Det meningsfyldte fællesskab har mange former

I går var en presset dag i min kalender. Mere presset end sådan nogle lørdage med planer plejer at være. For der var både det årlige A-Team løb, sommerfest med kollegerne i Molis og så havde jeg købt koncertbilletter til mig og Mikkel. Det var endda efter en uge, hvor min planlægning flere gange blev kuppet.

Alligevel sidder jeg nu her på en søndag med smil på læben. For som den gamle reklame for Kinderæg lød – det er jo hele tre ting – så indeholdt min lørdag hele tre ting, som alle havde stor værdi. Som gav mig glæde. Som mindede mig om hvorfor det der med andre mennesker kan noget ganske særligt og ikke mindst er energien og tiden værd.

Først var der A-Team Løbet, som kombinerede fysisk aktivitet, frivillighed, familie og fjolleri med autisme, ADHD, fællesskab og et af de øjeblikke på året, som jeg holder aller mest af – nemlig at få lov til at overrække medaljer til alle de seje deltagere (som vil have medaljer).

Jeg havde Mikkel og drengene med som hjælpere – og i det hele taget var arrangementet sådan en dejlig oplevelse af team work, hvor alle hjalp hinanden og hyggede sig samtidig. Hvor heldig kan man være?! Tak til min kære makker, Anne, fordi vi altid laver noget sjovt!

Herefter gik det videre til Solrød Strand efter et hurtigt pitstop hjemme. Ea havde nemlig inviteret til sommerfest for alle kollegerne i Molis – og følelsen af at være kommet hjem går igen hos os alle. Det er en meget unik flok og jeg er glad og stolt af at få lov til at være en del af dette faglige og fortrolige fællesskab.

Jeg præsterede både at komme senere og gå tidligere til sommerfesten – selvom jeg helst ville have haft det hele med. Men for længe siden havde jeg købt koncertbilletter til mig og Mikkel, så vi kunne høre Dicte/Hempler på Hotel Cecil. Jeg har været en ægte Fielfraz fangirl i mine yngre dage og kan stadig ikke stå for Hemplers croonede røst som bare bliver bedre som årene går. At vores dateaften blev kombineret med post-koncertøl med et vennepar var bare prikken over i’et og mindede mig om at mit nærmeste fællesskab – ægteskabet – godt kan tåle at komme ud blandt andres.

I dag står den på arbejdsopgaver, som kan klares i nattøj med den samme kaffekop til hele dagen. En kanelsnegl. Vasketøj. Og så genlever jeg glæden fra A-Team løbet, når jeg ser de dejlige billeder, som gør det hele levende igen. Fællesskabet, som jeg får lov til at forme og mest af alt være en del af.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.