Nej til tvangsvenskaber

Pædagogisk konsulent: “Ja, han er glad for skolen – men har han nogen venner?”
Mig: “Næ…”

Den søde pædagogiske konsulent så på mig i mødelokalet, hvor jeg havde fortalt stolpe op og ned om hvor glade vi er for Skolen i Peter Vedels gade.

Og jeg blinkede lidt og tænkte over det. For har Alfred venner? Næ, det har han ikke i den almindelige forstand. Vi har aldrig nogen med hjemme. Især ikke efter skole. Han efterlyser det aldrig. Savner ikke at have nogen med hjem. Måske fordi han har August. Når jeg spørger til, om han har venner i klassen, svarer han afvigende, selvom jeg ser ham havde det hyggeligt med de andre. Men venner? Nej, det er de bestemt ikke, synes Alfred.

Og så forsøgte jeg at forklare konsulenten at det at have venner ikke er en brugbar valuta i Alfreds lykke-land. Det er ikke der han finder skoleglæden. Det scorer ganske simpelt ikke point hos ham at have venner. Hvad skulle han med dem? De irriterer, spørger om dumme ting, gør ikke som de skal (i Alfreds verden). Og jeg kunne mærke at jeg havde det helt fint med det. Tidligere ville tanken om at mit barn ikke havde venner få mit hjerte til at krympe, men jeg kender jo Alfred. Han er cool med at være Alfred. Når det er sagt, så tror jeg det er et spørgsmål om tid og de rette sammenhænge før han vil begynde at knytte venskaber. Han er bare ikke klar endnu.

Jeg forklarede konsulenten, at Alfred ikke ser den sociale interaktion som et mål i sig selv. Det er aktiviteten der har værdi. At der er andre deltagere kan være en bonus, men ikke noget der som sådan er afgørende. Så jeg venter og står klar. For muligheden for at knytte venskaber skal han have – når han er klar og det giver mening. Vi siger nemlig nej til tvangsvenskaber, men ja til relationer af den selvvalgte (aktivitetsbårne) slags.

5 thoughts

  1. Det er meget interessant Kathrine. Når man selv er et socialt menneske, er det svært at acceptere at ens barn ikke er i stand til at knytte venskaber. Det er Aksel absolut ikke på nuværende tidspunkt. Jeg ved ikke, om han bliver i stand til det, men det håber jeg. Tidligere gjorde det mig ked af det på hans vegne, men jeg er ved at forstå, at det ikke er hans behov. Han elsker at gå i børnehave på trods af, at han ikke har noget fællesskab med de andre børn.

  2. Jeg kender det så godt. Min søn er egentlig rimelig udadvendt, men venner er det så som så med. Han kan bedst lide at være hjemme. En sjælen gang i mellem har han en med hjem. Der kan gå flere måneder. Det gør mig trist ind imellem. Tilgengæld kan jeg jo høre at han griner og ler og snakker med skypevennerne, når han sidder og spiller computer. Hans verden er en anden end min.
    Mvh
    Mette

Skriv et svar