Informatør – tør du?

Jeg læste et sted, at hvis du vil vide noget om autisme, skal du spørge et autistisk menneske. Og det giver jo god mening, ik’? For hvorfor gå og gætte, når der er tydelige og smukke stemmer, der kan fortælle barske historier om ikke at blive forstået og hvad der gjorde en forskel.

Fra Hinnerup Kollegiets Informatør uddannelse har jeg fået lov til at dele sådan en historie med jer. Skrevet af en autistisk pige, der med sin gribende tekst så tydeligt viser, hvorfor det er vigtigt at lytte. For det er en stemme så klar, at jeg har haft den siddende i hjertet siden jeg læste den første gang. Af hensyn til pigen har jeg ændret navnene, men ellers er alle ordene hendes.

Målet med Informatør er at styrke autistiske menneskers evne til at dele deres vigtige viden og erfaringer med resten af samfundet. Hvis du vil vide mere om Informatør kan du kontakte Felix Munch på felix.pischinger[@]ps.rm.dk eller læse mere på Facebook.

Når du har læst fortællingen, så håber jeg meget du vil skrive en kommentar. Og nu vil jeg overlade pladsen til denne navnløse, men beundringsværdige pige.

Skoletiden

I skolen var jeg den stille pige for lærerne og den mærkelige sjove pige for mine klassekammerater.

Til hvert eneste forældremøde fik jeg at vide at jeg skulle sige noget mere og række hånden noget mere op i timerne.
Men det var svært, selvom jeg havde kendt mine klassekammerater siden børnehaven, var der altså alligevel noget grænseoverskridende ved at række hånden op, nogle gange rakte jeg hånden op hvis vi var mange der gjorde det, for så var chancen for at blive valgt til at sige noget ikke så stor.
Nogle gange skulle vi fremlægge ting for klassen, jeg kan huske at jeg altid stod og rystede på hænderne så papiret ville larme, og min evne for øjenkontakt blev væsentligt ringere.
Jeg ville kigge på planchen vi havde lavet eller ned på mine hænder og vifte mit hår frem for ansigtet. Lige meget hvor meget jeg så havde øvet mig i at fremlægge, så var det sådan.
Fra børnehaveklassen til 6. klasse var jeg en af de dygtigste, jeg fik næsten altid 11 i karakter selvom jeg sjældent lavede lektier.
Men i 7. klasse begyndte det her med at række hånden op altså at blive vigtigt for karakteren, og der var pludselig en overvældende masse gruppe arbejde og vi fik tysk for første gang.

På det her tidspunkt begyndte jeg at pjække meget. Jeg kunne blive væk en hel uge af gangen, og lærerne ville intet fortælle til mine forældre.
Det sociale blev for svært og for meget for mig, nu skulle man pludselig begynde at tage til nabo byerne for at shoppe eller for at tage til nabo skolernes fester.
Man skulle pludseligt begynde at bagtale mere end hvad det havde krævet at man var med på før. Skildringen mellem populære og upopulære blev pludselig meget tydeligere end den var før, og tøj, hår og make-up begyndte at betyde noget.
Alt blev for meget, jeg kunne pludselig ikke følge med mere og jeg stod tilbage med én veninde. Det var hvad jeg magtede.
Min far har altid gået op i at hans børn skulle se normale ud.
Så han spurgte ivrigt og optimerende om han skulle ringe for mig og invitere nogle af mine klassekammerater forbi, om han skulle køre mig til naboskolens klassefest, om jeg ville ud og shoppe med en veninde.
Men det havde bare slet ikke min interesse, tøj var noget min mor valgte, og mit hår groede som det nu ville og var bare langt og kommune farvet hvor de andre piger begyndte at få striber i deres.

Make-up brugte jeg heller ikke, jeg var simpelt bare ikke interesseret i alt det her, og smykker var bare i vejen for mig og jeg kunne ikke tåle lydende fra billigt metal der klingede sammen hver gang man bevægede sin arm.
Mine karakterer styrtdykkede til en 7-8’er i gennemsnit.
Igennem hele folkeskolen, og børnehaven med, havde jeg særligt én bedste veninde.
Hun hed Marie. Marie var ikke bare min bedste veninde, hun var min støttepind og den normale modsætning af mig som jeg kunne efterligne.
Hun elskede min livlige fantasi, som at forestille os at vores cykler var heste eller mærkelige blandinger af dyr vi selv fandt på. Jeg fandt på at lege dinosaurer i mine forældres store have, hvor gyngerne var flyveøgler vi skulle balancere på.
Jeg fandt på at lege løvernes konge hvor vi kravlede rundt på alle fire, og jeg kunne imitere nogle dyre lyde som Marie fandt fascinerende.

Jeg brokkede mig heller aldrig over at skulle lege manden i vores Barbie lege, ja jeg kunne faktisk finde på noget at lave hele tiden, og det satte hun vist meget pris på da hun selv var en aktiv pige. I skolen hjalp hun mig meget på det sociale, hun blev ubevist min ”kontaktpædagog” i skolen. Havde jeg problemer, om det så var fagligt eller socialt, så gik jeg til hende, selv hvis vi var uvenner hvilket skete i ny og næ som det sker i alle venskaber.

Ubevist har hun også fulgt mig rundt på skolen når vi fik nye lokaler som vores fag blev fordelt i. Fx da vi fik fysik i skolen skulle vi jo pludselig til at gå fra det sikre klasseværelse hvor jeg kunne trække vejret, ned ad en gang, dreje til højre, op af nogle trapper og så ned i enden af den næste gang. Det lyder nemt, men for mig var det helt sløret. Jeg kunne simpelthen ikke finde derned uden Marie.

