Fremtidsforsker: Autisme accept og velfærdskrig

Fremtidsforsker Anne-Marie Dahl fra Århus har kigget i krystalkuglen for at give et bud på, hvordan fremtiden kan tegne sig for mennesker med autisme.
I Autismebladet (dec.2012) siger hun bl.a.: “Samfundet vil blive præget af en ny human indstilling til anderledes mennesker, for vi er mere eller mindre alle sammen anderledes og bliver ikke så forskrækkede over forskelligheder. Det vil blive mere accepteret at have autisme. Den humane indstilling vil sammen med det skarpe fokus på økonomien føre til, at vi alle sammen skal bidrage aktivt til samfundet. Mennesker med autisme kan bruges i stedet for at blive parkeret på førtidspension.”

Og det lyder jo alt sammen virkelig godt. Det er også mit håb for fremtiden – for Alfred og alle de andre særlige personer på autismespektret. Men der er et stykke vej derhen og den forholdsvise lyse fremtid er forudsat af at vi bevæger os i den rigtige retning. Det er der ikke så meget, der peger på i min optik.

Det skarpe fokus på økonomi skader mange af de børn, som fremtiden vil kunne få glæde af. De får ikke det rigtige tilbud og ikke mindst – deres forældre får ikke den støtte de har brug for, så de bedst muligt kan være der for deres børn.

Anne-Marie Dahl taler om “velfærdskrigen”, hvor det ikke er et spørgsmål om der skæres, men hvor der skæres. Denne krig vil fortsætte 5-10 år endnu. En konsekvens af velfærdskrigen mellem forældre og det offentlige vil være, at forældre begynder at købe private ydelser. Det vil skabe et A- og et B-hold blandt forældrene, vurderer hun.

Som jeg ser det, er denne holddeling allerede en realitet. Desværre. Alfred var ikke kommet på Skolen i Peter Vedels gade, hvis vi ikke havde skrevet og presset og klaget og klaget og klaget. Det var os mod systemet og havde der været et privat alternativ inden for rækkevidde, havde vi nok valgt det bare for at slippe for ventetid, klagesager og møøøøder.
Velfærdskrigen kræver overskud. Hvor vi fandt overskuddet, ved jeg ikke. Men vi fandt det. Fordi vi har uddannelser, familie, netværk og hinanden. Vi har også kun ét barn med autisme og en snert ADHD. August har ikke særlige behov. Det havde været en anderledes historie, hvis jeg havde været alene med tre børn i et socialt udsat boligområde, måske med dansk som andetsprog uden netværk osv.

Da vi fik plads til Alfred på skolen, fik jeg faktisk i første omgang dårlig samvittighed. For mon ikke der var et andet barn, som havde lige så meget hvis ikke mere brug for pladsen?
Jeg fik lagt låg på de dårlige tanker ved at fokusere på, at Alfred reelt har behov for pladsen. At det er det rigtige for ham. At det rent faktisk åbner muligheden for at han (også) i fremtiden vil kunne gøre en forskel og bidrage til samfundet. Det er en investering i mennesket, som al skolegang er.

Og hvad vil jeg egentlig sige med denne fremtidsudsigt og foragt over for det holddelte samfund? Nok mest af alt sige, at netværk og deling er vejen frem – hvis vi vil nå et samfund, hvor anderledes bare er anderledes og hvor der hjælpes efter behov, ikke efter forældrenes insisteren. Det er også en opfordring til at deltage i debatten, så vi sikrer, at kursen mod bedre vilkår for autistiske mennesker bliver holdt fremover.

One thought

  1. Hej Kathrine. Jeg nyder at læse dine indlæg. og må bare
    endnu en gang sidde og nikke genkendende – denne gang til din
    bemærkning om, at du havde dårlig samvittighed over, at netop din
    dreng fik plads i et godt tilbud. En følelse vi kun sidder med,
    fordi vi ved, at der er så mange, som ikke får den nødvendige
    støtte. Det er så rart at læse, at andre kender de følelser og
    tanker, som man selv går og tumler med. Fortsæt endelig dine
    skriverier 🙂

Skriv et svar