Kom med på det bedste hold

Jeg har tidligere skrevet om hvad løb gør og betyder for mig. Noget jeg ikke havde forestillet mig for bare 5-6 år siden. Jeg havde heller ikke forestillet mig, at jeg skulle få lov til at være med til at starte en forening, hvis formål netop er løb, motion og livsglæde – med autisme/ADHD fokus. Men A-Team er noget af det bedste – og jeg er så glad og stolt over alt det gode der sker i vores lille forening. Alle de aktive, alle dem som kommer ud og motionere for måske første gang. Børn, som får sved på panden. Familier som får gode oplevelser. Sammen. Jeg kunne skrive side op og siden ned med alle de gode oplevelser der er i vente. Men jeg holder det kort(ere) denne gang, for det bliver ikke den sidste.

ateamlogo

Alt det vil vi gerne gøre meget mere af – men det er noget vi gør sammen. Derfor vil jeg gerne have dig med! Bede om din støtte, om din tid, om din interesse, arme, ben, hjerte – om at du også melder dig ind. Hvis du ikke behøver at vide mere, så hop direkte ind på www.ateamsport.dk/indmeldelse – ellers læs mere her:

For mig er en forening noget vi giver til hinanden. Det er ikke noget man kun får (selvom vi faktisk har fået en aftale med Sparta om gratis startnumre til et udvalg af deres løb). Det er fælleskab på fælles præmisser – hvor du giver det du kan og får meget mere tilbage. Uden det skal blive alt for højtravende, så har vi konkret skrevet ligeværd ind i vores vedtægter, for det er en forudsætning at vores bestyrelse består af både medlemmer med en autisme- eller ADHD-profil, fagfolk inden for området og familiemedlemmer. A-Team var aldrig blevet til noget, hvis det ikke havde været for vores fantastiske formand, Anne Skov Jensen, som bl.a. også står for Overlevelsesguiden og Vidensbanken. (Og hun passer i alle tre kategorier og er et af de sejeste mennesker jeg er så glad for at have lært at kende.)

Selvom vi har fokus på løb, er du også meget velkommen, hvis du hellere vil gå. Eller svømme, cykle, hoppe, klatre, danse eller noget helt andet. Vi træner nemlig (som udgangspunkt) hver for sig – meget autismevenligt, ik’? Men så har vi en Facebookgruppe, hvor man kan dele sine resultater, oplevelser, spørgsmål og alt det der giver sved på panden og smil på læben. Og vi mødes til løb – men alt det kan du læse mere om på vores flotte hjemmeside – www.ateamsport.dk. Vi har naturligvis også en Facebookside – www.facebook.com/ateamsportdk.

Og her til sidst – svesken på disken. Det koster 100 kr for voksne og 50 kr for børn at være medlem. Det gælder for et helt år. Vi er også så heldige at have en flot gruppe sponsorer, som du kan se på hjemmesiden – alle med relation til ADHD og autisme.

Hvis du har spørgsmål, er du mere end velkommen til at kontakte mig.

(Og glæd dig til aprilnummeret af Autismebladet – der er tema om A-Team.)

IMG_0263
Coach og formand Anne Skov Jensen (tv.), Kathrine Felland Gunnløgsson og Pernille Mærsk Olsen – efter Copenhagen Half Marathon 2015.

2 thoughts

  1. Hejsa – kan du ikke forklare mig, hvordan det hænger sammen med at man kan svømme i a-team? har i et svømmehold for børn med autisme også?
    mvh Rikke

    1. Det kan jeg godt. For vi har ikke nogen hold eller noget man kan ‘gå til’. Det kommer måske hen ad vejen. Men når vi fx har events hvor vi tæller aktive minutter, kan man også svømme (hvis man er i svømmehallen med familien). Der er nogle medlemmer af A-Team som dyrker triatlon på egen hånd – og der indgår svømning også.
      Giver det mening?

Skriv et svar