Og så fik vi pludselig et biologi/geografi lokale jeg også skulle forholde mig til et par gange i ugen, og så et EDB lokale, og så blev vi for gamle til at bruge skolens gymnastiksal, så nu skulle vi pludselig finde ned i byen hen til byens sportshal.
Havde jeg ikke Marie, jamen så ville jeg jo kun kunnet blive undervist i de fag vi havde i klasseværelset..
Jeg tror Marie ubevist vidste hvad der foregik hos mig, hun fandt mig i hvert fald hvert frikvarter når vi skulle over til sportshallen eller til et af de andre lokaler på skolen.
Var det ikke Marie der fandt mig og huskede mig, så var det en anden fra klassen der fulgte mig derhen. Hun fandt også siddepladser til mig i de nye lokaler og i skolebussen, husker jeg.

De få gange jeg nu blev glemt og efterladt i klasseværelset, kunne jeg finde på at enten bruge tiden på at tegne i klasseværelset alene, eller bare gå hjem.
Jeg kunne ikke finde rundt.
Havde jeg ikke haft min søster til at følge mig i skole de første to år da jeg blev for gammel til at bruge skolebussen til at komme frem og tilbage med, havde jeg heller aldrig fundet skolen, eller fundet hjem for den sags skyld.
Min orienteringssans har altid været dårlig, jeg kan ikke finde hoved og hale på nye steder.
Det har taget mig næsten to år at kunne bruge bare lidt af byens centrum fordi jeg simpelthen farer vild og mister orienteringen med det samme.

Lektier var heller ikke noget jeg var god til, jeg lavede meget sjældent lektier i folkeskole.
Jeg kunne ikke finde ud af at finde dem frem derhjemme, hvornår var det passende at lave lektier? Med det samme man kom hjem? Efter aftensmad?
Min mor spurgte et par gange i ugen om jeg havde fået lektier for, i de første klasser svarede jeg altid ja, og så blev de tit lavet, men som lektierne blev mere indviklede og mere og mere blev til ”læs og forstå” opgaver, gav jeg op og begyndte at svare nej når min mor spurgte til lektierne.
Læs og forstå opgaver kunne og kan jeg slet ikke.
Jeg sidder bare og læser opgaven igen og igen, men der sker ingenting, der er bare tomt.
Jeg har brug for at der er en der forklarer mig opgaven, altså virkelig skærer en opgave ud i pap for mig, så begynder der at køre tanker rundt der bliver formet til svaret.
Men det kræver altså lidt tålmodighed fra den der skal skære opgaver ud i pappet, og i en klasse på 20 så fik jeg altså tit den der ”så, nu har jeg forklaret dig det, nu må du tænke selv”. Så måtte jeg opgive og begynde at tegne i stedet.
Jeg tror at lærerne eller de andre elever nogle gange har troet at jeg spurgte for sjov, for jeg kunne spørge til den samme opgave igen og igen og lede efter den formulering der passede min hjerne bedst, den rigtige formulerede opgave som jeg ville kunne svare på.
Og det kunne godt tage lidt tid at få ud af læreren.
Min mor ville gerne hjælpe mig med mine lektier, men min energi forsvandt fuldstændigt bare hun nævnte ordet ”lektier”, så det var altså mindre energikrævende at lyve.
Mine lærer i folkeskolen gik heller ikke synderligt meget op i om vi havde lavet lektier eller ej, vi fik da et kryds en gang imellem i et kladdehæfte lærerne havde gemt under katederet, men jeg så den aldrig til fx forældremøder. Så det var ikke så vigtigt om man fik et kryds eller ej.

Lærerne hakkede sjældent på os for ikke at have lavet lektier, og det passede mig meget godt, for jeg gjorde det jo egentlig ikke for at genere nogen, jeg gjorde det for at spare energi. Jeg havde intet imod lektier eller at skulle læse i en læsebog, jeg prøvede da også at få lavet det jeg kunne nå i skolen fordi jeg vidste at lektier ikke var noget jeg magtede når jeg først kom hjem.

Måske har lektier været så svært at tage sig sammen til og have energi til, fordi lektier var skolerelateret, og nu var jeg jo hjemme sidder jeg og tænker på.
Jeg har altid haft svært ved at blande ting der hører til hver sit sted.
Fx lektierne har nok hørt til i skolen for mig, og ikke derhjemme. Så det har nok taget meget energi at skulle forholde sig til, at nu var lektierne altså med hjemme, et sted de ikke hørte til.

Måske har det også været det der har spillet ind når jeg skulle lege med de andre børn efter skole, de hørte til i skolen, ikke hjemme hos mig.
Marie var en undtagelse, da vi skulle følges meget af vejen hjem fra skolen, så var det som om at hun både hørte til i skolen og på den vej jeg boede på, så var det meget nemmere at tage med hende hjem eller tage hjem til mig sammen med hende, for hun hørte i forvejen til der.

