Mad med mening

Der er meget på spil, når det handler om mad. Ikke kun fordi det er livsvigtigt med næring, men også fordi det påvirker sanserne. Jeg ved at de fleste autister har udfordringer når det gælder mad og spisning – og vi har også gjort os en række erfaringer herhjemme.

Alfreds spisning har i perioder været meget restriktiv og begrænset. Typisk i perioder hvor han har været presset på andre områder. Så har der ikke været overskud til andet end velkendte retter, som især favoritten pasta med pesto.

Nu er det anderledes, og jeg fik lyst til at dele nogle af mine tanker om alt det med mad.

Take away konceptet

Jeg er selv vokset op med bordskik, og at det kun var en sjælden gang imellem, at vi måtte spise i sofaen. Tiden er anderledes nu – om min familie er anderledes. Min bror og jeg kunne nemlig godt holde bordskik og sidde ved bordet (selvom det ikke altid var det vi havde lyst til).

Men det er ikke altid at Alfred kan. Så vi tilbyder som regel altid muligheden for ‘take away’ som vi kalder det, hvor man må tage sin mad og spise hvor man har lyst.

Den mulighed nyder lillebror August også godt af – og vores erfaring er også, at drengene faktisk i stort omfang sidder med ved bordet alligevel. Det er heller ikke sådan at de ikke sidder med ved bordet, hvis vi er på besøg nogen steder. Men jeg ved at det kan kræve ekstra energi af dem – og især af Alfred.

Jeg ved, at for mange familier, så er aftensmåltidet der hvor vi samles. Vi vil gerne være sammen med vores familie. Spise god mad. Snakke. Hygge. Slappe af.

Men der er glansbilledet og så er der virkeligheden. Der hvor vi er trætte. Sultne. Har kort lunte og kort tid. For der er meget som skal presses ind i det snævre tidsrum.

Så måske er det nogle gange for meget at forlange, at det også skal være hyggeligt? Måske er det en idé at tænke på at få noget at spise først?

Så kan hygge, samtale og familietid være på et andet tidspunkt. I mindre doser. Vi skal nok komme til det.

Jeg tror, vi ofte vil for meget på samme tid – og det bliver så skrøbeligt, for det kræver at vi selv som voksne har enormt meget overskud. Især hvis der også er børn – og flere af dem – og måske nogen med autisme eller ADHD – og kæledyr – og vasketøj – og opvask – og forældreintra – og så videre …

Så hjælper det at tage den med ro. Sænke forventninger og krav. Have mad for sig og hygge for sig. Tilbyde take away. Trække vejret.

Kræsen? Næ, faktisk ikke

Alfred har formuleret nedenstående skala for mad.

img_5167

Her ser i den i min oprindelige noteform – for sådan er livet. Nogle gange forkromet overblik, andre gange en hastig note. Men den giver mening, skalaen. For den giver os et sprog til mad. Jeg er især glad for 0 (Ukendt / Vil godt prøve) – den synes jeg viser åbenhed og madmod.

Faktisk er det kun 1, som er det han ikke kan spise. Fra 2 og op er spiselige ting – ganske vidst med forskellig glæde knyttet til. Der er jo ret meget forskel på om det er noget man kan spise og så om det er noget man kan lide at spise.

Maddag efter eget ønske

Skalaen har især været brugt til de retter, som Mikkel og Alfred har lavet til Alfreds maddage. Noget han selv bad om at få fordi han synes det vil være nyttigt at kunne lave mad. Så var han klar til det – og de plejer at hygge sig med madlavningen oven i købet. Hører musik, snakker.

 

Jeg har skrevet om det her.

Som Alfred siger – mad smager bedre, når man selv har været med til at lave den.

Det afgørende for at få Alfred med i køkkenet har nok været at det var hans eget ønske. Nu var han klar. Nu gav det mening. Og så er Mikkel ret god i et køkken. Det er blevet deres ting. Med musik til. Det hjælper også. Det giver (ekstra) mening.

2 thoughts

  1. Når min datter skal være med til madlavning, handler vi ind efter en kogebog med billederne af retterne og deres ingredienser. En bog, hun fik i skolen. Hun er otte år, og er ikke udredt for autisme, men det er jeg. Og det er super hyggeligt, at finde varer sammen og lave maden:) Og ja det gjorde det nemmere, at få hende til at spise noget andet end pasta ost og kylling..:) Og jeg kan skam godt lave mad, men pasta ost og kylling, så blev der spist igennem:) Hun spiser meget mere varieret nu end da hun var yngre. Hvilket er et held, for pasta ost og kylling kan godt hen og blive en lille smule ens formet..:) heldigvis har hun også altid været glad for agurker og tomater, feta, så det kom altid med som tilbehør til aftensmaden. Og musik er altid hyggeligt, når man laver mad sammen:)

Skriv et svar