Efterskoleovervejelser

Der har længe været stabil hverdag hjemme hos os. (Altså hvis man ser bort fra ruteændringen, som er begyndt.) Men ellers har der været en hverdag med to drenge, som går i skole. En i folkeskole og en på specialskole.

Alfred har gået på samme specialskole siden 1. klasse og går nu i 8. Det går rigtig godt. Han trives. Har venner. Bliver beskrevet som flittig og pligtopfyldende – og det er også hvad vi oplever. Jeg tror, hans tilgang er, at når han nu skal gå i skole, så kan han lige så godt få det bedste ud af det.

Belært af tidligere tiders – og ikke mindst andres – erfaringer, begyndte vi i efteråret at tænke og overveje lidt mere konkret, hvad der skulle planlægges efter 9. klasse.

Via mit arbejde hos Molis har jeg flere klienter som enten går, har gået eller skal gå på efterskole, så det har fra starten været en del af de muligheder, vi gerne ville afsøge.

Det kan nemlig noget – det dér fællesskab, som man selv har valgt til. Jeg har ikke selv gået på efterskole. Dels var jeg fra en tidlig alder sporet ind på at jeg ville gå på gymnasiet (fordi jeg havde set nogle seje, store børn som gik der) – og dels var efterskole dengang nok mere noget man kom på, hvis man ikke kunne være derhjemme. Nu er det ret anderledes.

En lærer på Alfreds skole gjorde os opmærksomme på, at der findes efterskoler, hvor man kan arbejde med musikproduktion. Det anede jeg ikke! Men det var et godt spor, især når man har en dreng, som allerede komponerer og sammensætter albums i Garageband og i det hele taget elsker musik.

Så jeg begyndte at google efterskoler som tilbød musikproduktion. Min tilgang har været, at det faglige – interesserne – vil være det bærende for Alfred. Han har brug for at blive en del af et større fællesskab – og især et med samme interesse som ham selv. Det har fyldt mere i min søgning end om det var en specialefterskole. Faktisk endte jeg med at vælge det specielle fra. Ikke fordi der ikke findes gode specialefterskoler derude – for det er jeg sikker på at der gør. Vores fokus for Alfred er bare et andet, fordi han er klar til at afprøve noget andet.

Den første skole jeg begyndte at se nærmere på var Sejergaardens musikefterskole. Den har tre linjer: musiker, sangskriver og producer. Der er 70 elever, som alle går i 10. klasse, og så ligger den i Tølløse, som på den ene side er langt nok væk til at give følelsen af frihed og tæt nok på til at han selv kan tage toget hjem (eller til koncert), hvis der bliver brug for det.

Mikkel og Alfred tog på besøg til Efterskolernes aften i efteråret. Og det gik godt. Begge kom glade hjem – Mikkel nok lidt mere end Alfred, men langsomt åbnede Alfred sig for tanken om at skulle på efterskole. Det kan jo være svært at vide hvad man skal glæde sig til, når man ikke har prøvet det gør – og der er længe til. Men vi tolkede hans ikke-afvisende tilstand som positiv og gik videre i processen.

Faktisk stoppede jeg med at lede efter flere skoler. For der var noget rigtigt over det. Noget forestilleligt. Jeg kunne se det for mig – og jo, efterskoleliv handler jo nok også om hvordan det er for os forældre at give slip på vores børn. Især børn, som vi af forskellige grunde har holdt ekstra tæt ekstra længe.

Vi var alle tre til endnu et informationsmøde for nogle uger siden, hvor der også var en personlig samtale med forstanderen. For der skulle træffes et valg – eller rettere, vi var klar til at vælge, når vi nu havde den der gode fornemmelse i maven.

Jeg ved godt, at jeg er farvet af at være Alfreds mor – men jeg er sku så stolt af den unge mand, som sad lige så fint og fortalte til mødet. Virkede motiveret, fortalte om sin glæde ved musik – og gjorde det hele på sin egen måde. Jeg prikkede en lille smule, så han fortalte hvilken skole han gik på. For selvom autismen ikke på den måde fylder, så synes jeg det er en vigtig del af varedeklarationen. Ikke mindst så det ikke virker som noget der skal skjules. Alfred tillægger det vist ikke den store værdi – eller problem, så han kunne heller ikke lige pege på om han havde særlige behov, da han blev spurgt om det.

