Hvad jeg fik ud af to timer på netcafé

Vi har været på familieudflugt i dag. Alle fire. Det var Alfreds idé, og turen i dag har givet mig to afgørende oplevelser.

 

Vi var på den lokale netcafé i to timer for at spille Overwatch, som er et af Alfreds yndlingsspil for tiden. Det er noget han bruger mange, mange timer på – og noget han er virkelig god til. Det er også et smukt lavet spil, så jeg forstår ham godt. Han spiller både selv, online og med kammerater fra klassen. Han spiller også af og til med August, når de to er med vores aflaster på tur. Med andre ord – drengene (og især Alfred) var klart på hjemmebane, mens Mikkel og jeg var hvad man vel kunne kalde noobs.

Alfred havde foreslået, at han kunne lære os at spille Overwatch. Han skulle nok sætte det hele op, så vi kunne få en god introduktion. Han var endda ok med, at August også kom med – og August var klar over, hvilken rolle han skulle spille. Så det var bare om at sige ja tak og komme afsted. (Vi havde planlagt det nogle dage i forvejen, naturligvis!)

Hvordan gik det så – og hvad var det, som var så afgørende?

Kvalme! Det var faktisk sådan jeg fik det undervejs. Det var nok en kombination af virkelig at skulle koncentrere mig om noget helt nyt, hurtigt at skulle aflæse situationer som jeg ikke er bekendt med og samtidig tilpasse mig de mange skift. Det var den fysiske fornemmelse af at være i et lokale med dårlig udluftning, lidt for høj temperatur og for lidt lys – udover det som kom fra skærmen. Det var fornemmelsen af at det svimlede for mig, når jeg navigerede rundt med min karakter og forsøgte at finde de andre fra teamet. Det var tastaturkombinationer og kommandoer, der var pænt udfordrende for en der som jeg er højre/venstre blind. Det var uden pause. Det var intensivt. Det gav kvalme, selvom jeg var omgivet af kærlige mennesker, som ville mig det bedste – og vi spillede på samme hold.

Lyder det bekendt?

Jeg er ret sikker på, at mange autister (eller andre sansefølsomme mennesker) får det på samme måde i andre situationer, hvor jeg er mere på hjemmebane. En familiefødselsdag. En skoletime. En tur i Bilka. En cykeltur gennem byen.

Det er sundt at komme ud af sin komfortzone. Det er godt at besøge sine ungers hjemmebane. Om det så er computerspil, sport, musik – hvad som helst der har deres interesse. Det er afgørende at vi kommer på besøg hos dem, før vi kræver at de kommer over til os. Det er ikke noget for noget, men det er at vise oprigtig interesse og respekt for deres valg.

Jeg ved at Alfreds sanseapparat er anderledes end mit på nogle områder – og i dag fik jeg oplevelsen af, hvordan det måske føles for ham i nogle situationer. Så forstår jeg godt at han bare gerne hurtigt vil ud, hjem, væk – og hvorfor han måske ikke lige har overskud til at give ordren diplomatisk og venligt. Det gør han dog for det meste, og jeg synes det siger meget om hvem han er som menneske. Sød og venlig.

Hvad jeg godt vidste i forvejen

Alfred er et af de mest venlige og pædagogiske mennesker jeg kender. Han kan forklare med engleblid stemme, komme med opmuntrende bemærkninger, give tips, støtte – ja, virkelig være en kæmpe hjælp, når jeg er på udebane. Sådan er han nemlig, når han selv føler sig tryg. Så er han sit sande selv, som i den grad rummer alle disse fine egenskaber.

Det var også virkelig dejligt at lave noget, som de to drenge er fælles om at holde af. Hvor de matcher hinanden og har det sjovt. Så kan jeg godt klare en time eller to med kvalme. For jeg ved at Alfred er lige ved siden af i gamerstolen og nyder at vi deler øjeblikket sammen. Lige som jeg nyder, når han er med på min hjemmebane.

 

 

Det er meget bevidst, at Alfred ikke er mere synlig på billederne. Det bryder han sig nemlig ikke om, så det vil jeg selvfølgelig respektere.

Skriv et svar