Jeg ved, at det kan knibe med tiden, selvom du gerne vil sætte dig ind i nye områder og få ny viden til glæde for dem omkring dig. Det kræver tid og overskud at sætte sig ned og få læst. Finde bøger, artikler, huske det hele og ikke mindst få det anvendt. Derfor er det rart med videoer. Små ‘hapser’ der giver guldkorn og ting at tænke over. Selv elsker jeg når en formulering er ‘lige i skabet’ og næsten kan ændre mit verdensbillede.
Sådan har jeg haft det med de fine videoer som Skolen ved Sorte Hest har lavet med Bo Hejlskov Elvén om low arousal. Hvis du ikke har set dem (alle) endnu, kan du enten hoppe ind på skolens YouTubekanal og se hele serien – eller du kan plukke i dem og vælge hvilken haps du har brug for via min lille oversigt her.
Hvilken video er din favorit?
“Medstand? Hvad er det?” tænker du måske. Bo Hejlskov Elven forklarer princippet om medstand i videoen, som er en del af den serie af videoer om tilgangen low arousal, som Skolen ved Sorte Hest har lavet i samarbejde med Bo.
Medstand er det modsatte af modstand. Vi ønsker ikke at se barnet som modstander, som vi skal vinde over, men som en “medstander” vi samarbejder med at finde en løsning, hvor begge parter vinder. Hvis vi begynder med at gå med barnet, er det lettere efterfølgende at få barnet til at følge os. Det skal ikke være en konfrontation, hvor det er hårdt mod hårdt – men samarbejde, hvor vi voksne alligevel har ansvaret og dermed styringen.