Havde jeg regnet med det?

Da Alfred som knap 3-årig blev udredt for autisme, husker jeg, at psykologen på det afsluttende møde på Bispebjerg børnepsykiatrisk afdeling sagde "Bare rolig, han skal nok blive gift og få børn".

Det var ikke lige bryllup og barnebarn, som optog mine tanker mest, men jeg ved godt, at hun sagde det i bedste mening.

Det er ret naturligt at miste fodfæstet for en stund – eller rettere af og til – når dit barn får en autismediagnose. Vejen bliver usikker. Tåget.

Det vigtigste er, at du ikke mister troen på dit barn. Troen på at alt faktisk kan ske – og især det du ikke havde forestillet dig. Det der så ud til at forsvinde i tågen. De tager fusen på os, de kære børn.

I går aftes, da vi var ved at gøre klar til sengetid og forberedte, at nu begyndte hverdagen efter en lang og rolig sommerferie, så gjorde Alfred det igen. Tog fusen på mig. Hvor denne fus så end måtte sidde.

Alfred er god om morgenen og har været det længe. Han trives med at komme ekstra tidligt op, og der er aldrig problemer med at vække ham. Med mindre det er en kan-ikke morgen, men så siger han det lige ud og vi retter ind efter det. Jeg er meget bevidst om at det er mere undtagelsen end reglen at have morgener som vores – og jeg nyder det hver evig eneste morgen. Tro mig, jeg tager det ikke for givet, for jeg ved hvor svære morgener også kan være.

Jeg plejer at vække Alfred kl. 6:00, finde tøj til ham og lave morgenmad, som han får serveret på værelset. Så kan jeg vente en time før August skal op. Rolig rutine som gør underværker for, hvordan vores dag bliver sat igang.

Denne sommer har Alfred i stigende grad taget ansvar. Af sig selv og for sig selv. Sagt mere ja. Mere pyt. Der har været plads til udvikling, og jeg er sikker på det hænger sammen med større overskud og mindre pres.

I går aftes siger han så "Jeg tænkte på, at jeg selv vil stå op i morgen. Jeg kan sætte alarmen til klokken 6 og selv finde tøj og lave morgenmad".

Det syntes jeg jo var en glimrende idé, og jeg spurgte om vi skulle aftale at jeg satte mit ur som back up. Det måtte jeg gerne. Så skulle han ikke være bekymret for at vågne for sent, hvis hans ur ikke ringede.

I morges kom han ind til mig klokken 6:01. Søvndrukken gav jeg ham en thumbs up og nød lyden af hans meget hensynsfulde pusler i køkkenet. Han gav endda også katten mad.

Havde jeg regnet med det?

Havde jeg regnet med, at min snart 13-årige dreng selv ville stå op og klare sin morgenrutine?

Jeg tror, jeg har håbet på det. Været nysgerrigt afventende. Dyrket rutinerne. Venligt insisterende på at give ham plads til at gøre mest muligt selv. Men også været klar til at gøre hvad som helst for ham, hvis han havde brug for det.

Der skal være plads til initiativ. Børn med autisme har nogle gange brug for mere plads. Længere tid. De kører ikke altid efter samme køreplan som os andre eller som andre børn. Derfor er det ikke til at forudsige hvornår de er klar til selv at smøre en mad, tage tøj på, pakke taske, blive gift og få børn. Men jeg er overbevist om at de nok skal nå det de vil nå. Især med kærlig, men lidt tilbagetrukken støtte. En kærlig hånd under, mens du skærmer og skubber lige så let. Aldrig presse. Aldrig straffe. Følge den ofte ujævne profil børnene har, hvor de måske på fødselsattesten er næsten 13 år, men alt efter emne og område kan svinge fra 5 til 45 år.

Jeg nyder hvert eneste initiativ. Jeg ved, at alt er en overgang. Jeg ønsker, at træerne vokser ind i himlen, for the sky is the limit.

Men æren den er Alfreds.

 

Husk at skrive dig op til at modtage mit nyhedsbrev fra Autismetanken – du gør det lige her.

2 thoughts

  1. Jeg synes det er så dejligt og opløftede at læse dine oplevelser. Det er så meget af det som jeg kan relatere til i forhold til min søn på 7 år. Hvordan de overrasker og pludselig tager små selvstændige skridt. Tak fordi du deler ud af det ☺️

Skriv et svar