Og skal jeg være helt ærlig, så er det faktisk også svært for mig at vurdere, hvad han vil få brug for på efterskolen, som er anderledes end det de andre har brug for. Det vil tiden vise – og jeg naturligvis være klar med al den support, der er brug for. Men hverken mere eller mindre.

Der er mange basisopgaver, som han allerede har godt styr på. Stå op, møde til tiden, vaske tøj og så videre. Men han har aldrig prøvet at dele værelse med nogen – eller gå på efterskole.

Det store bassin
Den gode ballast Alfred har fået ved at gå på netop en specialskole med fokus på autisme har helt sikkert været medvirkende til at han har det så godt i dag, at han kan så meget, at han trives så godt. Det er det trygge bassin han har lært at svømme i – og nu er han altså klar til det store bassin. Til de længere baner, det dybere vand og frem for alt flere at svømme med.

Vi er også klar til at han skal over i et andet bassin. Prøve svømmefærdighederne af. Måske få lidt vand i næsen, for det er ikke farligt, bare mest af alt ubehageligt. Hvis det ikke går, så finder vi en anden løsning, men han er nødt til at komme en tur i bassinet for at vi kan finde ud af det. Det vigtigste er nok at vi ikke har travlt på hans vegne. Jeg vil gerne trække ungdomslivet ud for ham så længe som muligt. Give tid til modning, eftertænksomhed, oplevelser, ro og udvikling.

Derfor giver det så meget mening med en 10. klasses eksamen på en efterskole, der fordyber sig i den interesse der fylder mest for Alfred – nemlig musik. Med den eksamen vil han kunne tage HF, VUC eller gymnasiet – hvis det er det han vil. Det kan også være han finder ud af noget helt andet, som vi ikke kender til endnu. Men det vil han bedre kunne se fra det store bassin end fra det lille.

Til samtalen (med den meget rare forstander) sagde Alfred noget i stil med at han havde tænkt en del over det og var kommet frem til at hans fremtidige profession bare skulle have et eller andet med musik at gøre, for så ville han være glad. Og jeg sad så glad der i min stol ved siden af ham og tænkte, at med de talenter han allerede har – med den nysgerrighed, den evne til fordybelse og læring, det særlige øre for melodier – og så hans ganske finurlige og dejlige væsen – så kan der da kun være noget godt i kortene for ham. Og så efterfølgende høre ham svare positivt på, hvordan han vil have det med at optræde eller være med på en scene, så viser det mig bare at han mentalt allerede er ved at skifte bassin.

Så vi har tilmeldt ham og skinnerne er så småt lagt. Helt i det små. Men bare det at have en station at lægge skinnerne mod giver altså mere retning end så meget andet. Next stop Tølløse!

Åh jo – fik jeg nævnt at de tager på studietur til Los Angeles? Det går Alfred nu og minder mig om ret ofte. Han glæder sig – og det gør jeg også. Og så er det nok ret godt at jeg har god tid til at vænne mig til tanken om en unge der for en tid flyver fra reden.

Øvrige tanker om efterskoleliv
Jeg tror det afgørende er at gå efter det som fylder mest for ens barn, når man skal indkredse ikke bare om det skal være en efterskole, men også hvilken efterskole det skal være. Der er så mange parametre at vælge efter. Interesser, fag, beliggenhed og så videre. Hvis man er i tvivl, skal man spørge. Hvis det føles forkert, så er det det måske også?

I sidste ende er det en chance man tager – og som en af lærerne på efterskolen sagde til velkomstmødet, så var det vigtigt, at eleverne ikke havde forventningen om at det skulle være det bedste år i deres liv. Det var ikke for at tage glæden fra dem, men jeg synes det var en god måde at skrue ned for presset. Det er også et skoleår. Der vil komme sure dage. Der vil komme dage, hvor man bliver uvenner med sine venner, hvis man er så heldig at få nogen – og det er de fleste jo faktisk, selvom de ikke kender et øje når de starter.

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.