Hvis historie er det?

En lørdag i april på vej hjem fra familiefødselsdag

Der er nogle tanker, som jeg har gået med længe. Og det er sådan med tanker, at andre jo hverken kan se, høre eller læse dem. Så nu vil jeg forsøge at skrive nogle af dem ned, så du i det mindste kan få et indblik i, hvad der rører sig.

Altså hvad der rører sig ud over, at vi tæller ned til Antons ankomst i slutningen af maj og al den forandring i både hjem og hjerne det medfører. Mest af alt går vi og er glade. Rolige. Vi har det faktisk rigtig godt. Og som jeg af og til er så heldig også at kunne sige til mine kære klienter hos Molis – så må man faktisk godt have det godt. Det kan bare være lidt svært at vænne sig til, hvis man også har prøvet at have det dårligt – og måske endda i så lang tid at det er en slags vane.

Det handler om min familie og vores historie. Om alt det jeg har delt. Om de ting jeg ikke har delt. Fordi det ikke kun er min egen historie, men også går tæt på andre mennesker.

Der er ikke lagt op til det helt store afsløringsindlæg, men mere en refleksion over, hvordan jeg som mor på den ene side gerne vil dele de erfaringer jeg har gjort mig som del af vores autistiske familie og på den anden side gerne vil gøre det bedste for mine børn. Hvilket i denne forbindelse er også at passe på dem og respektere deres privatliv.

Det er ikke en let balance, og jeg er sikker på, at jeg har trådt over grænsen flere gange. Men jeg kan ikke lave det om. Jeg har forsøgt at lave lidt om på de trin jeg har trådt ved at tage nogle indlæg af bloggen i forbindelse med den mine relancering jeg lavede for et år siden.

Jeg deler meget lidt om Alfred (selvom jeg kunne skrive daglige indlæg om den vidunderlige dreng – OG om hans lige så fantastiske bror August). Det er mest af alt fordi han skal have lov til at være sin egen. Han skal ikke have sit liv delt og jeg har talt med ham om de ting jeg tidligere har delt, så han ved hvad der findes derude. Nogle indlæg har han selv været med til at lave. Nogle af videoerne, hvor han fortæller.

Jeg har fuld respekt for at han selv skal have lov til at vælge, hvad han vil fortælle om sit liv. Hvor meget det autistiske skal fylde i hans fortælling. For det er jo hans. Men noget af hans fortælling er samtidig min, fordi jeg er hans mor.

Kompliceret, ik’?

Men hvordan kan jeg så få mine dyrekøbte og smertefulde erfaringer til at gøre gavn? Det er en anden lille tanke, som er begyndt at spire. For hvis jeg nu ikke skriver det og på den måde gør det til internettets evige eje, så kunne jeg jo fortælle dig min historie og mine erfaringer på en anden måde.

Det kunne være at jeg skulle lave et foredrag. Hvad tænker du om det?

Så kan jeg dele fortællingen. Dele mit perspektiv. Mine erfaringer. Tips, tricks og anbefalinger. Men det bliver uden elektronisk dokumentation og ord, som kan søges frem i Google. Det bliver live, direkte og nærværende i stedet. Med mulighed for at stille spørgsmål.

Det går jeg og brygger på, mens barslen venter om hjørnet og en ny fortælling tager sin begyndelse …

2 thoughts

  1. Jeg har allerede været igennem den process du er i nu:) og har valgt stort set at lægge den personlige vinkel om autismen i vores familie på hylden i det offentlige rum, af hensyn til min datter. Indlæg er slettet forlængst, få står tilbage hvis de er lidt mere personlige. Tilbage står indlæg om autisme, som er mere generel oplysning. Det kan være om retten til årskarakterer trods skolevægring, støtte til kørekort osv. På den måde føler jeg stadig at bidrage med vores dyrt købte erfaringer til andre i måske samme situation. Til gengæld øser jeg ud af støtte i diverse netværk, FB grupper med mere. En mere direkte støtte og væk fra den personlige fortælling om os. Du gør det måske på job allerede. Jeg gør det udenfor job og tænker du kan det samme, hvis du har lyst selvfølgelig.
    Foredrag, live streaming, skrive en bog etc kan fint være andre muligheder. Find en måde hvor du “brænder” igennem på mediet, så folk har lyst til at se det og blive oplyst, men i min optik uden at fortælle om din søn, af hensyn til hans privatliv. Det er en ny vane at skriv og snakke “man “ istedet for at omtale barnet med navn også.
    Du har masser af gode kloge ord at dele ud af ved jeg. Jeg selv har valgt at sadle om og formidle om mine interesser og viden fremfor om mit barn med autisme så at sige. Svært men nødvendigt valg. Mit barns privatliv kommer først og derfor har der aldrig været foto med ansigtet på heller fx.
    Glæder mig til fortsat at følge dig vej 🙂

  2. Jeg er enig med ovenstående. Du kan evt. lægge vægt på dine erfaringer, hvad du lærte af det, hvordan du håndterer konkrete eksempler (uden at det er decideret nedfældet i et dateret handlingsforløb, for eksempel en “oplevelse af nedsmeltning i et supermarked”); hvis du føler behov for at dele den mere personlige kant. Et barn med autisme, er vel lige så unikt som alle vores andre “normale” børn. Derfor er din søns reaktion/symptom måske brugbar i erkendelsen af, at der er tale om autisme; men også de symptomer kan opgraderes til mere generelle temaer, end en decideret udredning af hans private person. De personlige erfaringer, vil vi som mennesker gerne høre om. Kunsten består i hvordan de berettes. God vind med projektet!

Skriv et svar til Anne Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.