Jeg er min mor

Der er mange ting som først er ved at gå op for mig nu, og der er allerede mange ting som jeg har måtte sande var sande for længe siden.

I dag kunne jeg føje endnu et punkt til listen “jeg er min mor”, for der stod jeg, ved busstoppestedet i Kregme og sendte min dreng alene afsted mod storbyen.

Alene. Afsted. Storbyen.

[Indsæt selv potentielle og mest af alt urealistiske farer]. 

Ikke forstået på den måde, at min mor har udsat mig for farlige ting. Ikke på den måde.

For man skal huske at give sine børn to ting – rødder og vinger. Det har jeg fået. Så jeg var fri til at flyve fra reden, men ikke var i tvivl om hvor jeg hører hjemme.

Sådan skal det også være for mine drenge og derfor skulle Alfred i dag flyve længere solo end han har gjort før. Så jeg var spændt, men vidste at han var klar.


Og så var jeg min mor fordi jeg også havde givet ham en seddel med om hvor han skulle hen og hvor han skulle skifte. For sådanne sedler blev jeg selv udstyret med når jeg selv skulle med bus og tog. Ikke fordi jeg ikke selv kunne klare det, men bare fordi. Som en kærlig forsikring om at der var styr på rejsen. At det ikke var uden ende.

Han klarede det fint, ham Alfred. Var cool og ringede undervejs med et enkelt spørgsmål. Blev endda ikke hylet ud af den, da jeg mindede ham om at tjekke ind igen efter at have skiftet fra bus til tog.


Han er cool, ham Alfred. Og da bussen var forsvundet i det fjerne og jeg gik tilbage til sommerhuset med August i hånden, snakkede vi om hvordan vi nok var mere spændte end Alfred. Han gjorde det bare. Rejste alene. Og her gik vi – og jeg var min mor.

Dagens bedste besked så sådan ud:


Når der er overskud, er der plads til udvikling hos en autistisk dreng som Alfred. Når opgaven foran ham er overskuelig, velkendt og -forberedt – og han selv har valgt den – så er der næsten ingen grænser for hvad han kan og vil. Når der er hjælp at hente, hvis der er forhindringer undervejs – og ikke mindst ro til at overskue forhindringen – så vil Alfred hellere end gerne ud på egen hånd. Han ved nemlig, at hjem kan han altid komme.

3 thoughts

  1. Det er godt nok sejt – mindes da vi for første gang sendte vores dreng afsted på en længere rejse alene. Han fløj fra Sisimiut til Danmark. Han var omkring 8 år – og havde dog en proff. hjælper med. Air Greenland har en service (Unattended Young Traveller). Og den service var super. De slap ham bikke et øjeblik, og ved mellemlandingen sad han de 10-15 min. på et kontor og hyggede.
    Det kommer næppe bag på nogen, at vi forældre var de mest nervøse – og de 5-6 timer der gik, til vi fik besked om, at nu var han sikkert fremme og sammen med mormor og en onkel, var lange. Knægten selv synes, det sværeste ved rejsen var, om han skulle vælge cola eller fanta til maden 🙂

    Retfærdigvis skal det siges, at han har prøvet turen en del gange sammen med os, og den sidste gang inden denne solo-tur legede vi, at han rejste alene, – altså skulle han selv klare de forskellige ting med os som backup. Og han gør det så fint.
    Men er nu glad for, at vejret var godt, så han ikke strandede et par dage undervejs…!

Skriv et svar