Hvor holder du hånden?

I denne verden af netværk, nye kontakter, bekendtskaber og kontaktflader er jeg ofte heldig at møde nogle helt fantastiske mennesker. Mange har jeg lært at kende på nettet – via Facebookgrupper især, og flere har jeg været heldig også at hilse på sådan ansigt til ansigt. Det er tydeligt for mig, hvor stor betydning et netværk har. Ikke nødvendigvis nogen man mødes med i tide og utide. Men nogen man fornemmer fælles fodslag med. Hvor der ikke skal forklares. Hvor livsvilkår deles. Forforståelsen er på plads.

I dag mødtes jeg med en af disse fantastiske kvinder. Det var endda i arbejdsregi – men ikke desto mindre er det en fornøjelse og glæde at mødes og dele visioner. Hun er klog, skarp – og ved bare en helt masse. Og så sagde hun noget, der ramte så meget plet, at jeg bare måtte skrive det ned midt i mellem projektnotater – for det var bare så rammende.

Men hvad sagde hun så?

Vi talte om, hvordan vi som forældre til børn med f.eks. autisme eller ADHD er meget tæt knyttede til vores børn. Hvordan vi følger dem tæt, hvordan vi spiller en ekstra rolle i deres liv – sådan en slags mor-ekstra. Men det var ikke det hun talte om.

Hun sagde noget i stil med:

Jeg holder ikke hånden over min søn. Så kan han jo ikke vokse. Jeg holder den under ham, så jeg kan støtte ham i at komme videre.

Sådan! Tak, Ann Barbara.

hænder
Alfreds hænder

One thought

  1. Fantastisk 🙂 Heldigvis er det ikke en forudsætning at have et barn med en diagnose, for at have samme tilgang til sit barn. Mine hænder er under, og bag ham, så han kan vokse, og har en fast støtte at læne sig op ad.

    Børn uden diagnoser er også følsomme <3 og har også brug for et stærkt ophav, der giver dem støtte, nærvær og omsorg.

    Tak for dine gode blog, med de mange gode indspark!

Skriv et svar