Vi skal tale om ensomhed. Vi skal sammen gøre alt vi kan for at det ikke bliver et definerende præmis. Hvis du ikke selv ved, hvordan ensomhed kan føles – så synes jeg du skal læse Dorthe Jensens indlæg. Ja, faktisk synes jeg at du skal læse det uanset hvad. Dorthe er nemlig ærlig og modig, når hun beskriver familielivet og hvordan ensomhed bliver ufrivilligt medlem, når man har børn med udfordringer. Ikke udfordrende børn, men søde, dejlige børn – med udfordringer.
Jeg er meget glad for, at Dorthe har ladet mig dele teksten, som hun i sin tid lagde op på Facebook – og billedet er på fordi hun ud over at være modig – også er en meget dygtig fotograf.
Ensomhed er et fast medlem af familien
Det slog mig endnu en gang, da jeg var ude og købe ind.
Jeg mødte en mor til et barn fra yngstebarnets gamle klasse, samt hendes to børn og den enes legekammerat. De talte om, hvornår legekammeraten blev hentet og at der var masser af tid til god leg. Det gør ondt.
For mine børn har ingen nære venner. Den ældste betegner dog sine skolekammerater som venner og ligeledes sine lærere og det er dejligt.
Men der kommer ingen her og besøger dem. Nogle vil, med rette, sige at vi som forældre har et ansvar. Og det har vi. Men vi kan ikke løfte mere. Vi har oftest været dem, der skulle tage initiativ til at koordinere legeaftaler. Og efterhånden, som drengene blev større, så var det ligeså meget noget børnene selv tog initiativ til. Det vil sige, at dem drengene havde leget med tidligere, de tog initiativ til at lege med ligesindede. Den gruppe faldt mine drenge ikke i.
Men de er jo heller ikke nemme at lege med. De vil gerne styre legen, så de ved hvad der sker. Socialt er de også på nuværende tidspunkt bagud i forhold til deres jævnaldrende. Så det er forståeligt. Resultatet er, at vi forældre er nærmeste legekammerater.
Og med yngstebarnets nuværende sociale fobi, så ser det ud til at vi vil være dette de næste mange år. Og her er et andet aspekt af ensomheden. For når vi ikke får besøg af legekammerater, ikke taler med deres forældre, efterhånden sjældent deltager i sociale begivenheder med andre mennesker, ikke har et arbejde (det klager jeg ikke over, er ikke karrieremenneske, men savner altså at have søde kollegaer) samt ikke selv har overskud til at invitere, så bliver der stille. Det er forståeligt, vi er ikke den eneste familie med underskud på overskudskontoen. Men stilheden gør ondt. Og jeg kommer jo til at virke desperat i min iver til at drikke kaffe med folk.
Når jeg siger, at mit sociale liv er på Facebook, så lyver jeg ikke.”
[Udgivet første gang 3. juni 2015. Opdateret juli 2018.]
Det gjorde ondt i hjertet at læse det…men hvor er det sandt. Har selv 2 drenge på 13 og 15 – begge med asperger. Det er hårdt at se, at de intet socialt liv har, selvom vi gør hvad vi kan mht. “hænge ud-aftaler” og lignende, som de faktisk ikke er videre interesseret i – selvom de savner venner.
Os forældre har heller ikke noget socialt liv. Hvis der kommer nogen, forsvinder drengene på deres værelser og de vil næsten aldrig med, hvis vi skal til fest. Min mand er så heldig, at han går på arbejde og har et socialt liv derigennem, men jeg er frikøbt af kommunen pt. – hvilket jeg er taknemmelig for…ellers ved jeg ikke hvordan vores liv skal hænge sammen – men det begrænser mit sociale liv enormt. Man bliver forfærdelig ensom.
åh ja kender godt følelsen. Derfor er det også vigtigt at vi danner netværk med ligesindede. Folk der forstår. Uden mit job ville jeg også føle mig ensom. Jeg er selv meget bevist og at prøve at arrangere mig, men det kræver krafter og når man er klar til at sove, når man kommer hjem fra arbejde, så er det svært. Men jeg kæmper for det.
Mette
Kære Mette, Gitte og Dorthe. Jeg har det præcis som jer. Det gør så ondt at være alene med det hele, og ikke have nogen at dele store og små sorger og glæder med. Og jeg skammer mig og er vred på mig selv over, at det er sådan. Har I også de følelser? De er også svære at tackle – oveni alt det andet. Misforstå mig ikke, jeg er super taknemlig over, at jeg har en fantastisk mand, søde børn og en super hjælpende og dejlig mor, som gør alt hvad hun kan for at aflaste os. Og jeg ved, at andre forældre heller ikke har det nemt altid med deres neurotypiske børn, skilsmisser, arbejdsløshed, osv. Men det er alligevel hårdt ikke at have andre venner, man kan dele livet med. Jeg går på arbejde, og det er faktisk heller ikke altid nemt, for kollegerne er søde og velmenende, men de har svært ved at forstå mit liv, og jeg har heller ikke lyst til at belemre dem med mine problemer. Og så gør det ondt, når jeg hører dem fortælle om deres helt almindelige hverdag, og alle de milepæle, deres børn når, som mine ikke når. Har I bud på, hvad vi gør ved det? Jeg drømmer om, at vi forældre kunne mødes – måske en gang om måneden på en café eller hos hinanden og sludre og dele erfaringerne, eller bare gå i biffen, ud at spise eller noget helt femte… Jeg er frisk, hvis I er! Knus fra Rigmor