SIKON: Louises drøm om den store scene

Lige som livet leves forlæns og læres baglæns – eller hvordan det nu er – så er mit første “rigtige” indlæg fra SIKON om det sidste punkt på programmet, nemlig Louises foredrag Jeg er Asperger, hvad er du?

20120417-192616.jpg
Da jeg pakkede tasken søndag morgen kom der en del kleenex i tasken. For jeg har et ret sensitivt (læs: aktivt) visuelt vandværk, når det gælder autisme. Ikke fordi jeg synes det er trist eller noget at græde over – det berører mig bare dybt. Men den eneste gang jeg måtte hive en lille hvid firkant op af tasken var da Louise fortalte. Og selvom jeg har hørt hende før på Skolen i Peter Vedels gade, er hun stadig imponerende i sin evne til at formidle sit handicap, så selv en neurotypisk (NT) mor som jeg kan forstå det.

Da Louise selv for flere år siden deltog i SIKON for første gang, var hun lige startet med at holde foredrag. Og hun drømte fra da af om at stå på den store scene og holde sit foredrag. I dag kom Louise i mål. Ikke sejlende, men med stående og velfortjent applaus.

Louise har en række gode pointer, som er værd at holde sig for øje uanset om man er autist eller NT. Det handler om at lave sin egen målestok for lykke i livet. Holde op med at sammenligne sig med andre (villa, vuf og Volvo) – for så kan man leve livet med følelsen af fiasko. Og det nægter hun (gudskelov!). Hun har selv opnået en hel masse. Ikke på trods af sin autisme, men takket være sin autisme.

Men det er jo ikke bare happy-happy at være Louise. Og det er så her kommunen kommer ind. For i stedet for at give hende den støtte hun har brug for. Altså praktisk støtte til f.eks. indkøb eller sociale sammenkomster, så får hun nu to timers ugentlig samtale. Ikke noget efter kl. 16, i weekenden eller ferier. For der er man jo ikke autist, som hun ironiserede – for det kan hun nemlig, dét med humor. Men lur mig om ikke kommunen har lagt sig ud med den forkerte, og jeg holder med Louise. Hvorfor giver man ikke den støtte der er brug for? For som hun selv pointerede så smukt, så skal vi alle bidrage i det omfang vi kan – og jeg kan og vil godt, men har brug for støtte, som hun sagde.

Lykken for Louise er en solstråle på altanen med sine katte. Og kære Louise – jeg ønsker dig masser af solskin. For du fik altså solen til at skinne over mig.

Du kan læse mere om Louise lige her.

20120417-192706.jpg
Og sådan så det stående bifald ud fra min plads nær scenen.

3 thoughts

Skriv et svar