Min hjerne virker ikke i dag

Sådan sagde Alfred i går morges – og det var helt tydeligt, at der ikke var noget at gøre. Han kunne ikke komme i skole, men samtidig var han bange for at gå glip af noget.
"Var det i dag vi skulle på tur?" ville han vide – og jeg gennemgik planen for skoledagen og fandt de elementer, vi kunne lave sammen hjemme, så han var forberedt bedst muligt.
Skoleåret havde været i gang en enkelt dag, som var gået "skrækkeligt, men på den gode måde", som Alfred sagde, da han kom hjem.

Jeg ved, at når Alfred siger, at han ikke kan komme i skole, så er der fordi han ikke kan. Jeg ved også, at når han har fortalt mig det – og jeg har forstået, at han har brug for at være hjemme – så bliver han som regel friskere.
Her kunne jeg føle mig snydt. Føle at Alfred har narret mig til en fridag. Men sådan hænger det ikke sammen. Der er en anden – logisk autistisk – forklaring.
Alfred vil gerne i skole. Han vil gerne lære noget og (yay!) være sammen med sine venner. Når hans hjerne har brug for en pause, kommer der en indre konflikt mellem følelsen af en hjerne ude af drift, behovet for restitution og lysten til at komme i skole kombineret med følelsen af ikke at leve op til forventningen om at man skal i skole og det derfor er forkert at blive hjemme.
Presset fra den indre konflikt letter, når jeg siger, at det er ok, at han bliver hjemme. At han skal have de pauser han har brug for. At jeg tror på ham og forstår.
Hvor meget vil han reelt lære på en skoledag, hvis hjernen ikke virker?
Hvis Alfred får behov for for mange restitutionsdage, er jeg naturligvis på vagt og vil være undersøgende i forhold til hvorfor det tager så hårdt på ham. Så vil jeg tale med skolen. Men som det er nu – så ved jeg, at restitutionsdage er afgørende for at komme igennem de andre dage. De er en del af processen, hvor Alfred lærer sig selv og sit eget energiregnskab at kende. Så han ikke slider sig for hårdt – og derfor vil jeg heller ikke presse på og slide ham. Han gør sit bedste hver eneste dag – uanset hvad.
Jeg ved godt, at ikke alle har mulighed for at tage dette hensyn. At dit barn måske ikke kan være alene hjemme. At der ikke er forståelse for det. Men det er vigtigt – ikke mindst at vi viser forståelse for vores børns behov. De har ikke brug for mere pres, men et blødt værelse at restituere på.

Værelset er opladning. Det er hvile. Det er ro, fred og ikke så mange ting. Sådan har han det bedst. Det er computer, podcasts og musik.
Ofte har han besøg af vores in-House pelsterapeut Sorte Pia. Hun sørger faktisk for hele familien. Kæledyr kan noget helt særligt og vores lille kat giver os så megen glæde hver eneste dag – lille, nuttet, fjollet og fræk.

2 thoughts

  1. Det er SÅ rammende skrevet. Fuldstændig som min datter reagerer, der ikke er diagnosticeret med autisme, men helt klar har nogle træk derfra. Hun har stort behov for at trække sig og kan ganske enkelt ikke overskue en hel skoleuge. TAK for et godt indlæg.

  2. Da jeg læste dette kom jeg i tanker om da jeg selv var barn. Det var på nøjagtigt samme måde, og min mor vidste heldigvis helt intuitivt, at det var nødvendigt med sådanne hjemme-dage, også selvom jeg ikke havde nogen diagnose dengang. Sjovt at tænke over nu. Tak 🙂

Skriv et svar