Et ben foran det andet

Der er meget, jeg ikke lige havde set komme.

Som for eksempel at løbe aftentur med Alfred.

Løbe!

Men de har et forløb i skolen, så han skal løbe hjemme også. 2,5 km.

Det gjorde vi. Sammen. Med pauser – og smil.

Vi har klaret første tur. Og jeg ved så godt som nogen, at begyndelsen er svær. Men jeg ved også, at der ikke sker noget, hvis ikke man begynder. Hvis ikke man står (og bevæger sig) i ubehaget. Holder ud. Hænger i.

Og det gør ham Alfred altså.

Dertil kommer, at de i skolen er ret gode til at sætte nye ting ind i rette ramme for Alfred – så det giver mening. Det er afgørende – også for Alfred.

For hvorfor gøre noget meningsløst? Hvorfor gøre noget fordi man skal? Så hellere gøre noget fordi det har en positiv effekt på … fordi man bliver bedre til … fordi det styrker ens evne til at …

Han har på eget initiativ skabt en træningsrutine, som han har fulgt i over et år. Jeg har ingen andel i det, og ville mest af alt ønske, at jeg havde hans ud- og vedholdenhed. Det ses tydeligt på hans krop – men endnu tydeligere på hans humør.

Han sendte mig tilfældigvis følgende vittighed, mens jeg skrev dette indlæg:

“If you are a security guard at a Samsung store does that mean you are a Guardian of the Galaxy?”

Jeg føler mig som den heldigste mor i Verden i øjeblikket.

Som næstformand i og aktivt medlem af A-Team glæder det mig også, at Alfred er ved at få interesse for løb. For det er bare dejligt! Måske ikke lige hvis du spørger mig omkring de 35 km til Copenhagen Marathon 13. maj – men helt sikkert, når jeg er kommet i mål.

Skriv et svar