En tur gennem lufthavnen kan tage pusten fra de fleste. Og hvis du har autisme kan det tære ekstra meget på sparsomme ressourcer. Derfor blev jeg så glad, da jeg på Facebook læste Ulla fortælle om Falck assistance. Hun har været så sød at skrive et gæsteindlæg om den fine service i lufthavnen, som kan gøre det muligt at flyve på ferie uden at bruge al energi på afrejsen.
“På ferie med hjælp af Falck assistance i Københavns lufthavn
Vores dreng har autisme, ADHD, angst og depression, så han er rigeligt udfordret omkring bekymringer over alt. Når vi så samtidigt belaster ham i en lufthavn med mange mennesker, støj, uro og uforudsigelighed, så er hans stress niveau meget højt, inden vi overhovedet er kommet op i en flyver. Men i år prøvede vi noget, som vi ikke har vidst eksisterede før, men det gør vi nu.
Vi har prøvet Falck assistance, og det er FANTATISK. Vi bookede over nettet og beskrev vores søn vaskeligheder under punktet, andet. Vi fik efterfølgende en mail, der bekræftede, at vi havde bedt om assistance. Når vi ankom til lufthavnen, den pågældende dag, skulle vi melde vores ankomst ved en service station, som findes mange steder i lufthavnen. Der står Falck assistance på disse, og man ringer op og fortæller, at man er ankommet.
Det var med hjertet oppe i halsen, og vi håbede og bad til, at det var nogenlunde og en hjælp til vores søn. Vi meldte vores ankomst og fik at vide, at der ville komme en om 10 minutter. Det gjorde der også og vi kom af med vores bagage, kom igennem sikkerhedskontrol, meget lang kø og videre til et roligt område i lufthaven, hvor Falck havde et sted, hvor man kunne sidde i ro og fred, uden noget larm overhovedet – på under 10 minutter!
Vi kom igennem ved hjælp af Falck manden, der var utrolig rar og meget god til hele tiden at fortælle vores dreng, hvad der nu skulle ske. Vi skulle vente ca. ½ time på det, der hvor Falck hørte til, men vi måtte gerne gå rundt i lufthavnen. Vi fik bare et tidspunkt, hvornår vi skulle være tilbage. Da vores tid nærmere sig for fly afgang, blev vi hentet og kørt i en lille bil ud til gaten. Her ventede vi og da de skulle til at boarde flyet, blev vi hentet og kom først om bord.
Vi har aldrig oplevet så en stressfri begyndelse på en ferie. Vores søn var meget glad. Han følte sig set og hørt af alle de voksne, han havde kontakt med i lufthavnen. Selv i flyet blev der hele tiden taget hensyn og holdt øje med, om vores dreng havde det godt.
Vi kan kun på det varmeste anbefale at bruge denne ordning. Det er mennesker, der ved noget og som kan noget. Det er nemt – book på nettet, tjek ind i lufthavnen – og husk at booke til hjemrejsen, der kommer de nemlig også og hjælper.
Vores dreng har kunnet indtage mange flere indtryk på vores ferie og havde et kæmpe overskud, da vi ankom første dag. Det har aldrig været tilfældet før, da han har brugt alt sit overskud på at navigere i kaos.
Så hold jer ikke tilbage. Det er en hjælp til vores børn og til hele familien. Og lige en lille ting, det koster ikke noget, selvom vi gerne ville have givet mange penge for denne oplevelse.
Mange sommer hilsner
Familie Nilsson”
Landsforeningen Autisme har også lavet en fin video om at flyve. Klik her for at se den.
[Opdateret 19. april 2016]
Falck i Københavns Lufthavn er fantastiske. Jeg fik hjælp af dem sidste år. Jeg er voksen med Asperger’s og SPD, og havde haft et langvarigt helvede af en rejse af forskellige årsager. En falkmedarbejder samlede mig op fra flyet på en lille bil, tog mig med hen ind i deres fredelige lille gårdhave et sted midt inde i lufthavnen, og arrangede et lægetjek. Derefter fulgte en flink Falck-medarbejder mig hen og købe togbilletten og derefter helt hen til det tog jeg skulle på. Han kom desuden tilbage før toget kørte, og sikrede at jeg var kommet på, uden at være blevet bedt om det. En oase af ro og orden i lufthavnen.
Tak fordi du deler din oplevelse, Anna. Det lyder som rette støtte, på rette tid og sted.
Precisely.