Meeting of Minds 3 – gæsteindlæg af Rikke Simonsen

[Rikke Simonsen skriver gæsteindlæg fra den netop afholdte Meeting of Minds konference. Læs første og andet indlæg her. Du kan også læse om konferencen her.]

De to keynote speakere Patricia Howling og Liz Pellicano, hvis oplæg jeg har referet i de to første blogindlæg, deltog i en paneldebat sammen med Sue Fletcher-Watson om hvilken evidens der var for tidlig indsats. Sue holdt oplæg på andendagen.

Jeg synes ikke rigtig paneldebatten kom til at handle særlig meget om evidens men blev mere en debat om etik. I hvilken grad bør man overhovedet gribe ind. Det var interessant så stor enighed, der var i panelet. Grundholdningen var klart gennem hele konferencen, at der burde fokuseres langt mere på livskvalitet og accept af det autistiske individ – end på alle mulige ikke-evidensbaserede måder at forsøge at ændre på det autistiske menneske.

Sue syntes, det ville være interessant at dykke længere ned i brugen af teknologi, og hvordan det kunne supportere mennesker med autisme. Især taget i betragtning at menensker med autisme ofte har en stor interesse for at bruge computere og teknologi i det hele taget.

Patricia fortalte, at der stort set ingen viden fandtes om intervention for mennesker med autisme over 6 års alderen.

Liz var enig i, at intervention ikke burde stoppe ved 6 års alderen. Hjernen er utrolig plastisk, og vi lærer hele livet. Når det kom til at beslutte på hvilke områder man burde gribe ind, så mente Liz at sprogudviklingen uden tvivl var det vigtigste. På den måde ville det autistiske menneske kunne kommunikere sine ønsker, mål og behov og ville på denne måde kunne inddrages i beslutninger om eget liv.

Liz mener ikke vi kigger nok på hvilke evner mennesker med autisme har og styrker dem nok. Hun mente at omgivelserne lettere accepterer en excentrisk voksen end barn – og at når mennesker med autisme har stærke kompetencer indenfor et særområde – så bliver de lettere accepteret.

Sue nævnte, at forældre ofte er enormt bange for at når børnene får en diagnose sent, at de så har misset en båd. (jvnf. at metoder til tidlig indsats ofte er defineret til gruppen under 6 år).

Åge, Formand for Aspergerforeningen, kommenterede dette udsagn fra Salen. Han mente ikke der var noget skib, der sejlede – udvikling foregår hele livet igennem, så udsagnet var meningsløst – og desuden så burde man blive bedre til at styrke deres styrker så de kunne klare sig istedet for at fokusere på deres svagheder.

Patricia var overbevist om, at det ikke var den tidlige indsats i sig selv men mange andre faktorer der i sidste ende havde betydning for, om de klarede sig godt i livet eller ej.

Jannik Beyer fra Videnscentret for Handicap og socialpsykiatri ville vide om det kommer til at gøre en forskel for forskningen at man går fra et kassesyn (de nuværende diagnosekritierier) til et dimensionelt syn (de nye diagnosekriterier).

Patricia mente ikke det ville gøre en forskel for forskningen. Klinisk der kigger de i forvejen på personens specifikke profil og ikke på diagnosen.

Paneldebatten drejede sig hen imod slutningen ind på inklusion. Patricia fortalte at i England, der er 70% af alle børn med autisme inkluderet. Der var dog mange forældre der kæmpede for at få deres børn i specialtilbud, da børnene ikke fik den nødvendige støtte og der var mange historier om mobning. Der blev simpelthen ikke ført nok midler over til almen skolen til at de kunne løfte opgaven.

Liz mente at inklusion var fint men der var brug for mere støtte, hvis det skulle lykkes.

Skriv et svar