Sådan begraver vi den om den manglende empati en gang for alle

20130530-220001.jpg

En af de ting, som jeg havde svært ved at forbinde med Alfred, da han blev diagnostiseret med Asperger’s syndrom for snart længe siden, var det med den manglende empati. Det kunne simpelthen ikke passe med min dreng. Han manglede ikke empati – hans måde at udtrykke det på var bare anderledes.

Til konferencen slog Tony Attwood også fast, at det med den manglende empati ikke holder. Der er andre ting på spil. Forsøg har bl.a. vist, at personer med Aspergers har samme fysiske reaktioner på situationer, som ‘udløser empati’. Men måden personerne reagerer på kan være anderledes. Der er også eksempler på at personer med Aspergers har en stærkere reaktion – og at deres manglende handling simpelthen er en strategi for at beskytte dem selv. De kan være særligt sensitive over for andres følelser og undgår stærke følelsesmæssige situationer simpelthen fordi det er for meget.

Nogle gange reagerer personen måske ikke, fordi de er bange for at gøre noget forkert. Så er det mere sikkert ikke at gøre noget – det er ikke som sådan forkert. Så ingen reaktion er med andre ord ikke mangel på empati.

Der kan også være personer med Aspergers, som har problemer med at læse de små signaler – de misforstår dem måske eller overser dem. Igen kan deres reaktioner (eller mangel på samme) blive tolket som manglende empati.

Jeg tænker selv, at det giver god mening at tale om at personer med Aspergers udviser empati på en anden frekvens end neurotypiske personer. Det kan et stykke hen ad vejen være et spørgsmål om at vi bliver bedre til at tune os ind på deres frekvens – at vi bliver bedre til at læse deres små signaler i stedet for at afskrive deres empatiske evne, bare fordi det ikke lige spiller efter vores regler.

I forhold til Alfred oplever jeg, at han har en særlig evne til at gå lige i hjertet på mig. At han kan lægge hænderne på mine kinder og se ind i min sjæl, når han med sin søde stemme spørger: Hvordan har du det, mor? Og han forstår! Det er hverken påtaget eller kunstigt – det er sådan hjerte mod hjerte. Måske vi i de øjeblikke befinder os på samme frekvens?

9 thoughts

  1. Åh jeg får lyst til at råbe: “Ja ja, det passer”
    Især din beskrivelse med at den manglende reaktion handler om at det bliver for meget, for stærkt. Det passer så godt på Bjørn.
    Øv hvor bliver de misforståede…
    Signe

  2. Er det ikke mere at de netop reagerer, handler, agerer anderledes på de signaler, som omverdenen kommer med og som udl¢ser f¢lelser og sociale kontakter? At det er os, som ikke forstår deres signaler, men at de i virkeligheden er meget hurtige med at reagerer med umådelig fine små signaler?

  3. Selvfølgelig har de empati, de har bare så svært ved at udtrykke den, det er jo netop en del af deres problem! Jeg har aldrig været i tvivl om at min søn har empati, han har nærmest en 6. sans for hvordan andre har det, han stoler bare ikke altid på den, for det er svært for ham at forklare.
    Jeg kan anbefale, i læser artiklen “Autister har også følelser” på Videnskab.dk

  4. Åhh Ja! Vi har skam empati! Og ofte for meget… Men ofte oplever jeg skismaet opstår når vi ikke VED hvad I kræver af os. – Og dermed ikke kan forholde os til jeres forventninger, og agere på en passende vis! Et generelt problem, som nærmest kan sammenlignes med at i/man møder en anden person fra en omvendt kultur, men med et fælles verbalt sprog. Ordene er de samme, men betydningen en anden. – Bare lige med et twist, men nok til at så tvivl om kontekst…
    Hvad det gør ved de fleste af os, at leve i den evige anderledeshed, lader jeg så være op til jer selv at fundere over… – Især når vi skal passes ind i et samfund hvor det er en selvfølge, at alle kan/skal multitaske, og være sociale uden det går ud over fællesskabsorganismen (samfundet) 😉

    Sorry hvis jeg lod mig forivre! Og TUSIND tak for at der bliver signaleret forståelse!!!

  5. Er det ikke bare fordi at manglende empati som ord, har en negativ klang. Autister er bare så meget i deres egne følelser, at de ikke altid kan rumme andres……jeg har en voksen søn med asperger og hvis jeg spørger ham direkte, indrømmer han blankt, at når han spørger ind til mig som person, er det en tillært social færdighed.
    Sæt jer ud over de termer og paradigmer der anvendes som fagsprog. De er nødvendige for at kunne beskrive en person konkret så alle ved hvad der tales om, men skal ikke tages så bogstaveligt. Det er fagsprog som benyttes af fagfolk. Lad være med at lade jer gå på af det, Vi kender selv vores børn og ved godt hvor skoene trykker…..om man så må sige. Det er vel det vigtigste.
    God søndag.

Skriv et svar