Selvom jeg ikke var god til det med at se moderne ud og have smart tøj på i skolen, eller at have venner på besøg og sladre med de andre piger i klassen, kunne jeg alligevel godt se de tre kategorier alle klasserne have inddelt sig i:

Populære
fyldere
upopulære

Populære var de seje i klassen som de andre kunne se op til og kopiere.
Fx var det tit de populære i klassen der startede klassens dille og mode.
Fyldere er de elever der egentlig bare er der, de er hverken populære eller upopulære, de bliver ikke mobbet, og de hopper bare på de populæres trends og idéer. De neutrale kan man vel også kalde dem.
Upopulære er de elever der er mobbeofrene, de elever der kun kommer med til de andres fødselsdagsfester fordi forældrene har inviteret dem.
Jeg var en fylder, og det havde jeg det fint med.
Der blev ikke forventet noget af mig af de andre i klassen, jeg behøvede ikke at holde en sej fødselsdagsfest eller tage med ud og shoppe, jeg behøvede ikke at tage hjem til de andre hele tiden eller stå og bagtale og være med til at mobbe.
Jeg skulle bare være der og skabe balance mellem de andre grupper.
Noget der kunne være en ekstra udfordring i undervisningen, var lyde.
Børn der løb på gangene, en der hviskede ud på sit papir, en lampe der summer eller endda blinker lidt, larm fra børn der havde fået en ti minutters pause som de brugte ude i skolegården.

Det distraherede alt sammen, og det drænede mig for energi.

Jeg har ikke noget lydfilter, jeg registrerer alle lyde.
Når jeg går på gaden hører jeg folks stemmer, bilerne der kører frem og tilbage, musikken fra butikkerne, lyde fra mine egne skridt på jorden, fuglene, skrald der bliver slæbt rundt af vinden, hunde der skal nå at snuse til alt, en med en jakke lavet af en slags larmende nylon der laver en lyd hver gang personen bevæger sig, en der spiser, en der drikker, nogen der hører musik eller ser tv i deres lejlighed med åbent vindue. Det larmer alt sammen og suser direkte ind i mine ører og ud igen.
Nogle gange ville jeg give op på at kunne koncentrere mig om undervisningen, så ville jeg dagdrømme eller tegne i stedet. Det var især når vi fx skulle læse i vores læsebog, eller skrive stil, så var der ingen der snakkede og så blev de her små lyde dominerende og skar sig ind i mit hoved.

Frikvartererne gik tit med at tegne, jeg havde det bedst med at blive på min plads i klasseværelset, jeg har en meget dårlig tidsfornemmelse, og var først i 8. klasse på efterskole at jeg lærte klokken.
Så jeg havde svært ved at fornemme hvornår frikvarteret var slut, eller hvornår en pause på 10 minutter var slut osv. Så det var mest trygt at blive i klassen.
Om sommeren skulle vi være udenfor i det store frikvarter på 30 minutter, jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at måtte blive i klassen, men tit blev jeg smidt ud sammen med de andre efter vi havde spist vores madpakker, som jeg jo så prøvede at spise ekstra langsomt.
Så satte jeg mig typisk sammen med Marie, og så måtte jeg stole på at Marie havde styr på hvornår vi skulle ind.
De dage Marie og jeg af en grund var blevet uvenner, måtte jeg sidde for mig selv. Så sad jeg typisk og dagdrømte eller kiggede på de andre klassekammerater der spillede fodbold eller basket. Jeg måtte prøve at holde øje med de andre fra klassen, når de så gik ind, fulgte jeg efter. Nogle gange dagdrømte jeg mig så meget væk, at jeg ikke lagde mærke til at jeg altså var alene på legepladsen, det skete med lysets hast, og så sad jeg der, forvirret og desorienteret til en klassekammerat råbte fra klasseværelsets vindue eller en lærer hentede mig ind.

Det at flere klasser kunne se mig fra vinduerne var overvældende, det var overvældende og angstprovokerende at være den eneste på legepladsen, for så følte jeg at alle holdt øje med mig fra vinduerne og ville grine af mig når jeg gik alene ind, for alle vidste at jeg ville møde for sent til timen.

Så jeg kunne ikke bevæge min krop før nogen kaldte mig ind eller hentede mig. Det var for pinligt, for anderledes. Det samme problem havde jeg når jeg skulle hjemmefra om morgenen: Min mor skulle helst vække mig, og hun skulle også fortælle mig hvornår jeg skulle cykle hjemmefra eller gå op til busstopstedet for at kunne nå skolebussen.
Det kom ikke til mig naturligt. Så da min mor fik et arbejde hvor hun skulle op før mig og køre hjemmefra før mig, blev det min søsters opgave at sørge for at jeg kom i skole.
Min søster er tre år ældre end mig, og hun gik på den samme skole, så om hun gik op i om jeg kom af sted til tiden eller ej ved jeg ikke, jeg har måske bare kopieret hende og taget af sted når hun gjorde.

Jeg husker en oplevelse på skolen jeg havde mht. dårlig tidsfornemmelse.
Jeg sad og spillede kort med nogle fra min klasse efter skole, jeg skulle bare nå hjem før min mor, eller i det mindste ringe hvis det blev senere.
Men jeg anede ikke hvad klokken var, og jeg kunne ikke fornemme hvor lang tid vi havde siddet og spillet.
Pludselig kommer min mor trampende ind på skolen og går hen til os, jeg smiler bare og siger hej, men hun er vred og siger at hun var nervøs og at jeg skulle tage hjem. NU.
Så jeg måtte hurtigt og lettere forvirret over at der altså var gået tre timer, finde min cykel og cykle hjem til min sure mor der var kørt i forvejen.

