Jeg kom alt for sent i seng i går. På grund af mit barn. Ham den ældste, som startede min rejse ind i den autistiske verden.
Han var nemlig sent oppe.
Det har vi oplevet før – hvor det betød, at han havde svært ved at falde i søvn. Hvor han tumlede med tanker.
I går var det anderledes.
Han var nemlig til koncert igen. Denne gang på Stengade – til stener rock. Han bevæger sig ud i verden med syvmilestøvler i øjeblikket.
Og han kom hjem – sent, træt og glad. Da jeg spurgte hvordan det havde været, svarede han:
“Mor! Jeg har været nede i en kælder, med en flok svedende 50-årige og en masse larm. Det var fantastisk!”
Så selvom det var en hverdagsaften, selvom han kom alt for sent i seng, selvom det var Nørrebro, Stengade og min indre katastrofetænker gik amok, så var mit hjerte i går (og i dag) helt fyldt af glæde, fordi Alfred var glad. Fordi han elsker musik og går op i det med intens interesse. Fordi han deler ud af sin viden. Fortæller, deler, perspektivere – og lige nævner, at 1000mods jo faktisk var på tour og skulle spille et sted der hedder Stengade, så jeg får mulighed for at foreslå at han da kunne komme til koncerten.
Og som en slags full circle, havde Alfred selskab af min bror, som jeg for snart mange, mange år siden tog med til koncerter. Så åh – det var altså følelsen at Next Level, da Alfred steg ud af bussen langt efter midnat i går.
Jeg synes, han er så cool, ham Alfred – og jeg glæder mig til at blive smittet af hans glæde efter mange, mange koncerter fremover.
[Det skrevne er mit perspektiv, og jeg har fået lov til at skrive om det af Alfred. Og tro mig – der kom en seddel direkte i Guldkrukken, da han kom hjem. ]