Omtale af En anderledes dreng

en anderledes dreng
En anderledes dreng – foto: cphdox.dk

Når du har mødt et menneske med autisme, har du mødt ét menneske med autisme. I aften mødte jeg Alexander.

Torsdag d. 7. november 2013 var der verdenspremiere på Ulrik Wivels dokumentarfilm En anderledes dreng om Alexander, som er autist. Jeg havde fornøjelsen af at være blevet inviteret med og vil naturligvis gerne dele oplevelsen af filmen her. Der er brug for film om autister, af autister, med autister – der er brug for fortællinger fra alle stadier i livet. Barn, ung, voksen, gammel. Jeg ønsker en lind strøm af historier og bliver glad hver gang der dukker en ny op. Især når det er på film – for selvom jeg også syntes at Rain Man var go’ – så trænger vi til andre fortællinger. Det med Rain Man vender jeg tilbage til.

Vi følger Alexander, mens han bliver voksen og flytter hjemmefra. Vi er med ham på arbejde og på tur til Barcelona med storebror Sebastian, som er musiker. Vi er med til fodbold – både på bostedet, hvor Alexander flytter hen og i Barcelona, hvor menneskemængden, lyden og indtrykkene nok er voldsomme, men oplevelsen også er stor.

Vi er med på bilturen til Barcelona, hvor (autistiske) vaner irriterer og mønstre jeg genkender optræder. Et enkelt tidspunkt rører vi lige ved om Alexander selv ved at han er autist, men det ved han ikke lige, siger han. Der er også noget med damer, men igen er vi med – men ikke grænseoverskridende tæt på. Jeg føler aldrig, at vi træder over Alexanders grænse – hvis man da kan føle sådan noget på andres vegne. Han udstilles ikke, men hans verden vises. Familierelationer ridses op og vi inviteres indenfor. Det er værdifuldt.

Det der fylder mest efter at have set filmen er de smukke billeder – især, når vi ser Alexander. Han bærer en skrøbelig ømhed og så viser filmen på fineste vis øjeblikke, hvor hænderne taler. Det kan være når de kæler med katten, glatter dybebetrækket eller lægger et stykke papir lige sådan helt rigtigt i en solstråle.

Og så var der det med Rain Man. For der var scener, hvor jeg ikke kunne lade være med at tænke på Tom Cruise og Dustin Hoffman, når de kørte afsted sammen i bilen. Som to for hinanden fremmede brødre, hvor den ene forsøger at (gen)skabe en relation, men den anden bare ikke giver det medspil der drømmes om.

Da filmen så var forbi, blev der naturligvis klappet – ikke mindst da Alexander og Sebastian kom på scenen. Og ja – jeg kneb en tåre eller mere – for det var en rørende film om en anderledes dreng.

 

Her ser du filmens producer Sidsel Lønvig Siersted sammen med Alexander og storebror Sebastian (th).

 

Den kan lånes via biblioteket – link her.

[Redigeret marts 2018. Udgivet første gang 8. november 2013.]

5 thoughts

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.