Marie, min bedste veninde, begyndte selvfølgelig også at hoppe med på moden og modnes.
Så i 7. klasse ville hun gerne være populær, ligesom mange andre fyldere, hun kunne følge med når folk sladrede eller bagtalte, hun begyndte at synes at ting jeg gjorde eller sagde var pinlige eller akavede, hvilket det sikkert også var.
Så jeg blev lidt efterladt, for jeg ville stadig gerne lege med Barbie eller lege at min cykel var en hest, det tror jeg egentlig også at Marie ville, men hun tænkte nok for meget over hvad de populære ville sige hvis de fandt ud af det.
Drengene var lidt langsommere, så i 7. klasse legede jeg med dinosaur figurer med nogle drenge fra klassen. Jeg var ellers ikke interesseret i drenge, jeg synes de var for livlige og anderledes. Kærester tænkte jeg lidt på, men jeg vidste ikke hvordan man fik en eller hvad man skulle andet end at holde i hånd og kysse tante-kys.
Der var en dreng i klassen som hed ”T”, vi havde gået i dagpleje sammen, børnehave og folkeskolen. Så vi kendte hinanden godt, eller, indtil han fik piger på hjernen. Dvs. 7 klasse, ja 7. var lort.
Men jeg var helt vild med ham, jeg ved ikke om det var kærlighed eller bare fordi jeg ikke vidste hvordan man var ven med en dreng, men i hvert fald kunne jeg finde på at cykle efter ham hjem og lægge et kærestebrev på hans cykel, og så cykle hjem igen, ringe til ham og fortælle hvad jeg havde gjort og så lægge på.
Jeg hørte aldrig for det, så han har nok aldrig sladret om det til sine venner.
Jeg stjal også terninger og hviskelæder fra ham, og spurgte nogle gange om jeg måtte få noget vand fra hans drikkedunk.
Jeg var en rigtig stalker type, min mor syntes bare at det var sødt, men der var nok nogen der skulle have forklaret mig at han ikke ville være min kæreste og at jeg skulle holde lidt igen.
Jeg bliver lidt flov når jeg tænker tilbage på det.

Et andet lille problem jeg havde, var, at jeg havde svært ved både at koncentrere mig om at gå, have en samtale og orientere mig.
Så jeg gik altid langsommere end de andre, indtil jeg fandt ud at, at hvis jeg bare holdte i personens jakke eller taske, eller ligefrem holdte personen jeg gid med i hånden, så kunne jeg holde samme tempo, for så skulle jeg ikke selv orientere mig så meget, og benene bevægede sig også mere automatisk og samtalen blev tit bedre.
Det har jeg brugt meget, især når jeg er nye steder jeg ikke kender så godt.
Det samme gjorde jeg med pædagogerne.
Hvis vi skulle på klasse udflugt eller gå samlet ned i parken for at lege spark-til-dåse eller andet, så ville jeg gerne holde pædagogerne eller Marie i hånden.
Pædagogerne gav bare den ekstra tryghed fordi det var dem der vidste hvor vi skulle hen og førte an, det var de voksne der havde overskuddet til at kigge efter biler når vi skulle over vejen, så jeg prøvede tit at fedte mig ind hos dem når vi skulle på tur så jeg kunne holde dem i hånden.

Selv da jeg gik i 6. klasse ville jeg gerne holde dem i hånden, men så begyndte det åbenbart at blive en mærkelig ting. Så jeg måtte bruge ironi som undskyldning til at kunne komme til pædagogernes hænder.
Fx ved at lade som om jeg bare vil være sjov og holde dem i hånden, jeg husker at tit grinede de andre elever bare lidt, nogle hoppede endda på den og holdte pædagogen i den anden hånd, og pædagogerne var overraskende medgørlige og lod os bare.
Men jeg kan huske en episode hvor vi skulle over i parken, jeg ville holde vores klasselærer i hånden fordi Marie holdte allerede en anden i hånden, men vores klasselærer gad det ikke rigtigt fordi hun skulle holde styr på nogle andre elever og skabe overblik, så hun sagde ”slip!” og prøvede at få mig til at slippe hendes hånd, men jeg ville ikke, jeg tror jeg var bange for at blive efterladt på den tomme angstprovokerende legeplads.
Så det endte vist med at hun måtte finde en pige fra klassen som jeg kunne holde i hånden i stedet.

Det var ikke det samme, men meget bedre end at blive efterladt, jeg tror min klasselærer forstod at det var vigtigt for mig derfra, for jeg husker det som om at hun bare har ladet mig holde hendes hånd siden.
Et andet eksempel er, at når jeg var med min mor ude og handle ind, så skulle jeg altid holde ved vognen, jeg turde ikke rigtig slippe vognen for så ville jeg jo blive væk.
Når min mor gik fra vognen for at kigge på ting mellem smalle hylder, så var jeg splittet.
Skal jeg gå med min mor eller blive ved vognen?
Når min mor gik væk fra vognen på at kigge på noget andet, føltes det som om, at jeg blev efterladt i en anden verden end den hun var i.
Menneskerne der skabte en labyrint for mig ved at gå frem og tilbage og til alle sider, blev slørede og giftige for mig. Giftige på den måde, at jeg ikke kunne tåle hvis de rørte mig, det gjorde ondt hvis en person kom til at snitte min arm i det de gik forbi eller absolut skulle ind foran mig. Deres stemmer susede alle ind i mine ører, og i stedet for ord, blev det til en masse uforståeligt støj. Det føltes virkelig som en helt anden verden hvor kun mig og min mor var levende ægte mennesker, resten var bare forhindringer der var giftige at røre.
Hyldernes mange farver blev blandet sammen, så alt så ens og belastende ud, energien ville suse ud af kroppen og hovedet, så bare de 5 meter hen til min mor kunne tage halvdelen af min energi, og så måtte jeg jo selvfølgelig holde ved hende på vejen tilbage for at blive skånet lidt og ikke blive væk.
Jeg er angst for at blive væk i supermarkeder eller storcentre.
Det er sket enkelte gange, at min mor ikke ville med hen og kigge på noget jeg bare syntes var spændende, så jeg måtte bede hende om at hun ikke ville gå med vognen mens jeg lige skulle kigge, hun har bare svaret ”jaja” og så gået videre med det samme jeg har vendt ryggen til, hun har ikke forstået at jeg faktisk mente at hun ikke måtte gå, at det var vigtigt for mig. Så det kom altid som et stort angstprovokerende chok for mig, at når jeg kiggede tilbage så var hun gået videre.
Kunne jeg ikke se hende når jeg vendte mig om, ville jeg gå i let panik, skulle jeg blive stående og forvente at hun kom tilbage og hentede mig? Eller forventede hun at jeg faktisk skulle formå at finde hende blandt de her slørede giftige væsner?
Det endte næsten altid med det sidste, og så måtte jeg nervøst og græde klar ud og lede efter min mor i mængden, og så fik hun eller skæld ud når hun blev fundet.
Sådan er det også i dag.

