Det gør jeg ikke næste gang

Vi glæder os – Alfred og jeg. For vi skal nemlig til London igen. Der er købt billetter til Imagine Dragons, som er et af de bands Alfred rigtig godt kan li’ – så der er dømt koncerttur i februar 2018.

Her er et billede jeg egentlig bliver rigtig ked af at se på. Det er fra da vi var i London første gang tilbage i 2014 i forbindelse med Alfreds 10-års fødselsdag.

10334289_633758620074696_264602807548141569_n.jpg

Det er nok billedet på den ondeste mor.

Mig!

For jeg lyttede overhovedet ikke. Eller måske rettere, så overhørte jeg bevidst alle signaler. Planen stod på Naturhistorisk Museum, hvor der trods lettere adgang udenom de lange køer med ledsagerkortet, var massivt pres, (alt for) mange mennesker og en flad Alfred.

Jeg havde glemt et af de vigtige principper. Det er aldrig for sent at give op.

Så jeg fortsatte ufortrødent efter planen. Der stod museum. Jeg skulle have indset, at planen var for ambitiøs. At den handlede om, hvad jeg gerne ville og ikke hvad Alfred kunne den pågældende dag. Sådan gør jeg nogle gange. Desværre.

Der er ikke noget i vejen med at have (ambitiøse) planer. Kunsten er at give op i tide. Det bliver jeg heldigvis bedre til – og jeg forstår vigtigheden af at sige undskyld og påtage mig ansvaret, når noget brænder sammen. For det er på ingen måde Alfreds ansvar eller skyld – kun min.

Men nu glæder vi os til London igen. Som Alfred har forklaret mig, så er han nu et sted i sit liv hvor det med at rejse er så velkendt at han føler sig tryg, men ikke så velkendt at der ikke er noget spænding tilbage.

Jeg har reserveret værelse til os på samme hotel som sidst. Det eneste på planen er koncerten. Hvis det bliver for meget, så er vi på værelset. Det er også god gammel tid. Og jeg har lovet Alfred at give op i tide.

Når det så er sagt, så forestiller jeg mig allerede, hvordan det vil være at sidde i O2 arena med Alfred når dette nummer bliver spillet. Han har lovet August at sende en videohilsen hjem, når det sker.

Du finder de tidligere indlæg om Londonturen 2014 her.

3 thoughts

  1. Tak for udtrykket ” Det er aldrig for sent at give op”! Jeg tror, jeg har lært det, men det er godt at se det på skrift!

  2. Ja, det er vi mange der har prøvet. Nogle gange er det nok også for at prøve om man kan flytte grænserne en smule. Det kan af og til lade sig gøre og så er det jo success. Men det er en svær balance.

Skriv et svar