[Her kan du læse del 1 og del 2 – før jeg giver ordet videre til Ellen fra Rainwoman.dk.]
“Husk at slukke for vandhanden, når vandet løber for stærkt!”
I forbindelse med min deltagelse i SIKON konferencen, har jeg deltaget som gæsteblogger her på Autismetanken. Jeg vil gerne takke for at have måttet dele mine tanker med jer alle her, og hvis I fremover har lyst til følge flere af mine oplevelser med eller tanker omkring autisme og det at være på spektret, skal I være velkomne til at like Rainwoman på Facebook. Med denne stående inviation vil jeg indlede 3. og sidste del af mit gæsteindlæg:
…Nu er der gået lidt over en måned siden jeg var på dette års SIKON konferencen. For alle deltagerne føles det sikkert som en evighed siden, især eftersom vi ikke gik i sommertøj i de dage, ….solen var kun lige begyndt at titte frem og når det så pludselig bliver sommer fra den ene dag til den anden, så føles alting fra før sommeren kom – som om det er 100 år siden vi oplevede det.
Og på mange måder kan man sige, at det er 100 år siden, der var SIKON konference – ihvertfald for mig. I historien om Tornerose, stikker Tornerose sig på en torn, og skal “sove i 100 år”. Symbolikken er enestående i forhold til det at deltage i en konference for mig. Efter en intensiv periode på overarbejde har jeg brug for ro i mit liv. At være på konference er blot et eksempel. Der findes tusind andre eksempler på at vi autister har brug for restitution, efter nogle hårde strabadser. Først en måned efter konferencen, og den overvældende men også fantastiske oplevelse ved at modtage autismeprisen – er jeg ved at være helt klar i hovedet igen, og kunne tænke sammenhængende, dybe og analytiske tanker. (Hvilket jeg elsker og derfor værner om.)
Hverdagen står jo desværre ikke bare stille, blot fordi der har været lidt overload på nogle dage. Sådan er det for os voksne autister, men sådan er det også for de børn, der har en autismediagnose, og eksempelvis skal passe ind i nutidens skoletilbud. Der er pres på, når man skal præstere og agere over evne. Så bliver den autistiske hjerne overloadet – den kan ikke følge med. Efter ethvert overload er der brug for restitution, og jo længere periode med overload, desto længere restitutionstid er der behov for. Hvis vi så ikke får en pause og kan koble helt ud eller fra, så forlænges restitutionstiden. Og hvis vi ikke passer på, fortsætter overloadet og vores tilstand forværres.
Rent fysisk kan den individuelle persons krop kun klare så og så meget pres, førend funktionerne, det mentale og det fysiske begynder at svigte. Sådan er det for alle, og derfor kan det forhåbentlig også vinde genklang hos mennesker uden autisme, når jeg taler om, at det ikke er bæredygtigt for nogen mennesker, ej heller for samfundet at være i et overload for lang tid af gangen. I kender det fra jer selv, eller fra nogen tæt på jer – man bliver syg enten fysisk eller mentalt, eller både og.
Udfordringen ved lige netop dette aspekt er, at vi med autisme er særligt sårbare over for og reagerer hurtigere – ja ofte prompte – på stress og overload. Vi har et konstant mylder af sanseindtryk og et stærkt reduceret filter til at sortere irrelevante indtryk fra og en bearbejdningshastighed af disse som ikke altid går hånd i hånd. Der skal ikke så meget til at vælte læsset.
Min personlige erfaring er at for at kunne lagre informationer skal der være plus på kontoen og derigennem evne til at håndtere og bearbejde de indtryk der kommer ind. Ellers varer det kun kort tid, før der ikke kommer noget igennem. Så er det bare overload på overload. …
Lidt ligesom hvis man skruer op for vandhanden i badeværelset, og afløbet i vasken ikke kan følge med. Der er kun så og så meget vandstyrke og mængde af vand, der kan løbe i vasken, førend det overstiger kapaciteten til at få vandet igennem ved afløbet. Til sidst flyder vasken over og skaber kaos i hele badeværelset.
Hvad er den første naturlige reaktion på en igangværende oversvømmelse i et badeværelse?
Korrekt! – AT SLUKKE FOR VANDET!
Herefter følger oprydningsarbejdet, og når alt ligner sig selv som før, så kan der åbnes op igen for vandet, og optimalt set, justeres mængden af vand denne gang i forhold til den kapacitet med hvilken den kan løbe igennem, så der ikke igen bliver oversvømmelse.
……!
Det vil jeg ønske at eventuelle læsere, der arbejder med integration af mennesker med autisme, enten på arbejdspladsen eller i folkeskolen vil have in mente – hele tiden. Der kommer ingen læring ind, hvis man er max. belastet og funktionsniveauet bliver nedsat eller går nærmest i stå…. Hvis man til gengæld hele tiden justerer i forhold til den enkeltes kapacitet til at tage indtryk ind, så er der mulighed for udvikling og trivsel..
….!
(lektion slut)
….Nu fik jeg ikke skrevet så meget om SIKON konferencen. Jeg røg vist ud af tangenter i alle 3 indlæg, men de er jo alligevel på usynlig vis, forbundet til min oplevelse med SIKON i år. Der var flere rigtigt gode talere, synes jeg, og jeg vil ikke fremhæve nogle talere frem for andre her, for behovet for hvad man vil høre om er individuelt. Men hvis man har lyst til at prøve at deltage i konferencen, vil jeg klart anbefale at kigge kataloget igennem, når det udkommer for næste års konference, og slå til hvis man synes, der er noget der fanger en i forhold til at få lært mere om autisme. Og med de nye autismevenlige tiltag, er der også flere på spektret, som måske vil have nemmere ved at deltage end de havde før. Jeg kan også sende mine varmeste anbefalinger afsted i forhold til Skivekonferencen som finder sted i efteråret. Prøv det.
Til sidst vil jeg bare sige tak fordi I fulgte mine gæsteindlæg på Autismetanken!
Bh Ellen alias Rainwoman.