En æra er ovre

[Dette indlæg blev skrevet og udgivet første gang på vores gamle familieblog The Life of Us 28. juni 2013.]

Åh – det er vemodigt, men det er også sådan det jo må gå. Men hvordan? Hvordan fanger man essencen af nogle af de vigtigste år i et børneliv? Hvordan fanger man med ord hvad det er at gå i (verdens bedste) børnehave. Bær lige over med mig – det er en lidt større omgang – men det handler som sagt også om verdens bedste børnehave, de sødeste børn og ikke mindst en særlig tid i vores liv. Og ellers – bare se billederne af August. Sød dreng, hva’?

August havde sidste dag i børnehaven i dag. Det første han sagde i morges var: “Det bliver den bedste dag i dag!”

Han har glædet sig til at skulle stoppe. Ikke fordi det har været en dårlig tid. Tværtimod. Jeg tror, det at stoppe i børnehaven er en stor mærkedag for et barn. Nu er man ikke lille mere. Nu er man (snart) skolebarn – på vej mod selvstændighed.

August har virkelig været et børnehavebarn. Han har udviklet sig. Leget. Lært. Og vi har som familie i den grad nydt godt af den trygge ramme. Alfred og August nåede at have ca. to uger sammen i børnehaven, før Alfred skulle begynde på fritidshjem. I følge drengene var det den bedste børnehavetid for dem begge to. Åh, de havde det sjovt, når de selv skal huske tilbage. Sådan husker vi (og de voksne) det måske ikke lige – men lad det nu ligge. Da det begyndte at gå dårligt med Alfred i skolen (altså den gamle skole) var noget af det, der holdt mig oven vande, at vi i det mindste havde en god børnehave til August. At vi blev mødt af voksne, som forstod os. Forstod vores sorg og frustration over Alfreds situation. De forstod også August – fordi de kendte os. Som en redningsplanke midt i stormen, som vi heldigvis kom godt ud af – og hvor kan man bare føle sig som en heldig mor! Når man sådan kan aflevere sit barn et sted, hvor han bliver set og hørt og holdt af. Hvor han fik sine første venner.

“Mor – mig og Noah har bare været venner siden vi så hinanden første gang. Jeg spurgte bare om vi skulle være venner, han sagde ja og så var vi venner!”

Og det er bare sådan en vigtig tid – fra 3-6 år. Jeg kan med ro i sindet lukke den del af Augusts bog. For han har uden tvivl gået i lige den rigtige børnehave for ham. Med sådan nogle søde børn! Lige meget hvad August (eller Alfred for den sags skyld) kom slæbende med af legetøj i børnehaven, blev de altid mødt af sød nysgerrighed og venlige bemærkninger fra de andre. Der blev ikke drillet. Ikke talt grimt. Der blev knyttet bånd, som i den grad var rørende.

Livet går videre – det ved jeg. Men hold da op, hvor vil jeg savne at komme i den lille hyggelige børnehave i Lyongade. Hvor der altid var en rar stemning. Hvor man altid bliver hilst på, talt med og set. Hvor August altid var glad for at blive afleveret. Hvor han gled ind i en leg med det samme, fandt på noget fis og ballade. Hvor han kom mig løbende i møde – på legepladsen – med et smilende Hej mor! (Eller flygtede for at gemme sig, når nogen havde advaret ham på den klassiske børnehaven-melodi “Au-gust-ska-hen-tes”)

Årh, det kommer jeg altså til at savne! Duften af børnehave. Den duft, der overbeviste mig om, at vi skulle flytte Alfred til Røde Møllegård. En helt særlig børnehaveduft, som af voksdug-sandkasse-madpakke-frisk luft-lego-puderum-tusser…

Jeg kunne blive ved. Og det gør jeg lidt endnu. Heldigvis er det først til efteråret at jeg er færdig i bestyrelsen i børnehaven – så jeg får lov til at komme der et par gange mere. Ellers havde jeg nok taget det det med lidt mere vand i øjnene. Jeg nøjedes med en lille klump i halsen, da jeg forevigede Augusts sidste vink i den gamle verden.


Man bliver træt, ik’? Så da Alfred og jeg kom hjem, lå August og sov på sofaen. Så sød med røde kinder og det hele. Jeg tror, dagen lidt tog pippet fra ham. Der blev set Disney Sjov og som noget særligt blev han puttet i vores seng. Nogle gange trænger man til at få lov til at være lille, når man skal til at være stor.

Så nu står den på ferie. Endelig!

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.