt og dels fordi jeg ved at det var meget svært. Men han gør det rigtige, ham min far – og fik også sagt, at vi nok har på fornemmelsen, at Jens nu sidder sammen med min farfar og farmor – og sin savnede søn. At min farmor nok har skældt ham lidt ud for at komme alt for tidligt, men at de får en slag kort, en del smøger og nok også en kold øl og har fred med det. Sammen.

Love goes on forever

Jens
Vores kære onkel Jens Drillepind

Der vil gå lang tid før jeg helt forstår, at jeg ikke skal tale med Jens mere. At jeg ikke skal høre ham sige “Davs, Kathrine! “  og give mig et kram. Der vil gå lang tid før det går op for mig, at han ikke bare lige er ude og ryge, men for altid er forduftet. Som den første der forlader festen, lidt i utide.

Love goes on forever

Skriv et svar