Min klasselærer var den samme lige fra 1. til 7. klasse.
Hun var rigtig sød og omsorgsfuld, hun blev meget sjældent sur, og endnu sjældnere råbte hun.
Vi havde hende til dansk og kristendom, selvom jeg aldrig har været troende, gik jeg alligevel op i vores kristendom timer, bare fordi det var hende der underviste.
Underviseren har nok betydet mere for mig end for de andre.
Var det en lærer jeg ikke kunne li, så var jeg den dummeste fraværende unge i klassen, var det en lærer jeg kunne li, blev fagene mine yndlingsfag og jeg var artig og gjorde tit hvad jeg skulle når jeg kunne overskue det.
Det var også tit hende der kom til mig og spurgte til mig, hvis jeg så lidt trist ud eller træt ud. Ja hun var næsten en veninde for mig.

7. klasse tog rigtig hårdt på mig, og jeg begyndte virkelig at mærke hvordan jeg skilte mig ud fra de andre.
Så jeg udviklede selvmordstanker, egentlig har jeg nok haft selvmordstanker i flere år, men det var først her i 7. at jeg rigtig tænkte over dem og kom frem til, at det nok ikke var så normalt som jeg havde undskyldt dem med.
Så jeg kontaktede selv skolesygeplejersken en dag, jeg husker ikke hvordan jeg gjorde eller hvad jeg sagde, det har jeg bare læst i min udredning fra folkeskolen.
Så skaffede hun mig hurtigt samtaler hos skolepsykologen der efter få samtaler henviste mig til (X) psykiatrisk ungdomsafdeling, hvor jeg fik lavet en ny udredning og kom igennem nogle tests der altså viste at jeg havde autisme – GUA (gennemgribende udviklingsforstyrrelse andet)
Vi fik en kopi af udredningen, og blev så sendt hjem med en lignende sætning:
”Hun har bare nogle svage udviklingsforstyrrelser.” 
Så det undersøgte vi ikke nærmere, og jeg blev efterladt med indtrykket at jeg ikke fejlede noget.

I 8. klasse tog jeg på efterskole, mest fordi min folkeskole klassen havde forandret sig så meget i løbet af 7. at jeg ikke kunne holde at være i det længere.
Og så fordi min far har været glad for sin efterskole, og min søster og bror havde også været på efterskole. Så det skulle jeg også.

Jeg havde hørt mange sjove og gode historier fra mine søskende, og de havde fået mange venner og var begyndt ligeså stille begyndt at tage i byen.
Det glædede jeg mig til at opleve, til jeg stod midt i det.
Nu skulle jeg ikke bare nærmest flytte hjemmefra, jeg skulle også dele et lille værelse med en fremmed pige der var min modsætning.
Hun var en af de snobbede populære typer, når døren var lukket og der bare var mig og hende, så var hun noget af det sødeste og vi kunne dele et par interne jokes eller historier fra efterskole hverdagen, men når døren blev åbnet, ville hun ikke have noget med mig at gøre.

Hun ville ikke følges til spisesalen, hun ville ikke følges til fælles pige idræt, ja hun ville vist helst at jeg bare holdte mig til mine venner og hun til hendes.
Det var meget frustrerende for mig, for jeg kendte jo ikke vejen til spisesalen eller til gymnastik hallen.
Jeg kendte ingen, så der var ikke nogen jeg kunne holde i hånden.
Jeg turde heller ikke helt at bare følge efter mængden når det blev spisetid, for hvad hvis de nu ikke skulle derhen hvor jeg skulle? Så ville jeg fare mere vild.
Så i starten da jeg ikke kendte vejen og min rumbo, som vi kaldte det, ikke ville følges, blev jeg på værelset og var ked af det og frustreret.
De første 14 dage stod på introdosering. Det var åbenbart på de 14 dage at man skulle finde venskaber. Det gjorde jeg ikke, jeg var akavet og følte mig malplaceret. Jeg ville bare hjem.

Jeg syntes ikke at det var sjovt at skulle lave hold konkurrencer med fremmede mennesker, og det jeg troede jeg ville slippe for fra min gamle klasse, var næsten værre her.
Der var ingen tvivl om hvem der var populær, fyldere eller upopulære.
Det var så tydeligt, og det syntes jeg at der var skuffende og overvældende.
Pigerne gik også meget mere op i deres udseende her, og samme gjorde drengene.
Nu skulle man pludselig gå i mærketøj, noget der endnu havde været ligegyldigt i folkeskolen, sikkert fordi vi kendte hinanden så godt.
Jeg gad ikke bruge 500 kr. på en trøje fordi der stod noget bestemt på, eller for at ligne alle de andre, jeg ville gå i det jeg selv ville gå i, og det gjorde jeg.
Det var egentlig ikke mit tøj der gjorde mig upopulær, det der gjorde mig upopulær var nok, at jeg var så indelukket, stille og mærkelig.
Mærkelig på den måde at, jeg ikke gik op i det de andre gjorde, jeg læste fx japanske tegneserier i stedet for at sidde ude i opholdsstuen og varme nudler og snakke med de andre piger.
Så det første halve år ringede jeg tit til min mor og græd over hverdagens dumme oplevelser. Og jeg kunne ikke vente til fredag hvor jeg skulle hjem på weekend.
Jeg blev ikke på efterskolen en eneste weekend som de andre gjorde jævnligt.

