Jeg har et crush

Jeg har et crush. Eller faktisk to. Jeg bliver nemlig dagligt forundret over, hvordan de to små spradebasser på billedet udvikler sig. Og jeg ved godt, at jeg har en vis bias (som Alfred ynder at påpege) – for jeg har selv været med til at lave dem og står for den daglige support – men der er så meget, jeg ikke kan tage æren for – selvom det er ære værd.

Der er omsorgen, som de viser mig og hinanden. Ikke nødvendigvis i de store svælgende kærlighedserklæringer (eller jo – det gør August) – men i en grundlæggende interesse for hinandens ve og vel.

Er du ok, boi?” bliver der tit sagt, hvis en leg bliver lidt vild.

Jeg nyder at opleve deres lyst til selvstændighed. At ville klare ting selv. Være alene hjemme. Også sammen.

Deres humor, som af og til går hen over hovedet på os voksne herhjemme – og det er næsten det bedste af det hele.

Kærligheden til musik, til film – og ikke kun den slags som jeg kan li’ – men deres egen smag, som jeg får lov til at blive klogere på.

Det er alle de små ting, som jeg tidligere skulle sørge for, som nu er på rutinen. De små nye ting, som er ved at blive rutine. Som når August sødt sender en besked, når han er kommet godt hjem fra klub.

Det er vores morgener, som kører som en velsmurt, men rolig maskine, hvor alle ved hvad de skal hvornår. Som en velkoreograferet dans med perfekt afslutning. Jeg minder mig selv om hver morgen ikke at tage det for givet, men fortsætte med at tage de trin der er mine.

Det er hjælpsomhed og den søde måde at bede om hjælp på – også selvom det er noget man godt selv kan.

Som når August beder mig lave morgenmad til ham – og han så laver kaffe til mig. Det er bare dejligere på den måde.

Det er de kærlige drillerier. Som når Alfred kigger på mig og uden at fortrække en mine siger “Dø!” – og ja, jeg ved det ikke umiddelbart lyder kærligt eller drillende, men det er det. Jeg kan ikke forklare, blot tilføje at han som oftest afslutter med et “nej, please don’t die!

Måske er det fordi vi har oplevet et andet liv. For sådan kan det godt føles. Et helt andet liv. Hvor bølgerne gik højt. Hvor vi skulle være på konstant forkant og alligevel var lidt bagud hele tiden. Hvor situationer kunne eksplodere uden at vi helt var klar over, hvor og hvordan lunten var antændt. Hvor alt det med autisme stadig var en ny verden, som vi famlede i. Hvor vi havde især en Alfred i krise – fordi det har været svært for ham at være barn. Måske derfor føles det lettere for ham nu? Med mere frihed og selvstændighed. Omgivet af færre børn.

Han er den mest fornuftige teenager jeg kunne forestille mig. Passer sine ting. Står selv op. Mediterer. Vasker sit tøj, Spiser sundt. Er kærlig og opmærksom. Passer selv sin sengetid. Interesserer sig for musik. Laver sjov. Hjælper til, når det er muligt.

Og egentlig kræver vi ikke noget af ham – for han er nok i bare at være. Men det giver plads til at han kan mere – gør mere og vil mere. Fordi der ikke er pres.

Sådan tror jeg det hænger sammen.

Og jeg sidder her op kanten af en søndag og ved at August nu sover sødt og Alfred sikkert sidder og hører noget egyptisk funeral deathcore inde på værelset ved det skrivebord, hvor jeg selv tilbragte det meste af min ungdom. Og det glæder mig. Helt ind i sjælen og forbi hjertet, hvor mine to crushes har taget bolig.

2 thoughts

  1. Hej!
    Hvor er det smukt beskrevet. Jeg kender følelsen.. Når man har prøvet at komme helt forkert fra start, føles gode morgener som en gave ❤️
    Kram & Go’morgen herfra
    Gitte K

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.