Det sker for øjnene af mig

Jeg skriver mindre og mindre om Alfred i takt med at han bliver mere og mere sig selv. Forstået på den måde at i takt med at han bliver ældre, føler jeg at hans oplevelser – og dem vi har sammen, mere tilhører ham end mig. Der har været tusindvis af situationer, samtaler, overvejelser og øjeblikke, som jeg gerne har ville dele – men som jeg har holdt i familien, fordi Alfred nu er så gammel som han er.

Han er ikke længere kun mit barn. Han er sin egen. 13 år.

Men.

Fordi jeg ved, at mange af jer har fulgt med gennem tiden og har en interesse i Alfred, så vil jeg gerne dele det jeg oplever set fra mit mor-perspektiv.

For det er ikke småting.

pearse-o-halloran-450377.jpg

Det har tidligere været mere oplagt for mig at dele vores hverdag. For jeg havde brug for at sætte ord på sorgen, når mine børn havde det svært. Frustrationerne. Ventetiden. Afmagten. Som om det gjorde det lettere for mig at bære, når det kom ud på skrift.

Jeg ved, at mange har det svært. Det er ikke autismen alene – men autismen i relation til omverden. I mødet med omverden.

Derfor kan det også være svært at dele når det går godt. For bliver nogen så kede af det? Føler de sig værre tilpas – måske forladt?

Men det vil også være forkert af mig ikke at dele glæden. Jeg bliver selv smittet at andres glæde. Deler lykken, fordi jeg ved den ikke kommer let eller af sig selv.

Et øjebliksbillede

Når rammerne er i orden, kan vi så meget mere, og jeg er ikke i tvivl om at Alfred er i de helt rigtige rammer. Det gør ham i stand til at have overskud til udvikling. Så han har det sidste meget lange stykke tid, selv sørget for at stå op i god tid, lave morgenmad, finde tøj (som han også selv står for at vaske og lægge på plads). Han tager i skole i god tid og går selv frem og tilbage. Han er opmærksom, venlig, sjov og deler ud af sin enorme viden om musik. Han efterspørger aftenture, hvor vi går sammen og snakker. Især om musik. Han har i snart et år haft sit eget træningsprogram, som han helt selv justerer og passer. Resultaterne ses tydeligt. Han har købt den elektriske guitar, han har sparet op til – og han holder selv styr på sine penge og computerspil. Han er hjælpsom, men bedst af alt – han er glad.

Jeg niver lige mig selv i armen. Det er i den grad god gammel tid. Markant færre konflikter. Næsten ingen, når jeg tænker over det. Hverken med os eller August.

Mens jeg skriver indlægget her, lyder frygtens stemme i mine tanker. Nu jinxer du det! Det er som når man siger højt, at ens baby sover godt. Så kommer nætterne fra helvede. Du når lige at sige at det går godt, så begynder skråplanet.

Sagen er bare, at det er ret meget ude af mine hænder. Det er i Alfreds hænder. Jeg holder blot mit hånd under ham for en sikkerheds skyld. For han er ikke alene. Vi er sammen. Jeg ser det som min fornemste opgave at støtte hans udvikling, men en udvikling der går i den retning, der giver mening for ham. I hans tempo.

25153B76-E0D6-48F4-807F-6941467D2E4C

Men hvordan?

Jeg kan ikke forklare, hvad der er sket, eller hvordan vi er kommet hertil. Det er bare kommet i små dryp. Hverdagsdryp. Det vigtigste jeg har gjort er nok i virkeligheden ikke at blande mig. At lade ham følge sin egen rytme. Træffe sine egne valg. Smitte ham med mest mulig ro.

Så kommer han så sødt – ud fra værelset – ser på mig – lægger hovedet lidt på skrå.

“Mor? Jeg tænkte på… hvordan har du det egentlig for tiden?”

Og jeg fortæller i overensstemmelse med sandheden, at jeg har det godt og er meget glad.

“Det kan jeg godt mærke. Godt for dig! Det vil jeg bare sige.”

Han går ind på værelset igen. Og jeg føler mig sgu som verdens heldigste mor med de unger. For nok handler det meget om Alfred, men ham August vi også har – han rammer i lige så høj grad direkte i mit hjerte. Den historie kan komme en anden dag.

Alt jeg gennem tiden har skrevet her på bloggen, er skrevet ud fra den tanke, at alle skal kunne læse det. Også de personer jeg skriver om. Det vil være mit perspektiv – men aldrig udleverende. Jeg tror på, at når vi deler noget, får vi alle mere. Ensomheden bliver mindre. Vi kan føle os som del af noget, når vi ved, at der er andre familier som vores derude.

Så det jeg skriver her, må Alfred naturligvis også læse. Men det vil være begrænset hvad jeg deler om ham direkte fremover. Det vil være i samråd med Alfred. Den unge mand, der vokser frem for øjnene af mig – og som for kort tid siden helt konkret voksede mig over hovedet.

