Selvstændighed – eller historien om et vækkeur

Midt i al min fejlslagne fodboldplanlægning er der også lyspunkter. Alfred bliver nemlig mere og mere selvstændig – og så er det bare om at følge med. Som forleden hvor han spurgte om han måtte være alene hjemme. Altså mens jeg så gik i kiosken efter is til ham. Han havde lavet en prioriteret liste over hvad det skulle være. Og så var det bare afsted med mig. Heldigvis havde de is nr. 1 – et Guldhorn.

huskeseddel
Også på andre områder vil han i større grad klare sig selv. Han er i lang tid blevet vækket kl. 6, som er en time tidligere end nødvendigt. Han har selv bedt om det – for så har han tid til at se de nyeste videoer om Minecraft fra Popular MMO og han får også en stille og rolig morgen, da det kun er ham og mig der er oppe. Jeg vækker ham, han tager tøj på, spiser morgenmad og får børstet tænder – og det tager ca. 15 minutter uden sure miner, men med smil og masser af kys til mig (yeah!) Sådan er det ikke hvis vi alle fire rumler rundt i køkkenet. Så kan der nemt ske sammenstød, så denne tidlige rutine er god for alle. Faktisk også for mig.

Det har ellers kun været i hverdagene, at han er blevet vækket tidligt, men de sidste par weekender har han også bedt om tidlig vækning. Jeg har mukket lidt, da jeg måske godt vil sove bare en smuuuule længere i weekenden. Men så fik jeg en idé og foreslog ham at jeg købte et vækkeur til ham, så han selv kunne stå op.

Det blev han super glad for og er her i ferien selv stået op kl. 6 for at se sine elskede videoer. Jeg udvalgte nøje et som var nemt at betjene og som havde en diskret lyd. Glæden ved selv at klare det er ikke til at tage fejl af. Næste skridt bliver at han også klarer morgenmaden selv – og jeg er ret sikker på at det kommer inden længe. Godt klaret, Alfred!

 

2 thoughts

Skriv et svar