Om tanker, handling og min 2018 baby

Der er stille tid, og så er der tid, hvor der bliver skubbet til en hel masse. Lidt som at skulle hoppe fra en isflage til en anden – det er umuligt at gøre uden at det hele kommer til at gynge en del og man bliver måske også ret så nervøs over om den nye isflage nu holder.

Der er stille grund i familien. Børnene trives (7-9-13 – og jeg nyder det så længe det varer og håber det varer ved). Derfor er der tid og overskud til krumspring på isflager og at hæve blikket lidt igen.

Tiden nu er til at lave nyt. Også selvom det er usikker grund. Nogle gange er det nødvendigt at flytte sig – og jeg kan ikke tænke mig til handlingen – jeg må handle for at få tankerne i gang.

Nogle gange tror jeg fejlagtigt, at jeg kan tænke mig til den perfekte plan. Tænke alt til ende for så at begynde snorlige og gå fra a til å. Fra 0 til 100.

Men ak. Så naiv!

 

Jeg har tænkt og planlagt. Alt for meget og alt for længe. Uden der er kommet noget ud af det.

Derfor sidder jeg nu på et hotelværelse i Odense. Alene. Har lige drukket en halv liter kakaomælk og spist fire super flyers.

Jeg sidder faktisk og sunder mig.

For dette arbejdsophold, som jeg har givet mig selv, er bygget op om en koncert jeg har set frem til i månedsvis.

Alison Moyet. Som ramte mig dybt i mit teenagerhjerte med Wishing you were here og som siden har lagt sig som et bånd om mit hjerte med sin helt særlige stemme og lyd.

I aften skulle det være. Sammen med en veninde. Og jeg blev ramt. Mere end jeg havde håbet.

Det slog mig, hvordan hun ejede scenen. Fyldte uden at være stor. Stod stærkt og stod ved.

Hun fortalte om følelsen af at være anderledes (other), som hun havde haft siden hun forlod sit barndomshjem. Følelsen af ikke at være som andre. At søge efter at blive som dem.

Men hun var nu i en alder af 56 kommet frem til, at det hun havde søgt efter faktisk ikke var værd at stræbe efter. At hun var nok.

Og det synes jeg er så fint. At være nok. At stå ved det. Det hele.

Muligvis er det kakaomælken, der påvirker min hjerne – men de inspirerede mig. Hendes ord. Musikken. Lyset. Gav mig det spark jeg var taget afsted for at få.

Så nu går jeg altså i gang med den Guldklub, jeg længe har tænkt på at starte. Min baby, der som idé er undfanget og har været meget længe undervejs. Nu skal den bringes til verden. Og jeg går i gang uden at have hele planen – for jeg ved det hele falder på plads. Sådan gør det hele, når jeg først tager fat og står ved. (Som med en rigtig baby.)

guldklub snart

Autismetankens Guldklub er noget andet end bloggen. Det er anderledes end Facebooksiden. Det er en klub, hvor jeg gerne vil forpligte dig, så det er en klub, som koster penge at være med i. Gratis forpligter nemlig mindre – og Autismetankens Guldklub skal være din (mini-)investering i 2018, som gerne skulle give gyldent overskud, når året er omme.

Det handler om familieguld – og du kan komme på den særlige liste, der får først besked når systematikken er på plads. Det koster ikke noget.

Knap.png

Hvis du aldrig har hørt om familieguld før, kan du læse indlægget her. Det er alle de gode erfaringer, som jeg vil dele med dig i Autismetankens Guldklub gennem hele 2018.

Du skal da ikke snydes for den skønne Moyet. Her kan du se og høre det fine nummer Other.

Og når jeg kommer hjem fra Odense, skal koncertoplevelsen direkte i guldkrukken, så jeg kan nyde godt af den igen nytårsaften.

Skriv et svar