Sådan blev en ske til tusinde glasskår

1043980_392825660834661_878349318_n

Bare jeg var en ninja. En super hurtig ninja, der griber ting i luften. Som en flyvende ske for eksempel. Konflikter herhjemme kan udvikle sig så lynende hurtigt, at der er røg og aske – eller som i dag glasskår og kaos, før jeg når at blinke.

Men for at give et indblik i, hvordan en konflikt kan udvikle sig er her en mere kronologisk version.

Jeg sidder og spiser aftensmad med Alfred og August. August er kommet hjem fra et par dage hos mormor og morfar. Vi får koldskål til dessert og August taler om at han vil lege med en ballon efter maden. Alfred spørger om han også må få en, for August har to. Først siger August nej, så jeg tilbyder Alfred en af mine balloner. Men så ombestemmer August sig og vil gerne give Alfred en ballon. Det forvirrer Alfred, så han siger at nu vil han slet ikke ha’ August’s ballon. Det bliver August ked af, så han udbryder et højt skrig i frustration.

Før jeg kan nå at sige hverken buh eller bæh (hvilket heller ikke havde været særlig nyttigt i situationen) kaster Alfred sin ske med fuld knald over mod August. Heldigvis rammer han ikke August. Skeen rammer i stedet et stort billede på hylden ved vasken bag August. Billedet vælter en masse ting ned med stort rabalder og glasskår over det hele.

Jeg bliver forskrækket – råber op. Drengene bliver forskrækkede. Græder. Alfred vil forlade bordet, men jeg beder ham blive siddende til jeg har fjernet glasskår fra gulvet. August er bange – for Alfred og for mig.

Så prøver jeg at huske, hvad Jakob Kjærby Lentz bl.a. sagde i lørdags, da jeg hørte om low arousal med ADHD Foreningen.

Du skal smitte børnene med ro“.

Jeg tager en dyb indånding – og siger til drengene, at der blev jeg godt nok forskrækket. At det ser fjollet ud med pesto på billedet. At jeg synes at vi skal spise vores dessert færdig. Og så løfter jeg August op, så han kan komme over til Alfred – uden at skære fødderne – og vi krammer og græder lidt igen.

Men det hjalp. Næsten lige så hurtigt som det blussede op, toner det ud. August laver fjolleri og prutter. Alfred griner.

Jeg kan dog mærke på August, at det lurer under overfladen. Så da jeg putter ham, siger jeg, at jeg godt kan forstå, hvis det er svært, når der sker sådan noget. At Alfred har svært ved høje lyde og nogle gange meget hurtigt bliver vred. Men at jeg nok skal gøre mit bedste for at passe på August – at der også skal være plads til ham. Og så mosler han lidt rundt i den sommervarme aften og falder i søvn.

Nu sover begge drenge. Mikkel er på vej hjem fra München og jeg træner mentale ninja-skills. Hu-ha!

14 thoughts

  1. Sikke dog en eksamen, du har været oppe til idag Kathrine. Du har bestået med et kæmpe stort 12-tal. Begrundelserne er følgende. Du bevarede – trods opstandelse og råb – alligevel roen i situationen, du gav roen videre til dine drenge, du “overraskede” dem ved at bede dem om at spise videre, før der skulle gøres rent og ved at lave sjov med pestoen på billedet. Du lyttede og fornemmede at der lidt senere igen var brug for at omtale situationen. Vigtigst af alt så skældte du ikke ud!!

    Det er da simpelthen bare et pragteksemplar af en case vedrørende Low Arousal. Kæmpe stort tillykke herfra 🙂

  2. Jeg er også imponeret. Først tænkte jeg at det også var svært, at du var alene hjemme med drengene. Nu overvejer jeg om det var det, der gav dig roen til at trække vejret og tænke frem for at råbe og skælde ud? Jeg undværer nødig min mand i den daglige heksekedel, men jeg tror faktisk, at det at vi reagere så forskelligt tit forværre konflikter.

    1. Jeg havde samme tanke bagefter, Signe. Antallet af personer har indflydelse på konflikten. Nogle gange er vi bare for mange! Andre gange er det godt at være to – en pr. barn – til trøst og snak.
      I går var det faktisk helt ok bare at være mig selv.

  3. Kender alt for godt til ovenstående udvikling af en ellers ok stund i hjemmet. Heldigvis havde du denne dag mentalt overskud og kræfter til at ‘gribe roen’ og få tankerne op på et meta-plan. Det gør altid en afgørende forskel. Desværre er det ikke altid muligt som forælder, men det er øvelsen at holde fast i successerne.

  4. Godt gået. Ikke mindst at du tog snakken med August efterfølgende. Det må alligevel være ret voldsomt at have en så impulsiv udadreagerende søskende – det tænker jeg tit herhjemme.

    1. Det er bestemt voldsomt for August – og jeg er så glad for at han giver udtryk for sin frygt. Hvis han holdt det inde eller vendte det mod sig selv ville det være sværere at gøre noget ved. Jeg vil gerne holde forbindelsen til hans hjerte så varm som mulig – og glæder mig meget til han bliver gammel nok til søskendekursus. Det tror jeg han vil have meget glæde af, så han ikke skal føle sig alene.
      Jeg tvivler aldrig på hans kærlighed til Alfred (og Alfreds kærlighed til August) – men det er til tider en voldsom kærlighed…

  5. Hvor lyder det bekendt! Du kunne have været en flue på væggen i vores køkken 😉
    Men jeg har 2 “hold” børn – den første kuld på 23/18 og den næste på 13/11 og jeg kan også trøste med, at det første hold havde også lignende søskende konflikter … selv om autisme først dukkede op i anden omgang hos os.

  6. Jeg tror ikke, at folk der ikke lever med autisme helt begriber den omskiftelige hverdag, vi lever i.
    Min mand og jeg taler tit om, at vi stort set aldrig befinder os på Den Gyldne Middelvej – enten er det idel lykke eller total kaos. Og der kan være 10 sekunder i mellem!
    Men når vi så rammer lykken … jamen, så er det bare … så glemmer vi bare dramaet for et øjeblik siden og siger til hinanden ‘hvor er vi bare heldige!’

Skriv et svar