Skolestart med en skygge

Skolestart (uanset klassetrin) er svært for rigtig mange børn med autisme. Skole i sig selv kan være en udfodring. Jeg føler med dig – og især dit barn, hvis denne tid er ekstra svær. Og hvis I endda ikke har det rigtige skoletilbud… Så er der bare ikke noget som helst at grine af. Selvom vi er på ‘den anden side’ og har et bedre end godt skoletilbud til Alfred, så kan jeg ikke lade være med at tænke på alternativet. Derfor har vi også valgt en anden skole til August end den Alfred fik sit første år på. Der var bare for meget dårlig karma – uanset om August er en helt anden dreng end Alfred. Vi ville gerne noget andet og fik heldigvis plads.

Men altså – Alfred begyndte i skole i går. 3. klasse på Skolen i Peter Vedels gade. Og det var sådan en lettelse at sende ham afsted. Han gled lige ind i sidste års morgenrutine (morgenmad, tøj på, børste tænder, legetid, sko og overtøj, ned til taxien) – og jeg var lettet og taknemmelig, da det endda var samme chauffør og samme drenge som sidste år. Som om ferien ikke havde eksisteret, tog han afsted. Nogle gange kan jeg blive så lettet – forundret over at det ikke er svært, for det er jeg så vant til.

Men det skal handle om ham her – August. Min lille guldklump, der bander over at skulle cykle i frit, som synes jeg er den dårligste mor i verden og “i øvrigt, mor – så mener jeg det – jeg vil have en anden familie!” Han begynder i skole i morgen, så naturligvis sidder jeg her og hakker i tasterne i stedet for at passe min sengetid.

August har ingen diagnoser. Han er NT (neurotypisk), men selvfølgelig ganske særlig alligevel. Og han skal ind i en helt ny verden, hvor ingen Alfred har trådt stien for ham. Fra at være kongen af børnehaven er han nu en lille fisk – men han er sej, ham August. Det tænker jeg, når han brokker sig. Når han protesterer. Når han synes det bare er for meget med Alfred og Aspergers. For det er han begyndt at tale mere om – at det er irriterende. Jeg havde nok set det komme, men min fornemmelse siger mig at det vil tage til i omfang.

Og her er min udfordring – hvordan håndterer vi det i forhold til skolen? I forhold til fritten? Kommende legekammerater? For selvom det ikke er en del af August, så er det en del af hvem han er – det er en del (en meget vigtig del) af vores familie, at Alfred har autisme. Det er på ingen måde noget, vi skjuler – og jeg har skrevet det i både stamkortet til skole og frit. De voksne der kommer til at være tæt på August, vil jeg også fortælle det til. Men det skal heller ikke være det, der definerer August. Han skal ikke præsenteres som “August, som har en autistisk storebror” – han skal være sin egen person.

Indtil videre har strategien været at være åbne i forhold til personalet. Og han er jo kun lige startet i frit. Ingen potentielle legeaftaler lige om hjørnet. Men det vil komme – og så vil jeg have det som en del af pakken. Historien om vores familie. Det er på sin vis Augusts skygge – men det er ikke hans byrde. Det er bare sådan det er. Han skal ikke stå i skyggen af Alfred – ikke stå i skyggen af nogen. Men med den fart han generelt har på alt han foretager sig, skal det være en hurtig skygge for at kunne blive på ham mere end et øjeblik.

I børnehaven, (som jeg godt vil indrømme at jeg savner), kendte de hele familien. Alfred og August nåede at have to uger sammen, før Alfred startede i skole – så der var ikke brug for forklaringer. De kunne se på August, hvornår han lige kopierede nogle Alfred-ting. Den viden har de af gode grunde ikke i skolen.

Jeg håber, at der kunne blive basis for en søskendegruppe på skolen. August har brug for nogen at snakke med, som har det lige som ham – og han er god at tale med for andre. Så jeg har planer – også på den front. Men vigtigst af alt vil jeg gøre hvad jeg kan for dels at give August så meget frihed i hans ‘nye liv’ – og for at bevare det tætte bånd Alfred og August har.

Livet er vigtigt. Skolen er vigtig. Og en af de ting jeg blandt andet faldt for ved Amager Fælled Skole var da de fortalte at de selvfølgelig ville give børnene en god skolestart, men at det mest af alt handlede om en god skolegang. (Uh, sådan noget kan jeg godt li’ at høre!)

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan I har taklet søskende-skole-tingen? Alle tips modtages lige her i kommentarfeltet.

6 thoughts

  1. Jeg tænker, det er super vigtigt, at skolen netop bliver din søn Augusts fristed.Et sted hvor de andre elever er som ham, og hvor han kan slappe af, være en del af et fællesskab, være i centrum – ja bare være ham 🙂 Et sted hvor man ikke snakker autisme. Her er det ham, det handler om og hans behov. Åbenhed er vigtig – hvad autismen angår – men det er ikke August, der har autisme. Oplysninger herom skal gives, hvor det er relevant – fx hvis August skal have kammerater med hjem. Så kan der være nogle særlige hensyn, der skal tages af kammeraterne. Tænker også på Alfred – som jo ikke behøver bliver udstillet hele tiden. Han er jo ikke sin diagnose men har nogle udfordringer, han skal deale med, og som der skal tages de nødvendige hensyn til. Det var lige mine tanker og råd 🙂 – Vh Anna

  2. En højaktuel udfordring også hos os. Silje startede i dag på en folkeskole, hvor de ikke kender til storebror og de glæder og udfordringer det giver, når man er mindstesøskende til en med autisme. Og Alexander magter ikke at komme med i siljes skole og frit hverken til at hente eller aflevere eller til sociale arrangementer. Ihvertfald ikke lige nu hvor han selv lige er rykket op i 2.klasse på specialskolen andetsteds i byen. Men jeg håber og vil forsøge ihærdigt at tage ham med så meget han nu magter, så han ikke bliver den hemmelige, underlige bror. Og så er det jo forfra igen med nye legekammerater og deres forældre, der skal lære vores særlige familieforhold at kende-uden at løbe skrigende bort. Så som dig er det på med overskudshatten og så tage det lidt efter lidt. Tak for tip om søskendegruppe – den tager jeg videre til alexanders klasse, hvor der er flere m mindre søskende i begynderskolealderen. Pøj pøj og alt det bedste til jer alle!

  3. Vi var gennem overvejelserne for tre år siden da Freja skulle starte på frit. Bjørn gik nemlig stadig på den “normale” frit og skulle Freja nu starte der eller skulle vi vælge en af de to andre fritidshjem skolen har? Havde hun brug for ikke at være (den anderledes) Bjørns lillesøster?
    Sagen var bare den at hendes daværende børnehave er nabo til fritten og hun var vant til at vinke til Bjørn gennen hejnet og komme med ind og hente ham om eftermiddagen. Hun havde selv en klar fornemmelse af, at det var den frit hun skulle gå på og hun glædede sig til at gå sammen med Bjørn. Og det blev hendes forventning der afgjorde vores valg. Derfor var det også oplagt for mig at fortælle om Frejas storebror på første forældremøde, for det var højst sandsynligt at de andre elever ville opleve Bjørn og ikke nødvendigvis på en god måde.
    Jeg har ikke fortrudt vores beslutning, hverken om frit valg eller åbenhed. De udfordring Freja møder bliver lettere af at alle ved klar besked. Og så skal det ikke glemmes at både Freja og Bjørn var glade for det år de gik sammen. Hans anderledeshed blev opvejet af hans omsorg og beskyttertrang for sin lillesøster.
    KH Signe

Skriv et svar