Før livet er omme

Dette indlæg handler ikke umiddelbart så meget om autisme. Det handler om den anden del af vores familieliv. Den del, der på sin vis er helt ‘normal’, men som alligevel er berørt af de vilkår vi lever med. Det handler om August, om skolestart, om mavefornemmelser og vigtigheden af voksne, som gør voksne trygge.

Nogle gange er det som om jeg lever i to virkeligheder. Den der handler om autisme, særlige hensyn, planlægning, forberedelse, usikkerhed, overraskelser – og så den, der er tæt på en helt almindelig virkelighed med en dreng, der skal i skole efter sommerferien.

Selvom vi har prøvet at have et skolebarn før, så er det på mange måder en rigtig ‘første gang’ med August. Vi har også været så heldige at få ham på en anden skole end den, hvor Alfred kuldsejlede. Der var bare for meget dårlig familie-karma bundet til stedet – og så faldt vi totalt for Amager Fælled Skole efter at have været til møde med deres meget karismatiske skoleleder.

Og selvom vi troede at vi ikke kunne få armene højere op, så fik de lige et nøk mere efter forældreinformationsmødet (I looove it!) forleden. For der er bare så god stemning. Så meget lige den rigtige mængde ‘det her har vi styr på’ og ‘det her vil vi dele med jer’ og ‘vi glæder os bare rigtig meget til at give jeres børn en god skolegang’. Til trods for at der arbejdes med udskudt klassedannelse (som betyder at ungerne i første omgang er i giga-grupper på ca. 55 børn) så føler jeg mig tryg! De voksne gør mig tryg. Deres kompetente måde at fremlægge det på – de gode svar på spørgsmål fra bekymrede forældre og den åbne tilgang til en ny måde at gøre tingene på…. Ja, jeg er sgu fan!

Og her kommer det vigtige så – for hvis personalet på skolen allerede inden skolestart kan gøre en (pyllerrøv af en) mor som mig tryg – lur mig om ikke min tryghed vil smitte af på August! At jeg vil være bedre i stand til at ruste ham til skolestart og -gang – at jeg med fuld overbevisning kan tale med ham om det at gå i skole, selvom det på ingen måde minder om min egen skolegang (hello, Vinderød Skole med 60 elever på hele skolen!).

Alligevel kan jeg mærke, at jeg ikke er rigtig nervøs. For vi har prøvet det med første skoledag – og vi har oplevet, at selvom det først gik rigtig, rigtig dårligt, så kan det godt gå godt alligevel. Små seje skud som Alfred rejser sig trodsigt og suger til sig af læring. Men jeg håber for August, at han ikke bare får en god skolestart, men en god skolegang. For det er værd at have fokus på det lange stræk, ikke bare begyndelsen.

 

Jeg blev dybt ramt, da vi besøgte Amager Fælled Skole og denne fantastiske tekst mødte os på trappen. Som trofast P4 og Det Elektriske Barometer-lytter gik det lige i hjertekulen. På den gode måde.

[Redigeret april 2018. Udgivet første gang 15. marts 2013.]

Skriv et svar