Utroligt nok var jeg glad for undervisningen vi fik, jeg fik igen 11 og følte at jeg passede ind i den lille klasse på 10 personer.
Lærerne virkede glade for mig, og jeg var glad for dem.
Efter 6 måneder skulle vi på skiferie, hele efterskolen, alle 162 elever.
Der fik jeg mine første efterskole venskaber. Det havde taget mig 6 måneder at lære vejen til spisesalen selv, lære vejen til gymnastiksalen, lære skemaet nogenlunde i hovedet så jeg havde mere overskud til andre ting, og til at finde en måde at tackle min rumbo på.
Nu havde jeg overskud til venskaber, og jeg fik mig fem veninder.
Drenge syntes jeg stadig at der var uinteressante, så jeg var også godt tilfreds med at efterskolen var delt op i køn.
Pigerne boede på et slot med en voldgrav rundt om, og drengene boede i små hytter et stykke væk.
Jeg begyndte at læse mine japanske tegneserier højt for mine veninder, de var godt underholdte af mine stemmer og min måde at leve mig ind i historierne på.
Jeg råbte og hulkede når personerne gjorde, det fik vi mange timer til at gå med.
Nogle gange kom de andre piger ind og bad mig om at være mere stille.
Jeg begyndte at åbne mig op, men jeg kunne stadig mærke den der følelse af, at der er noget jeg går glip af, som om at jeg enten var mere eller mindre moden end de andre.
Jeg følte at jeg gjorde noget forkert socialt, jeg sad ikke i fælles stuerne og snakkede med alle, jeg gad ikke med ind til byen for at købe junk food eller shoppe, jeg havde ikke energi til at invitere mine få veninder med hjem på weekend, eller omvendt.
Jeg orkede ikke skole festerne, jeg blev træt af bare tanken om at skulle deltage.
For jeg anede ikke hvad man skulle tage på, hvad man skal lave, skal nogen drikke sig fulde og hvordan skulle jeg så forholde mig til det osv.
Så jeg kom aldrig med til en elev fest. Eller en fødselsdagsfest.
Så på en måde var jeg meget alene selv med mine fem veninder.
Jeg blev frustreret over at ting der virkede nemt for andre skulle virke så svære for mig, så jeg begyndte at få selvskadende tanker.
Faktisk havde jeg selvskadende tanker fra dag 1 af, og jeg husker den første gang jeg skar i mig selv pga. frustrationen over at være efterladt da de andre gik til spisning uden mig.
Jeg var blevet efterladt og det var i starten af året, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg begyndte at gøre rent på mit værelse, noget vi ellers først skulle når vi havde spist.

Så jeg tørrede reoler og hylder af på værelset, inklusivt min rumbos hylde.
Det resulterede i, at et af hendes billeder røg på gulvet, og glasrammen blev smadret.
Jeg gik i panik og vidste ikke hvordan jeg skulle tackle det.
Så jeg tog af at glassene og tænkte at det mest logiske ville være at skære mig selv så jeg ville få medlidenhed og ingen ville blive sure på mig.
Så jeg skar mig i håndfladerne med en af glasstumperne.
Da min rumbo kom tilbage fra spisningen, gik jeg hende i møde og fortalte hvad der var sket, hun reagerede som jeg havde håbet, og hun fik medlidenhed til mig fordi jeg havde skåret mig.
Det føltes som en succes oplevelse, som om at jeg endelig havde fundet en metode at være med socialt.
Så da jeg valgte et valgfag på skolen hvor vi skulle lave ting af glas, kastede jeg et hjemmelavet glas askebæger ud af vinduet fra mit værelse, gik ned og samlede det op, og begyndte at skære mig i mine lår ude på toilettet.
Det blev en slags trøst når alt blev svært eller jeg fik følelsen af at blive snydt for noget socialt. En meget frustrerende følelse.
Jeg fortalte det senere til en lærer på skolen der fungerede som psykolog, men hun nikkede bare og talte udenom. Så der blev aldrig taget hånd om det.
Efter to-tre måneder hvor jeg havde brugt cutting på mine lår til at tackle mine frustrationer med, besluttede jeg at stoppe, da jeg begyndte at se at det ikke ville hjælpe på mine problemer i det lange løb.
Jeg fortalte min nye klasselærer om hvordan jeg følte at jeg ikke passede ind socialt med de andre piger, fordi hun spurgte mig om hvorfor jeg ikke sad ude i fællesstuen med de andre. Hendes løsning var, at jeg skulle klæde mig som de andre og lære at bruge make-up, og få klippet det lange kommunefarvede hår til en smart frisure.
Jeg forklarede hende at det ikke var mit udseende der gjorde mig anderledes, men det ville hun ikke høre på. De sidste 4-5 måneder af efterskolen havde jeg mine fem veninder, det var en god skoletid og jeg blev pludselig glad for efterskolen hvor jeg før havde grædt hver søndag når jeg skulle af sted hjemmefra.
Da det blev afskedsdag på skolen, syntes jeg at det var overvældende med alle de forældre og søskende der var kommet for at deltage, så jeg fik min mor med på at vi skulle hjem hurtigst muligt.
Her havde jeg min autisme diagnose, men vi havde ikke forstået den, jeg havde heller ikke fortalt nogen om den, for jeg anede ikke hvad jeg skulle sige.
Vi havde ikke fået den forklaret eller var blevet tilbudt nogen former for hjælp.
Så vi tog hjem fordi jeg fik det dårligt af alle de mennesker, uden at have overskuddet til at sige farvel.

