Alternativ musikterapi

2019 har været et år med fart på. Især for Alfred. Han rykker sig i den grad – og især på ét punkt. Musik!

Siden vi var til hans første rigtige koncert i O2 i London med Imagine Dragons i februar er hans interesse for musik eksploderet. Det samme er hans viden – og det er vidunderligt! (Især for hans forældre, som stadig har en massiv cd-samling stående og hvor indledende kurtisering foregik med mix bånd. Ja – vi er så gamle!)

Det er især den hårdere musik, som er faldet i Alfreds smag og han dyrker metal i stort set alle afskygninger. Denne uge har han været til to koncerter – og ja, han er kun 14, og ja, det er på hverdage hvor der er skole og sengetid – men det gør ham så godt.

De gange jeg har været med Alfred til koncert, har jeg oplevet ham føle sig hjemme. Han virker tryg – og har ved udsigten til en flok headbangende metalfans sagt “this is my people”. Og det er sandt – det er hans folk, for de kan li’ det samme som ham, vil tale om det samme som ham, bliver glade for det samme som ham – og så er der altså en inkluderende og omfavnende stemning midt i den øredøvende musik. Det kan mærkes i krop og sjæl – og Alfred lever sig ind og med og har fået så mange gode oplevelser allerede, at jeg faktisk ikke kan følge med i Guldkrukken. Han har konstant koncerter i kalenderen – og vi bakker fuldt op om interessen.

Det afgørende for os har selvfølgelig også været, om han nu kunne komme op som han plejer og passe sin skole. Ellers ville det ikke give mening med det natteroderi. Men han klarer det helt selv. Står faktisk op før os andre, så der er ro og fred.

Jeg glædes! For et par år siden afviste Alfred musik som værende ikke noget for ham. Men han har fundet sin egen vej ind og sin egen vej. Nu er det ham som lærer os om musik og bands og genrer. Han komponerer også selv i Garageband. Ikke kun metal men alt muligt. Dyrker elektronisk musik, kender sine klassikere – og havde som første nummer på vores roadtripliste i sommer sat Totos Africa på.

Jeg har tidligere skrevet mere om vores liv. Når det var svært. Hvad vi og Alfred kæmpede med. Når det går godt, er der længere mellem ordene – måske fordi jeg ved, at mange har det svært? Fordi der er så mange ord derude? Måske fordi jeg bare gerne vil nyde det, mens det sker? Men jeg synes også, de gode historier skal deles. For der er brug for håb. Der er brug for udvikling og fortællinger om at ting bliver anderledes, situationer løser sig, bliver lysere. Der er ekstra brug for håb i familier som vores, hvor trivsel ikke kommer af sig selv, men kræver hverdagens omtanke, særlige omstændigheder og en hel masse tålmodighed.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.