Disney-terapi?

Når der dukker historier op, som den om drengen Owen der først trak sig ind i sig selv og siden kom ud igen ved hjælp af ordene fra Disneys magiske verden, så er reaktionerne mange. Fra tårer af begejstring til dyb skepsis. Jeg har læst flere af reaktionerne rundt omkring på nettet, hvor historien har spredt sig – og her er mit syn på sagen. Sidst i indlægget har jeg linket til artikler om historien, hvis du ikke allerede har læst den.

I min optik handler det først og fremmest om kommunikation. Det optager mig meget for tiden – og bøger som Derfor hopper jeg, understreger også, at kommunikation kan være mange ting – men det vigtigste er, at vi giver os tid til at lytte. Især når der kommunikeres på andre kanaler end dem vi selv bruger.

“Det er at holde forældre til autistiske børn for nar at fortælle historier som denne, der kan fastholde dem i et falsk håb om at deres børn en dag vil kunne kommunikere, når det aldrig vil ske.”

Kommentarer i den stil er jeg også stødt på og det er dybt sørgeligt, at nogle børn på den måde fraskrives håbet. Hvem siger, at de ikke vil komme til at kommunikere? Hvem siger at de ikke har et brændende ønske om at blive hørt, men at de ikke har muligheden for at komme til udtryk? Derfor synes jeg netop vi skal høre historier båret frem af håb – historier om at det ofte er de mest usandsynlige veje som fører frem til en verden man måske havde afskrevet.

Jeg har selv brugt Alfreds elskede bamse Alma til at kommunikere med. (Læs f.eks. Jeg, en bjørnelokker) Da han var mindre, kunne han nogle gange bedre lytte, hvis det var Alma som talte i stedet for mig. En bamse har ingen forvirrende mimik, den er blød, sød og forbundet med tryghed. Da han blev større, bad han mig nogle gange om at tale for Alma – så han har udemærket været klar over hvad der foregik – men det har hjulpet ham og derfor har jeg med største fornøjelse leget dukkefører.

Særinteresse som indgang til barnets verden
Rigtig mange børn har som Owen en brændende interesse for et særligt emne. Hans er Disney film, Alfreds er for tiden Minecraft. Det er ikke sikkert at man som forældre forstår interessen – og måske er det især intensiteten af interessen der kan undre. Men som jeg ser det kan særinteressen være vejen frem mod kommunikationen. Som når Owens familie ser filmene sammen, når de tager i Disney World, når de taler med replikker fra filmene og dykker ned i det magiske fortælleunivers. De kommer Owen i møde – de viser interesse for hans verden i stedet for kun at have fokus på at han skal interessere sig for deres. Det er jo forskelligt hvad man tillægger værdi.

Alfred finder tryghed i Minecraft og har en enorm viden om spillet. Han spiller ikke meget selv, men ser videoer i timevis på YouTube – og husker alle tips og tricks der bliver vist. Jeg kan godt se det spændende spillet – men jeg ville ikke kunne holde til time efter time. Derimod kan jeg bruge Minecraft i situationer, hvor Alfred har det svært med noget. Hvis han f.eks. ikke vil gå med til købmanden oppe i sommerhuset. Så kan jeg aflede ham fra modstanden mod at gå ved at stille interesserede spørgsmål til Minecraft. Spørgsmål jeg kun kan stille, fordi jeg også lytter.

Den lånte tale
Alfred taler. Meget. Men der er ingen tvivl om, at hans måde at bruge sproget på er anderledes. Han husker sætninger – og især replikker. Han kan grine hjerteligt over en sætning fra en Minecraftvideo, som han gentager for sig selv. Den er ikke mindre sjov nu, end da han så/hørte den første gang. Selvom hans sprogbrug til tider kan minde om ekkolali – og at han som mindre havde tendens til det – så har han altid formået at bruge disse lånte replikker i rette sammenhæng. Det er altså ikke ekkotale, men mere lånte ord, som en skuespillers replikker. Som når man bruger et digt eller en sangtekst til at beskrive sine følelser fordi man ikke selv kan udtrykke det bedre. Er den lånte tale mindre sand eller personlig end anden tale? Ikke nødvendigvis.

Bliv ved med at lytte
Så der er masser vi alle kan lære af at høre Owens historie. Det er ikke at børn ikke bør se (så mange) film. Det er heller ikke at fantastiske historier indeholder falskt håb. Det vigtigste vi kan lære er aldrig at holde op med at lytte. Uanset hvor stille der er. Uanset hvor uforståeligt det synes. Uanset om det er universer fra dine egne interesser. Træd uden for din egen komfortzone – tag på eventyr i særinteressernes verden. Bliv ved med at lytte.

Baggrundsartikler
Her kan du læse artiklen som Annegrethe Felter Rasmussen skrev i Information – og her er en længere version fra New York Times. Og vil du direkte til bogen, som Owens far, Ron Suskind, har skrevet – og som skal filmatiseres – kan du klikke her. Den hedder Life, Animated – a story of sidekicks, heroes, and autism.

lånte ord

 

Og så var der lige en undskyldning for at vise et billede af nuttede lille Alfred, mens han læser Steen og Stoffer. Derfra har han også fra tid til anden lånt både udtryk og scenerier.

3 thoughts

Skriv et svar