Gæsteindlæg: Sex and the Single Aspie

Louise Egelund Jensen, som har bloggen SalixAS, har læst bogen og skrev følgende på sin Facebookside (som jeg har fået lov til at dele):

Foto: Louise Egelund Jensen

“Jeg lovede jer en anmeldelse af Sex and the Single Aspie [SatSA], af Artemisia (tidligere Rudy Simone).

Det er noget tid siden jeg blev færdig med den og jeg har tænkt meget over, hvordan jeg skulle anmelde den.

Den er nemlig meget anderledes end jeg regnede med, og den prikkede til meget i mig. Men mere om det senere.

Først vil jeg sige, at SatSA ikke er en bog for alle! Jeg vil IKKE anbefale den til forældre til unge kvinder, ej heller til helt unge kvinder selv.

Artemisia siger selv, at hun ikke anbefaler den til nogen under 21 og det er jeg enig i. Ikke fordi hun bruger stødende sprog eller noget, men fordi hun skriver meget åbent og direkte om hendes meget aktive sexliv (som kun sjældent også er hendes kærlighedsliv) , og jeg tror mange vil finde det en anelse voldsomt.

Jeg havde forventet en fagbog og skulle derfor lige vende mig til formen, som i stedet er mere selvbiografisk. Der er ikke noget “sådan er autister”, men i stedet “sådan er jeg, og jeg er autist”, hvilket jeg faktisk godt kan lide. Hun lægger sine erfaringer frem, uden at være belærende, så kan vi andre bruge det, hvis vi kan.

Og hun lægger virkelig sine erfaringer frem! Som i alle sammen. Uden filter!
Meget kan man sige og mene om Artemisia, men hun er en modig kvinde!

Til at begynde med syntes jeg hun er forfriskende!

Jeg syntes det var fantastisk, at nogen har lidt samme tilgang som mig til kvinders (med eller uden autisme) seksualitet; nemlig at den er ok og sund og ikke behøver hænge sammen med kvinders kærlighedsliv. Det kan nemlig være svært både at finde og have en fast kæreste, men iflg Artemisia (og mig) betyder det ikke at man dermed ikke kan have et aktivt og dejligt sexliv.

Jeg syntes også, det er befriende, at hun skriver om tingene som de er. Bogen beskriver det hele!
Så var bogen sluttet ca. 1/3 før den gjorde, havde jeg nok siddet med armene over hovedet og råbt: “You go, girl!”

Men som jeg kom længere ind i bogen sad jeg sgu og blev lidt irriteret.

Artemisia siger adskillige gange bogen igennem, at hun ikke duer til one-night-stands og at hun ønsker sig en kæreste. Samtidig går hun konsekvent efter fyre på det halve af hendes egen alder, som hun allerede inden hun tager dem med hjem ved, at hun ikke vil have.

Jeg hører ikke til dem, der mener at en kvinde er billig fordi hun tager en ny ung fyr med hjem næsten hver aften (og nogle gange to forskellige på samme aften) men jeg har lidt svært ved, at tage det alvorligt, når samme kvinde klynker over at hun ikke kan finde en kæreste. Jeg ville faktisk sådan ønske, at hun bare havde nydt sin seksualitet og sine mange unge mænd, så vi kunne hylde det og lære af det. Men jeg syntes desværre hun med sit manglende-kæreste-klynk lagt sammen med hendes adfærd, lidt bekræfter de ærgerlige fordomme om, at det monogame kæresteforhold, er det alle (især kvinder) drømmer om.

Samtidig ved vi jo godt alle sammen hvor irriterende det er når nogen bliver ved med at klage over noget, uden at gøre noget ved det. Hvis hun gerne vil have en kæreste, skulle hun måske date nogen på hendes egen alder, i stedet for bare at knalde med 25-årige…?

Desuden har hun nogle holdninger om, at mænd skal betale for ditten og datten som i værste fald er meget gammeldags, i bedste fald bare meget amerikanske.

Jeg syntes Artemisia får lige præcis nok autisme med i bogen til, at den bliver super relevant for kvinder på spektret! Men ikke så meget, at det tager fokus væk fra selve emnet. Hun beskriver sin autisme, som jeg har det med min: den er der jo bare. Den er en del af hende og bliver dermed nævnt på lige fod med hendes andre træk, men den er ikke i fokus. Det er ikke autisme mig her og autisme mig der. Det syntes jeg også var rart. Det er ikke en bog om autisme. Det er en bog om seksualiteten hos en kvinde, der tilfældigvis har autisme.

Derudover er har bogen over 100 små regler, som er forkortede udgaver at, hvad Artemisia har erfaret. Dem var jeg helt vilde med! De er super-relevante og flere af dem burde vi have hængende på vores køleskab.

Så hvad er min endelige dom så? Det ved jeg faktisk ikke (derfor denne lange anmeldelse).

Gjorde den indtryk? Ja, uden tvivl!

Var den velskrevet? Helt bestemt!

Relevant? Yderst!

Måske er den største ros i virkeligheden, at jeg føler mig lidt provokeret? Hvis den bare havde været “god” ville den så have gjort lige så stort indtryk?

Jeg vil anbefale bogen til alle stærke voksne kvinder derude. Som ligesom mig mener, at kvinders sexliv og kærlighedsliv ikke nødvendigvis følges ad, som mener, at kvinder har lige så meget ret til at udleve deres seksualitet, også udenfor faste forhold, som mænd har. Og som mener, at bare fordi man har autisme (eller andet…?) så betyder det ikke at man har mindre lyst, eller mindre ret til at udleve sin seksualitet.

Og så vil jeg anbefale den til fagfolk, der arbejder med voksne autister, i håbet om, at i kan lære, at autister også har en seksualitet og støtte dem i DERES måde at udleve den på, også selvom i personligt måtte mene noget andet.

Og så anbefaler jeg den til alle mænd, som potentielt kunne komme til at være sammen med en autist engang, så de kan læse, at vi er præcis lige så tiltrækkende, sexede og gode i sengen som neurotypiske piger.”

Bogen udkom maj 2018 kan blandt andet købes hos Saxo [reklamelink].

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.