Et brev til August

20120504-113622.jpg

Kære August, min søde dreng.
Kan du huske, hvordan jeg forklarede dig, at du og Alfred har forskellige hjerner, men at jeres hjerter er ens? Og kan du huske, at du også ville have en speciel hjerne, lige som Alfreds? Jeg vil bare fortælle dig, at du allerede har en speciel hjerne. Der er nemlig ingen helt som dig.

Jeg elsker dig. Du har en ganske særlig plads i mit hjerte. For lige som Alfred er du noget specielt og jeg gør mit bedste for at passe godt på dig. Men jeg synes det er svært, August. Jeg synes det er svært at være en god mor for dig, når jeg alt for ofte tager hensyn til Alfred først. Lader dig vente, fordi Alfred ikke kan. At jeg på en måde gør dig til storebror, selvom du er den lille.

Og jeg ved godt, søde August – at du ikke vil have en anden storebror end netop Alfred. Jeg kan se hvor stor din kærlighed til ham er. Men jeg ser også sorgen i dine øjne, trækningen i din mundvig, når han lukker for legen. Når han ikke vil have dig med. Når han afviser eller slår dig pludseligt og jeg ikke kan nå at stoppe det. Det gør mig ondt. Fordi det gør ondt på dig.

Men kære August. Jeg er inderst inde sikker på, at alt det her; alt dette til tider kaotiske virvar af ord, leg og bombastiske følelser gør dig til et ekstra stærkt menneske. At det giver dig mere end du må undvære. At du kender mere til livet, som det også kan være. Du ved allerede, at Alfred ikke vil have børn (for det siger han jo at han har besluttet) og du tilbyder ham, at han da altid godt må bo hos dig. Og den slags verbale forsikringer om, at I nok skal have hinanden, når far og jeg ikke er her mere, de beroliger mit skælvende moderhjerte. De varmer mig og gør mig stolt af alt det du allerede forstår, søde August.

Jeg kan ikke give dig en anden bror. Jeg kan ikke give dig en anden familie. Men når du bliver lidt ældre, kan jeg give dig en sammenhæng at indgå i, hvor du kan møde andre med en familie som din. En søskendegruppe. Jeg håber det kan blive et sted til de tanker og følelser jeg ikke kender til. Til det du ikke vil dele med mig. Et fristed. For jeg ved kun hvordan det er at være mor i en familie som vores. Jeg ved ikke hvordan det er at være lillebror. Det ved kun du. Men du skal vide, at jeg lover at gøre mit bedste. Gøre mit bedste for at være lige her for dig.

Jeg elsker dig, August.

Kærlig hilsen mor

26 thoughts

  1. Hvor jeg dog kender til dine tanker. Som mor til tre hvor de to er autister i hver sin retning og en lillesøster under udredning. Lige meget hvad føler man der ikke er hænder nok. Lillesøster søster på 9 er den største på en dårlig dag selv om drengene. er 10 og 18 år 🙂

  2. Rørende og smukt. Det går helt ind i hjertekulen. Hvor er Alfred og August heldige at have en så dybsindig og forstående mor, som dig!

  3. Dine Drenge er og bliver helt specielle mennesker, fyldt med erfaringer over alle livets f¢lelser, og frem for alt kærligheden til hinanden. Takket være den nærhed du lader dem leve, og den omsorg du har for hver af dem.
    Tusind tak for at du lader os tage del i den dybe verden.

  4. Tak for alle jeres søde ord og fordi I læser med. Det bliver jeg meget glad for og det styrker mit mod til at sætte ord på flere af de svære ting.
    Tak!
    /K

  5. Kære Kathrine, du har en meget smuk familie, på alle niveauer 🙂 Jeg elsker at læse med & jeg sidder ofte med et smil på læben, en tårer i øjet & altid med en dyb respekt for alt det du gør & tænker for dine drenge ♥

  6. Tuder hver gang jeg læser dit smukke brev… Er selv mor til en søn med Aspergers og hans storebror må alt for ofte mærke hvordan lillebror får ekstra opmærksomhed, opfører sig pinligt eller på anden måde skiller sig ud….
    Jeg elsker begge kine drenge, men selv om de er store nu ( 17 og 22 ), så er det stadig vanskeligt ikke at få dårlig samvittighed ind imellem…

  7. Jeg følger trofast med og læser ofte dine indlæg med skælvende læber og hjerte. Fordi du så smukt og ærligt beskriver det gode, det svære og tunge som resonerer dybt hos mig og andre. TAK

  8. Det gik lige i hjertet på mig, det er jo de tanker og følelser vi også kæmper med herhjemme. Meget smukt skrevet 🙂

  9. Ja kære Kathrine, igen en læsning så stærk så stærk, at det gør ondt.. Som jeg i den grad kan relatere mig til – og relatere lillesøster til. Hende den lille som også gang på gang må agere den voksne i søskendeforholdet.. <3

  10. Græd lige som pisket da jeg læste dit fine brev. Jeg kende den følelse så godt. Det er min værste tanke om det man byder de små søskende, næst efter at lillesøster måske også er diagnose barn. Det hjælper at hyle lidt.
    Mvh
    Mette

  11. Puha. Jeg stødte på indlægget i toget på vej hjem fra arbejde. Min mand og jeg sad lige og talte om det igår. Jeg vil helst sikkert bruge nogle af dine rammende beskrivelser med min yngste dreng.

  12. AAV mit hjerte og tåre i øjnene .. RAMTE LIGE IND!! -Har også sådan en slags familie , jeg er bare voksne August i drengepige format …

    1. Tak for din besked. Når du nu er en “voksenversion”, kan du så sige hvad du har haft mest brug for fra din familie i løbet af din opvækst – og nu?
      Mange hilsner Kathrine

Skriv et svar