Ét sting gør stor forskel

Det med at blive ringet op fra skolen – det bliver aldrig rigtig rart, vel? Det var det heller ikke i dag, for Alfred var kommet til skade med en kniv til sløjd. Den slags kan jo ske – og man lærer altså bedst at snitte, hvis kniven er skarp, men den var smuttet en smule og havde givet ham et stik i låret. De havde renset og forbundet det, men det ‘gabte’, fortalte hans lærer. Alfred havde taget det pænt – og var vist glad for den soldater-forbinding han havde fået på. Men det kunne jo godt være at det skulle kigges efter… Så jeg kom naturligvis springende. Og tak(!) fordi mit arbejde er så fleksibelt, at jeg kan gøre den slags. (At jeg så sidder her i aftenstunden og arbejder må jeg bare tage med).

Jeg hentede den sårede kriger, der var i fint humør – indtil jeg nævnte noget med skadestue. For der har han været før. Fem sting i panden af en læge som ikke forstod konceptet forberedelse af autistisk patient. Som ikke lyttede til Mikkel, der var med Alfred. Og som i den grad satte spor på Alfreds nogle gange alt for gode hukommelse. Læs selv her.

Så jeg forsøgte at undgå skadestuen. Prøvede hos egen læge, men forgæves. Vi måtte derud. Efter samtalen med 1813 lød det heldigvis ikke til at der skulle syes, men jeg blev klogere.

Efter en enkelt selvmordstrussel ved udsigten til at skulle på skadestuen ‘for du kan jo godt huske hvordan det var sidste gang, mor?‘ tog vi afsted. Hvis alt koksede, ville vi tage hjem, tænkte jeg. Men min frygt blev gjort til skamme – og hurra for det!

Ikke nok med at vi var de eneste på skadestuen og derfor kom hurtigt til (som i at vi lige havde sat os i venteværelset da lægen kom). Lægen var også sød – og jeg fortalte kort om vores sidste besøg. Alfred supplerede selv med at det havde været en forfærdelig oplevelse.

Han kom op på briksen – viste skaden frem. Og så sagde lægen det jeg frygtede – at det ville være bedst hvis det blev lukket med et enkelt sting.

Det gør jeg ikke!‘ udbrød Alfred. ‘Så flipper jeg!

Men jeg kunne se på ham, at der var et stykke vej til ‘flippet’, så jeg støttede lægen og sagde, at det jo var bedst at få det lavet ordentligt.

Alfred spurgte om det ville gøre ondt. Ja, svarede lægen. Lige så ondt som de fem sting i panden? Nej, ikke helt. Bliver jeg bedøvet? Nej…

Her sank jeg lige en gang. Men det giver jo ikke mening at give ét stik for at stikke en gang, når man syr.

Det tror jeg godt, du kan klare, Alfred‘ sagde jeg og kiggede på ham. Lidt prøvende.

Ok, jeg gør det!‘ sagde den sejeste dreng så.

Lægen var hurtig til at finde sagerne frem. Rensede af. Spurgte om Alfred ville vide hvad der skulle ske. Det ville han (selvfølgelig) gerne. Ét sting. Én knude. Bum!

Han måtte gerne skrige, hvis han ville – sige bandeord – holde mig i hånden.

Og han klarede det! Jeg er så stolt af ham – men mest fordi han blev så stolt af sig selv. For pludselig var det overstået.

Var det bare det?‘ spurgte han, da der var bundet knude og sat plaster på. Lægen nikkede og Alfred begyndte at filosofere over, at det nok mest var tanken om at det ville gøre ondt, der var væmmelig, og ikke så meget selve stikket, for det var jo hurtigt overstået.

Vi var næsten høje, da vi gik derfra. Alfred strålede!

Tak, fordi du fjernede min skadestue-fobi‘ grinede han.

Og det er jo netop derfor man nogle gange skal gå tilbage til det der var svært. Det som gik dårligt. Det som gjorde ondt – måske både udenpå og indeni. For hvis man nu får en god – eller bare bedre – oplevelse, så er det med til at ophæve det dårlige. Især med en autistisk dreng som Alfred er det vigtigt at arbejde med at få gode oplevelser efter de dårlige. At fremhæve nuancer i oplevelser. Så det ikke bare er himmel eller helvede – men også af og til en tur på jorden. At minde ham på at man altid kan gøre forsøget. Hvis man ikke forsøger noget, sker der ingenting. Ikke at han skal stikke sige igen, så vi kan afprøve om det stadig vil være en god oplevelse at blive syet – men vi har fået endnu en historie til bogen om ‘Alt det der gik godt’. Jeg har skrevet om vigtigheden af positivitet før. Og det er og bliver en af mine kæpheste. Så hyp-hyp!

Men.

Det er altid et sats. For det kan jo ende med at gå meget værre. Men det kan også gå godt. Og så kan man trave ned ad Kastrupvej med sin mini-Rambo under armen og frydes over, at han sådan klarer et sting i låret – uden bedøvelse.

Owned it!‘ var hans sidste kommentar – og smilet var ikke til at tage fejl af.

Skriv et svar