Alene i verden

Alfred har det svært for tiden. Vi er ved at finde hoved og hale i hans beklagelser som er både fysiske og psykiske. Det er hårdt – ikke mindst for ham. Heldigvis har vi kompetente og omsorgsfulde folk omkring både ham og os – og det gør jo en verden til forskel.

Jeg har før skrevet om hvordan vi smitter hinanden med følelser. Hvordan vi voksne påvirker børnene hvis vi er vrede, kede af det, glade osv. De negative følelser smitter meget nemt, så jeg er opmærksom på at holde min egen energi oppe.

Min (korte) cykeltur på arbejde er et lille pust – og her til morgen hørte jeg den smukke I’ll be your mirror med Velvet Underground.

“I’ll be your mirror 
Reflect what you are, in case you don’t know 
I’ll be the wind, the rain and the sunset 
The light on your door to show that you’re home 

When you think the night has seen your mind 
That inside you’re twisted and unkind 
Let me stand to show that you are blind 
Please put down your hands 
‘Cause I see you 

I find it hard to believe you don’t know 
The beauty that you are 
But if you don’t let me be your eyes 
A hand in your darkness, so you won’t be afraid 

When you think the night has seen your mind 
That inside you’re twisted and unkind 
Let me stand to show that you are blind 
Please put down your hands 
‘Cause I see you 

I’ll be your mirror…”

Det satte tanker igang – for hvem spejler hvem? Spejler jeg Alfred eller spejler han mig? Er vi begge en refleksion?

Jeg vil ikke være alene i verden
For et par år siden var vi i Tivoli og Alfred slog nakken i radiobilerne. Han reagerede meget voldsomt og var både vred og ked af det. På et tidspunkt sad han på en bænk og ventede på at jeg kom med en is til ham. Vi fik øjenkontakt, mens jeg stod i køen – og jeg smilede opmuntrende til ham. Det fik ham bare til at se endnu mere vred/ked af det ud. Da jeg kom hen til ham med isen, forklarede den kloge dreng:

“Når du smiler sådan til mig, så føler jeg mig som den eneste i verden, der har det dårligt!”

Jeg fortalte at jeg havde smilet for at prøve at smitte ham med noget positivt – at få ham til at smile. Men sådan virkede det altså ikke ifølge Alfred. Han ville få det bedre, hvis jeg også så ked ud af det. Hvis jeg spejlede ham.

“Jeg vil ikke være alene i verden.”

… Så der er spejle, der viser hvordan vi ser ud, hvordan vi er, hvordan vi gerne vil være. Og så er der spejle, hvis vigtigste opgave er at vise, at vi ikke er alene i verden. Lad mig være dit spejl.

mirror

9 thoughts

  1. Kommer sådan til at tænke på “delt glæde er dobbelt glæde og delt sorg er halv sorg” . Det giver helt ny mening efter at have læst dit indlæg om at spejle.

  2. Den gik lige i maven og hjertet, Kathrine. Ikke mindst på grund af vores datter, som er søster til IA bror. Hun trænger i den grad til at blive spejlet, som den hun er og føle hun ikke er alene. Tak.

  3. Det er som Tsaheylu i Avatar og I SEE YOU….hvor er dine tanker smukke Kathrine…jeg ville ønske mange flere, havde viljen, ydmygheden og kærligheden til, rent faktisk, at ville se igennem vores øjne – for det er jo ægte empati.
    Men de fleste ser mig med deres egne opfattelse, med deres kognitive tolkninger og danner en illusion. Det sårer mig og efterlader mig ensom i en mængde, omverden så ofte siger, er vellykket inklusion.
    Men hvem spørger os om vi FØLER inklusion – om vi føler os set?!
    Er det ikke hver enkelt menneske, der burde være dommer over om, de føler sig inkluderet, set…om de føler sig elsket, værdisat og at de er “med”? Det kan andre vel aldrig fastsætte.
    Det gør jo ikke noget vi laver “fejl” i fht. hinanden – det der betyder noget er handlingen derefter. Jeg har skrevet en artikel, der kommer i autismebladet inden længe, som netop omhandler hvilken betydning identitetsdannelsen som formes af spejlingen hos andre på vores liv. Du har et smukt sind Kathrine, jeg kan lide dine tanker og refleksioner:-)

  4. Tak, Alfred ❤️
    Hvor jeg bare elsker at læse dine indlæg og tanker & netop dette giver mig bare så megen indsigt & indsigt i hvorfor min søn reagerer på samme måde.

    Jeg må i gang med også at spejle følelser med min mimik (og ikke bare ord)

    Man kan jo ikke lide, at se ens barn i smerte og selvfølgelig forsøger man sig med lidt opmuntring, men jeg synes alligevel din kloge Alfreds udsagn giver så meget mening for mig. Total AHA-oplevelse.

Skriv et svar