Jeg havde heller ikke sagt farvel til folkeskolen før sommerferien i 7. klasse.
Jeg kommer hurtigt videre fra en ting til en anden hvad mennesker angår.
Folkeskolen er folkeskolen, så da jeg startede på efterskole var folkeskolen og dens elever og lærer ligesom et afsluttet kapitel.
Jeg savnede dem ikke og jeg havde ingen interesse i at holde kontakten med nogen af dem, ikke engang Marie.
Det var som om, og er som om, at mennesker har en funktion og et sted de hører til. Altså et fysisk område.
Så når jeg fx har været på efterskole, så hører de andre elever og lærer til på den skole, og ikke hjemme hos mig eller andre steder – hvilket fører til, at tanken om at skulle ses med nogle af dem når året er slut og jeg starter på en anden skole, slet ikke kommer til mig.
Når de andre elever nævnte noget om at ville ses i sommerferien eller holde kontakten, nikkede jeg bare og sagde ”ja helt klart”, men havde en underlig følelse indeni af, at det selvfølgelig ikke ville ske og jeg ville nok ikke engang svare dem hvis de kontaktede mig.
Som følt så gjort, jeg har i dag ingen kontakt til nogen fra skoleårene, jeg har kun få kontakter fra nutidens aktiviteter, hvor det er uundgåeligt at have noget med hinanden at gøre.

Jeg startede på en anden efterskole efter sommerferien, jeg havde hørt at det skulle være en åben alternativ efterskole med meget fritid. Der var meget fritid, så jeg kom til at savne en strengere struktur som var på den anden efterskole.
Der havde vi skemaet fyldt op næsten hver dag, og det er lige mig.
Her, på den nye efterskole, havde vi mange fritimer vi selv skulle få til at gå, det gik med enten at sove eller læse japanske tegneserier.
Jeg fik aldrig rigtig nogen venner på den her efterskole, kun hende jeg boede sammen med.
Mine karakterer styrtdykkede, og mit gennemsnit røg ned på 7.
Det skyldtes nok den manglende struktur og den nye klasse hvor vi altså var omkring 18 elever.
Det var nemt at pjække på skolen, og det udnyttede jeg stort.
Efter 4 måneder blev skoleundervisningen ligegyldig, jeg blev væk fra undervisningen, og når jeg mødte op, spillede jeg spil på min computer eller chattede. Jeg hørte sjældent for det, hvilket bare motiverede mig til at fortsætte.
Efter 6 måneder begyndte jeg at få det rigtigt svært, jeg var upopulær hvor jeg før var en fylder, og det var hårdt.
Jeg blev hakket på og de samme tre drenge ville sparke til min stol hvis de sad bag mig, og jeg fik kommentarer om mit udseende som jeg aldrig havde fået før.
Jeg syntes bestemt ikke at det var sjovt, og lærerne på skolen tog det ikke rigtigt alvorligt.
Så tankerne om selvskade og selvmord vendte hurtigt tilbage, de forsvandt ellers med de nye venskaber jeg formåede at få på den anden efterskole.
Jeg husker en episode hvor jeg stjal en kniv fra skolekøkkenet og gik ud på toilettet og ville skære mit håndled åbent, jeg fik dog ikke lavet så meget andet end et overfladisk sår der kun blødte i nogle minutter, men dybt nok til at jeg nu har et lyst tyndt ar på mit håndled der plager mig hver gang jeg kigger.
Jeg kontaktede min kontaktlærer på skolen, og viste hende hvad jeg havde gjort, stadig med kniven i hånden. Kniven havde jeg svært ved at slippe husker jeg, for jeg følte ikke at såret var godt nok.
Jeg fik renset såret og så blev der aldrig snakket mere om det.

Min kontaktlærer, som jeg startede op på samtaler med, spurgte mig dagen efter om jeg havde en diagnose på ADHD. En af hendes drenge derhjemme havde den diagnose, og hun så nogle træk der gentog sig i mig.
Jeg havde godt nok fået en diagnose året før, men jeg vidste ikke hvad det egentlig var.
Så hun kontaktede den psykiatriske afdeling hvor jeg havde fået lavet min udredning, og fik at vide at jeg havde autisme – GUA.
Jeg spurgte til hvad det var, og hun gav mig en pædagogisk forklaring og der blev sat skub i nogle ting. Vi fik Karin Bakmand ud og snakke og forklare, og langsomt og meget usikkert begyndte jeg at forstå lidt af mit hoved, men så gik det pludseligt i stå igen da jeg ikke var klar til at lære om autisme eller acceptere diagnosen.
Så min lille familie forblev uvidende, og samme gjorde jeg.