4 thoughts

  1. Dejligt skriv fra dig. Dejligt at det går så godt hos jer.
    “Ikke at blande dig” og “at lade ham følge sin egen rytme”. Hvordan mon dagligdagen har været sat i system hos jer, hvad har der været/er der på planen fra Alfred kommer hjem fra skole og til sengetid, er der daglige pligter, bad-dage mvh.?. Vores søn på 13 har det svært i skolen for tiden, er træt kl. 11 og virker stresset. Der er flere ting i skolen, der går ham på. Han går på en super god specialskole.
    Han siger selv, at der her hjemme er for mange tidspunkter på hans plan, som stresser ham. Han går med vores hund hver dag klokken 15.30, spiser med kl. 18 de fleste dage og derud over har han en maddag, som nogle gange fungerer og går til Parkour en dag (hvilket dog også er svært at komme afsted til for tiden). Og han vil så gerne gøre alting rigtigt. Måske stiller vi for store krav. Men hvis han får lov til at styre alt selv, når han kommer hjem og til sengetid, da vil der gå (endnu mere) skærm i den. Men måske er vi for firkantede i vores måde at give ham rammer på. Måske har han brug for frihed i rammen fra efter skole til sengetid.
    Jeg ser rigtig meget oo til dig. Ved at tiden arbejder med os, men vil bare så gerne blive meget klogere hver gang, vores søn ikke har det godt. Og han lærer os så uendelig meget for han er så kognitiv stærk, men det kræver blod, sved og tårer – som du ved alt om.
    Tak for dit skriv igen. Det giver håb.
    Vh. Anne Mette Dige

    1. Kære Anne Mette
      Som du selv er inde på så har vi en (indgroet) rytme i familien. Så der er ikke længere et fysisk skema, men vi følger rytmen alle sammen. Det er helt ned til rækkefølgen morgenrutinen foregår på. Det er øvet igen og igen.
      Når jeg tænker over det, så kom meget af hans trivsel efter en periode helt uden krav og forventninger. Han havde fri, når han kom hjem. Ikke noget skal. Ikke noget med at skulle sidde med ved bordet. Ingen begrænsning på hvad han måtte bruge af internet, spil osv. Størstedelen af kravene blev stillet i skoletiden, så hjemme var helle. Der var sengetid, men jeg var fleksibel. Spil blev spillet færdig. Videoer set færdig. Intet pres, blot venlige påmindelser. Ro, ro, ro. Alle måltider havde mulighed for take-away – der hos os betyder, at man må spise hvor i lejligheden man vil. Vi har været opmærksomme på når vi har stillet krav. Når noget blev en skal ting. Som at skulle med i sommerhus. Så har vi vist forståelse for frustration og utilfredshed – ikke talt det imod.
      Det kan blive en lang række overvejelser fra min side – jeg tror den korte version og mit bedste råd er – ro på. Minimalt med krav. Så er der plads til udvikling og trivsel. Nogle gange skal vi skrue længere ned end vi tror – på krav vi ikke vidste var krav. Men det er godt givet ud at afstresse, give plads, sætte rytmen. Så kommer der overskud på sigt.
      Mange kærlige hilsner Kathrine

  2. Åh, hvor dejligt at (forhåbentlig) have noget at se frem til, når det nu kan lykkes hos andre.
    Og hvor rart med et indspark, der måske vil kunne virke hjemme hos os og vores præ-teenager på 11, når vi nu føler, vi står totalt i stampe i den onde cirkel.
    Vi har i hvert fald tænkt os at prøve at løsne tøjlerne mellem skoletid og sengetid og så se, om vi får held med det lige som hos jer.
    Jeg bider lidt mærke i træningsprogremmet, som Alfred har og selv justerer. Hvilken type træning er det? Vi har efterhånden forsøgt lidt af hvert, og selvom vi aldrig tvinger ham afsted, går han hurtigt død og gider ikke mere. Så jeg tænker, vi måske kunne blive inspireret….
    Og tak for alle de guldkorn, man som – relativt – ny autisme-mor kan finde hos dig 🙂
    Hilsen
    Pernille

  3. Kære Pernille
    God fornøjelse med at løsne tøjlerne – det kan give lidt mere overskud.
    I forhold til træning, så laver Alfred armbøjninger, mavebøjninger og squats. Han var virkelig nybegynder, da han startede så det var få gentagelser. Måske 5 af hver. Styrken er kommet af at blive ved. Hver dag. Bygge flere på. Men det har helt været hans eget projekt. Der findes også en masse træningsapps, hvor man bliver guidet igennem øvelser. Det bruger jeg selv. Så er der tid på i stedet for gentagelser. Fx. en app der hedder Seven.
    Jeg tror forskellen for Alfred er at han træner for sig selv for sin egen skyld. Fordi det giver ham en god træthed før han skal i seng.
    Det er umiddelbart mine bedste tips.
    Mange hilsner Kathrine

Skriv et svar