Hvordan svarer man en nisse?

Julen sig nærmer – og dermed også en tid, der set med autistiske briller bare ikke er helt så fantastisk som så mange andre synes. For selvom det er traditionens tid – så er det også et hverdagsbrud af dimentioner. Byen ser anderledes ud. Der er forventninger, ritualer og halløj.

nisse alfred
Gæt en nisse

Jeg har ikke opskriften på den perfekte jul (og tror heller ikke, at den findes). Men jeg vil gerne fortælle om, hvordan vi gør hjemme hos os. Der vil komme indlæg dryppende i december – for det store overblik har jeg ikke. Kender du det?

Når nisserne flytter ind
De sidste par år har vi haft to filtnisser boende i december. De laver fis og ballade, skriver små sedler, kommer med slik eller små overraskelser. De huserer om natten og gør sig mest i ballade omkring spisebordet i køkkenet. Noget af det drengene altid fremhæver ved nisserne var dengang de puttede Mikkels hue i køleskabet. Frække nisser! De plejer også at gøre sig i kulørt mælk.

farvet mælk

Nisserne plejer at melde deres ankomst – og helt overraskende lå der et brev i postkassen forleden. Med to stykker chokolade og teksten: Må vi komme på besøg på søndag? Hilsen N+N

Begejstringen var stor – og brevet skulle jo besvares. August sprang ind og hentede pen og papir – klar til at skrive.

– Alfred? Vi kunne jo skrive “Hej nisser. Tak for brevet. I må meget gerne komme og bo hos os på søndag, for det….”

– Vi skal bare skrive “Ja. Hilsen A+A”

Og der stod jeg og smilede af mine to, så forskellige drenge. Valget mellem at skrive den lange (høflige) fortælling – og så at svare helt konkret på spørgsmålet. August gik med på Alfreds forslag og skrev, som der blev dikteret. Vi lagde brevet i vores egen postkasse – og senere på aftenen var det væk. Så nu ved vi, at nisserne kommer på søndag.

Helt ærligt
Er det særligt autismevenligt at have (uberegnelige) nisser på besøg i december? Måske, måske ikke, men det er Alfred-venligt. Han spurgte mig sidste år, om det var mig der gjorde det om natten, som nisserne lavede. Altså mor – sådan helt ærligt?! Når han spørger sådan, så skal jeg svare helt ærligt. Så jeg sagde, at det var mig. Han var tilfreds med svaret – og det har ikke taget fornøjelsen af.

Så – på søndag flytter nisserne ind. Og jeg tror måske de har en julekalender med. For i brevet August skrev til dem sammen med Alfred, lagde vi også en håndfuld grødris – sådan for at være lidt søde. Det er en god nisse-strategi at give noget. Så kommer huen nok ikke i køleskabet lige med det samme. Men underbukser i fryseren? Det er en klassiker!

Jeg har hørt, at Janni ovre hos Flikflakfamilie snart barsler med en e-bog med juletips. Så hold øje med den side.

2 thoughts

Skriv et svar til Kathrine Felland Gunnløgsson Annuller svar