Kun dage senere bad min kontaktlærer mig om, at lade tankerne løbe ned i min hånd og få dem skrevet ned i et kladdehæfte hun gav mig.
Jeg fik skrevet en masse husker jeg, men indholdet er ret sløret.
Men det har været alvorligt nok til, at min kontaktlærer med det samme kaldte en psykolog ud for at kigge på mig.
Jeg blev indlagt efter en kort samtale med psykologen, men afdelingen jeg kom ud til, var noget helt andet end hvad jeg havde regnet med.
Hvide vægge, hvidt gulv, alt var hvidt og trist.
De andre patienter var i 20’erne mens jeg kun var 15 år.
Psykiateren der hørte til på afdelingen havde ferie, så jeg blev overladt til mig selv på afdelingen. Tiden gik med at høre musik og ligge i min nye elevations seng og løfte benene op og ned til en sygeplejerske bad mig lade vær.
Så blev jeg sat til at gøre køleskabet rent, samme dag som jeg blev indlagt. Det var overvældende og jeg følte mig gjort til grin og ydmyget.
Resten af tiden fra min indlæggelse husker jeg faktisk ikke, jeg ved ikke om jeg var der i tre dage eller en uge, i hvert fald ikke i længere tid, før psykiateren kom tilbage og vi fik en samtale. Han nægtede at læse mit kladdehæfte, og jeg var drænet for energi og lyst til at blive der da jeg ingen hjælp havde fået overhovedet.
Så jeg sagde at jeg gerne ville hjem og jeg ikke kunne huske hvorfor jeg blev indlagt til at starte med. Mod min mors vilje blev jeg så udskrevet da psykiateren heller ikke kunne se hvorfor jeg skulle blive og optage en plads.
Så jeg var hjemme på lang weekend og så tilbage på efterskolen.
Jeg havde lavet en aftale med mine forældre og skolen om, at jeg måtte tage hjem hver tirsdag efter sidste undervisningstime og så skulle jeg være tilbage onsdag før første time startede. Det var min søde mor der kørte mig.

Jeg selv ville gerne droppe helt ud af efterskolen, men jeg gik i niende klasse og der var eksamens som jeg åbenbart ikke måtte gå glip af.
Jeg var bare så træt hele tiden, og jeg var ked af det og tom indeni.
Jeg snakkede ikke med nogen, jeg blev bare på værelset og lavede ingenting.
Den uge jeg var indlagt, var i skolens musical uge, så jeg fik aldrig set skolens musical og missede endnu et socialt skole arrangement der kunne have hjulpet mig med at få lidt venskaber.

Mine eksamens gik ikke særlig godt, selv i engelsk hvor jeg regnede med at jeg stadig ville kunne score et 10-tal, fik jeg 8.
Det er jo meget åbenlyst hvorfor, jeg lavede jo ikke lektier eller fulgte med i undervisningen, så jeg anede ingenting om de emner vi skulle trække vores eksamen fra.
Men det var hårdt, og derfra gav jeg bare op på eksamens.
Så da jeg skulle til fysik eksamen havde jeg opgivet på forhånd og ville bare have det overstået.
Min eksamens opgave var, at jeg skulle få et æg til at flyde via salt i et glas vand.
Jeg kunne ikke få det til at lykkedes, jeg var så træt i mit hoved, så da jeg endelig troede at jeg havde fået ægget til at flyde, lå den faktisk bare ovenpå alt for meget salt.
Jeg gav helt op og begyndte at pakke sammen uden læreren og ham eksamens-manden lod mærke til det, så jeg forlod lokalet og gik ned på mit værelse og lagde mig til at sove.
Jeg blev tilbudt at tage en syge eksamen i fysik, men jeg sagde nej da jeg ikke kunne se at det skulle gøre en forskel, og tænkte at eksamen bare ville gentage sig selv. Så jeg fik 03.

På sidste efterskole dag, sneg jeg mig igen hjem uden at sige farvel til de andre, jeg var bare træt og lettet over endelig at være færdig med skolen.
Jeg havde overvejet en tredje efterskole hvor jeg ville tage tiende, men min mor og jeg blev enige om, at jeg skulle finde på noget andet.
Det andet skulle have været gymnasiet hvor min ældre søster var 3.g’er.
Jeg startede op på gymnasiet med de andre frøer, én dag før 2.g’erne og 3.g’erne.
Jeg havde min kontaktlærer fra forrige efterskole med mig, da hun var startet som selvstændig i løbet af sommeren.
Jeg kunne slet ikke følge med i de to lange timer vi skulle sidde og høre om gymnasium livet og få remset alle skolebøgerne op. Det blev meget hurtigt for meget, og jeg følte at lokalet kvalte mig med de mange nye klassekammerater og tætte siddepladser.
Oveni det, var jeg kun på et hængende hår blevet optaget på gymnasiet.
Jeg klarede nemlig ikke min optagelsesprøve særlig godt, men inspektøren lod mig starte alligevel da han undskyldte mig med min autisme.

Det dunkede jeg mig i hovedet med, ”jeg er ikke god nok til at måtte være her, jeg er her kun fordi inspektøren havde ondt af mig”, så alt var overvældende og min energi susede ud af min krop. Så efter de to timer hvor en lærer og nogle 3.g’er havde stået og fortalt og der var rundvisning på skolen, hev jeg fat i min tidligere kontaktlærer og bad hende køre mig hjem. Jeg droppede ud af gymnasiet.
Det var min alt for lange skoletid.

-slut

4 thoughts on “Informatør – tør du?

  1. Hvor er det godt husket og beskrevet! Er selv mor til to børn med diagnoser og kan genkende så meget af dem i dette. Hvor er det rart at man kan “komme ind i ” noget af det de oplever, og vil komme til at opleve ved at læse en erfaring som denne.
    Håber det bedste for dig fremover!

  2. Pingback: Værd at vide – for kontaktpersoner og andet godtfolk « AutismeTanken

  3. Pingback: Når du skal lægge øre til meget, er det vigtigt at lytte til de rigtige | Autismetanken

Skriv hvad du har på hjerte

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s